Hej.
Vi er en gruppe fra Aalborg der for første gang skal lave et kvalitativt projekt.
Vi vil interviewe nogle om et emne, men metoden er vi ikke helt klar over.
Vi forstår der er fordele ved at have en fænomenologisk tilgang til interview, men har gså diskuteret om man kan have en hermanuetisk tilgang, eller om man kun bruger hermaneutik i forbindelse med analysen.
I så fald kan der være tale om blandede metoder, således i interviewer ud fra en fænomenologisk tilgang, og bruger en hemaneutisk vinkelt i analysen evt sammen med en fænomenologisk analyse?

kan man overhovedet bruge hermaneutik når man taler om at udføre et interview?

Hej

Det ideelle hermeneutiske interview er fortolket når i kommer hjem. når informanten siger "x", så siger i "kan man forstå x som y?" så siger informanten måske "ja, men måske mere som y+", også kan i sige "ok, kan man sige det sådan her, som Z?"

kan i se den hermenutiske cirkel?

det er måske også andre måder man kan interviewe hermeneutisk. Men det handler om at forholde sig fortolkende i selve interviewsituationen.

udover det er det ikke noget problem at blande de forskellige videnskabspositioner. i skal bare være klar iver hvorfor?, og i skal være opmærksomme på at fænomenologisk viden, er anerledes end hermeneutisk viden.

Heidegger har jeg ikke kørekort til. og du har ret i at forholdet mellem fænomenologi og hermeneutik ikke er så enkel. Men når jeg taler videnskabsteori i forhold til metode, er det en anden end både filosofisk fænomenologi og hermeneutik. der er en praktisk dimension som videnskabsteorierne sjældent forholder sig direkte til, og derfor må man bruge positionerne som udgangspunkt for en refleksion af hvad man gør.

mange tak for jeres indlæg.
Vi bruger kvales bog Interview, som har en ret pragmatisk tilgang til selve dt at interviewe.
Jeg tænker på om vi skal have de her videnskabsfilosofiske overvejelser ind under metode, selvom de ikke direkte angiver en metode, men mere reflektioner over hvordan man kan anskue verden?

Jeg har fået en fornemmelse af husserl i forhold til fænomenologien, nemlig den at man interesserer sig for bevidsthedens dannelse, og at man mener at man kan fremstille verden som den er, men at man alligevel må huske at man selv er en del af verden, og at man ikke sanser eller erkender objektivt, dermed nærmer vi os n form for fortolkning, som i hermaneutikken, som i fænomenologien kaldes den reduktion, og i hermaneutikken kaldes dobbelhermaneutik.
Fænomenologien forsøger så vidt muligt ikke at fortolke, men nævner at man som menneske ikke kan være objektiv, mens hermaneutikken ikke mener at man kan beskrive uden at fortolke, det virker som om fænomenologien forsøger at gå uden om fortolkningen, dette vil jeg gerne forsøge at forstå, hvis mit ndlæg da ellers giver mening.
Evt nogle ikke alt for tunge litteraturhenvisninger hvor der står noget om det jeg beskriver, såvidt jeg altså har nogenlunde styr på det...
Mvh.

Er ikke helt sikker men mener nu at fænomenologi og hermaneutik er videnskabsteorier.