Hej!

Jeg sidder selv med en opgave om den sociale differentiering i et luhmanniansk perspektiv, så kan lige komme med et bud frit fra hoften:


Du har ret i din Luhmann-forståelse: Fordi ingen af systemernes funktioner kan undværes, kan andre systemer ikke siges at have samfundsmæssig primat. Dog mener han også, at der - internt i disse udspaltede systemer - findes andre differentieringsformer; fx er nationalstaterne segmentært opdelt selvom segmentær ikke har været primær differentieringsform siden før byen blev opfundet. Ligeledes kan man også finde stratifikatorisk differentiering i det funktionelt differentierede samfund; fx er der en klar foroven/forneden-kode i et politisk parti.
Ergo finder L. horisontal differentiering, men ikke fuldstændig.

Hvad angår Bourdieu er sagen mere ligefrem. Han har en vertikal (eller på luhmannsk: stratifikatorisk) differentieringsforståelse ganske som du fremlægger det.


Hvad angår magt, er B. igen nemmest (eller i hvert fald mest i overensstemmelse med `common sense`...), da han elaborerer meget over emnet magt. Bemærkes skal det, at hos B. er magt en overgribende mekanisme, der spiller ind i al samfundsmæssighed.

Dette forholder sig ganske anderledes hos L.: Magt er en systemintern kode, der angår det politiske system, som iagttager efter koden magt/ikke-magt. Imidlertid antyder L. i teksten `Inklusion og eksklusion` (fra tidsskriftet `Distinktion`, nr. 4, 2002 - tema om `Byen`) en afmagtsforståelse: I visse situationer kan mennesker risikerer fra blive næsten fuldstændigt ekskluderet og kun samfundsmæssigt iagttaget som `kroppe`. L. går ikke selv i denne tekst i retning af et magttema, men jeg synes, det ligger lige under overfladen deri.


Angående andre sociologer kan jeg foreslå Norbert Elias, som - på baggrund af sin procesorienterede differentieringsforståelse, hvori gensidig afhængighed (interdependens) mellem mennesker er i fokus - har en magtforståelse, hvor magt forståes netop som en gensidig relation. Bemærk også at B. (på første side i `The Distinktion`) nævner E. som en afgørende inspiration.


Nå, nu er det min sengetid - håber ikke det hele var velkendt stof!

Mvh, Nilse

Nu er jeg nysgerrig! Der er tilsyneladende flere, der skal skrive opgave om "social differentiering og magt i det moderne samfund". Spørgsmålene går først og fremmest på: "Hvem skal jeg vælge (Bourdieu, Foucault, Luhmann, Elias, Durkheim...)?". Mit spørgsmål er: Hvad går spørgsmålet nærmere ud på, hvad skal der eksempelvis forstås ved �social differentiering�? At ’differentiere noget’ betyder ifølge min fremmedordbog, at: �skabe variation i noget som hidtil har været ensartet�, mens �social� defineres som noget der �har med samspillet mellem mennesker at gøre�. Men det er jo blot fremmedordbogens forslag. Supersociologerne ser måske lidt anderledes på det. For mig at se er spørgsmålet temmelig abstrakt, og det kræver præcisering (for ellers bliver det for svært at besvare.. og risikerer at bygge for meget på postulater, vil jeg frygte!). En præcision kunne være, at udvælge en bestemt social gruppe og fokusere på denne i opgaven (som et EKSEMPEL på social differentiering). Altså: ville det i første omgang ikke være klogt at præcisere PROBLEMET, og dernæst finde ud af hvem der er bedst til at belyse netop dette?

Jo tak, Morten. Det gav en fornemmelse af, hvad der skal forstås ved social differentiering. Men "udvikling af forskelle" er vel næppe det samme som "uligheder". Selvfølgelig kan man så sige, at når temaet OGSÅ er "magt", så er det temmelig oplagt at der også vil være tale om "sociale uligheder", og om hvordan disse skabes, opretholdes og måske nedbrydes. Der begynder at blive mere klart nu; vi kan - som du nævner - vælge at fokusere på klasse, køn, etnicitet eller alder. Hvad skal det være? Dette spørgsmål er mere interessant end hvilken teoretiker, man vælger at arbejde `med`, selvom man jo også må finde ud af dét hen ad vejen...

Luhmann skriver godt nok også anderledes om magt i sit værk ved navn Macht...her beskriver han magten som en generellt gældende påvirkelse som han giver ledeforskellen formel / uformel. Han pointerer at der ikke kan ske en lokalisering af magten som sådan, men at det må tage udgangspunkt i reduktioner. De reduktioner han nævner er hierakier som fungerer som en reduktion af den kompleksitet der er i at man ikke kan anvende tvang - for det er ikke det samme som magt. For såvidt adskiller han sig fra Bordieu idet han jo pointerer forskellen mellem corporlig og mental magt.

Sommetider kan en tanke føre til nye spørgsmål.
Dette gør det første indlæg af SFK.

SFK skriver ovenfor om:

1) magtbegrebet hos Luhmann, som Luhmann – ifølge SFK – �ikke gik så meget ind i�. SFK indrømmer dog senere – som en respons på Brydes indlæg - at i en bog fra 1975 med titlen ’Macht’ �beretter Luhmann om magten med udgangspunkt i Parsons’ teori�. Så noget har Luhmann altså sagt om magt (og hvor mange sociologer har egentlig udgivet en bog, som så direkte tager udgangspunkt i begrebet ’magt’?). Luhmann kommer i senere skrifter også ind på magtbegrebet, bl.a. i sin analyse af det politiske system (Luhmann 2000), hvor magt forstås som et symbolsk generaliseret kommunikationsmedium, eller som indflydelse på andres opførsel, der gør, at de andre gør noget, som de ellers ikke ville have gjort. Nogle forskere arbejder med at videreudvikle Luhmanns magtteori ved at lade Luhmann gå ind i en diskussion med især Foucault, der som bekendt havde en hel del at sige herom (se fx Borch 2005; Rennison 2005). Dette er en ganske interessant diskussion, som jeg dog ikke vil komme videre ind på her.

SFK skriver desuden om:

2) den tanke at der i tilliden �er indbygget et magtforhold�. SFK skriver i denne sammenhæng �uden at fornærme Luhmann…�, og nævner herefter ikke længere hans navn. I denne sætning kan man vel lægge det, at SFK ikke umiddelbart mener, at denne tanke udspringer fra Luhmann selv. Det er altså en hypotese SFK selv opstiller, og prøver at argumentere for. Så mellem ovenstående punkt 1) og dette punkt 2) er der ikke nødvendigvis nogen sammenhæng. Om det er Luhmanns forståelse af ’tillid’ SFK beskriver, fremgår heller ikke helt klart. Det er dog også ligegyldigt. Spørgsmålet er: Har SFK ret i sin hypotese om, at der i tilliden er indbygget et magtforhold? SFK skriver: �Opnår man tillid får man magt gennem det. Afgiver man tillid deler man ud af sin magt…� og at �magten kan…siges at være forudsætningen for det at kunne vise tillid�. Jeg tvivler på rigtigheden i disse udsagn. Jeg kan i hvert fald kun give SFK delvist ret. Jeg tvivler nemlig på, at magt er en nødvendig forudsætning for at kunne vise tillid. Jeg udelukker dog ikke, at der kan være en tydelig sammenhæng mellem magt og tillid i visse situationer. Nu hævder SFK ikke, at der nødvendigvis er indbygget tillid i ethvert magtforhold, men kun omvendt at der i ethvert tillidsforhold er indbygget magt. Dette kan måske også komme til at passe, afhængigt af hvordan begreberne ’tillid’ og ’magt’ forstås eller defineres. Luhmann (2000 s.39) siger eksempelvis, at man kunne tale om magt på en ekstrem bred måde, nemlig som enhver færdighed i at handle effektivt, sådan at man udøver magt blot ved at ændre en tilstand i verdenen efter egen hensigt. Luhmann siger dog ironisk hertil, at det så også ville betyde, at man fx udøver magt, når man børster sine tænder. Hardin (2002 s.xx) – som forsker i tillid – skriver ligeledes om, hvordan tillidsbegrebet kan forstås på mange forskellige måder: �..trust is, not surprisingly, a messy, even confused notion. Quarrels about what it ’really’ means sound like the worst of Platonic debates about the ’true’ meaning of something. No matter how enticing it may sometimes be, to engage in that debate is foolish�. Ja, måske er det fjollet. Både Luhmann og Hardin ønsker dog at kaste mere klarhed over sådanne vigtige begreber. Det kan jeg kun tilslutte mig (men jeg vil holde mig fra at gøre det her). For at vende tilbage til SFKs hypotese, så vil jeg hævde, at tillidsrelationer ofte opstår i et fravær af magt. Du kan fx have tillid til, at en anden klarer en bestemt opgave, og behøver derfor ikke anvende magt til at få denne anden til at udføre denne opgave. Har du derimod ikke tillid til den anden, kan du føle dig nødsaget til at anvende magt, så den anden får løst opgaven. I dette tilfælde erstatter magten tilliden, men magten er ikke indbygget i tilliden. �Afgiver� man magt, som SFK siger, kan dette rigtignok skyldes, at der er opstået en tillidsrelation i stedet for. Men tillid skaber ikke nødvendigvis magt. Tillid kan sågar blive en trussel mod magt, hvilket Macchiavelli (1962, s.65f.) også var klar over, da han skrev, at: �fyrsten må ikke være for hurtig til at tro alt og til at handle. Han må ikke se farer, hvor der ingen er, han må være tilbageholdende, forsigtig og menneskelig, for at ikke for stor tillidsfuldhed skal gøre ham uagtsom eller for stor mistillid gøre ham utålelig�.


Litt.:
Borch, C. (2005): Systemic Power. I: Acta Sociologica, Vol. 48 (2), s.155-167.
Hardin, R. (2002): Trust and Trustworthiness. Russell Sage Foundation.
Luhmann, Niklas (2000): Die Politik der Gesellschaft. Suhrkamp.
Macchiavelli, Niccolo (1962): Fyrsten. Borgens Billigbøger.
Rennison, B.W. (2005): Magtens blik. Working Paper, CBS. Se: http://ep.lib.cbs.dk/download/ISBN/8791839084.pdf

mvh

Men nu vil jeg så lige prøve at tage det magtbegreb op en gang mere.

Se at magt i Luhmanns forfatterskab optræder i bogen "Macht" er godt nok.
Og når vi her bliver i nul serien så er vi inde i den systemiske handlingsteori. Parsons havde i sin teorie om generaliserede medier. fire sådanne. Hvoraf magt var det ene. Men vi må her huske det er hamdlingsteori Parsons beskæftiger sig med.

Når vi går fra handlingsteorien og til den kommunikative systemteori, så sker der noget med den måde, man iagttager magten på. Og det generatiserede meddi magt, kan man sige er skabt af kommunikationen omkring kernen magt.

På samme alle andre funktionssystemer skab i kommunikationen om et eller andet medie. Der findes i den kommunikative systemteorie ikke en begrænset antal sådanne medier. Hvolke medier der i tiden findes, eller i tiden kan aktualiseres, skan i bund og grund siges, at bero på, hvad kommunikationen i tiden drejer sig om. Det er altså dem i tiden tilstedeværende interaktion som afgør, hvad man i mere folkelig sprog nu taler om eller hvad der er oppe at vende i tiden.

Når man nu taler om en kodning af i et funktionsystem, kommer mere fordagen. Lads os tage Retssystemet. Koden kan siges at være ret og uret. Men hvad bygger ret og uret på. Ja det bygger på præcedens. Altså på tidligere afgørelse, at hvad der er ret og uret. Vi ved også at opfattelserne af ret og uret over tid kan ændres, når kommunikationen de kommunikaton retssystemet iagttager ændre sig.

men man skal også holde sig for øje og egeniagttagelse, at præcedens er tidligere afgørelser. latså bygger det man forventer bygget på fortiden, er aktuelt i nutiden, men strækker sig ind i fremtiden som håb og firventningen man kan have til den, men som man aldrig kan være sikker på indfries, da tiderne jo har det med at ændre sig. vi kan knytte et håb til vi kan få den efterløn som vi mener at have ret til, men om vi får den, kan kun tiden vise.

At kalde noget sådan for funktionssystemer, er jo en betegnelse. Men nu må man ikke tro, at der ikke har være forestillinger og kommunikation omkring magt længe inden ordet kommunikationssystem fandt sin indplads i tiden.

Går vi tilbage til antikken, ja så møder vi Guderne. Guderne i den hellenistiske tradition er underkastet naturen og er opstået ud af den. de forvalter delområder og inden for disse delområder, er det rigtig, at den om man har magten eller ikke har den kan nbero på Lykkesgudinde som i den romerske verden så hedder Fortuna. Macchiavelli værk tager netop sit afsæt i hvordan man tøjler eller styre Fortuna. Vi er selvfølgelig her over i noget religøst og i et mytisksprog. Men derfor kan det jo være meget underholdende, at iagttage at magenten også her var med i medier. Vi kan her opfatte de enlekte guder som someider for forskellige ting. Landbrug, fiskeri, Retsvæsen o.s.v o.sv. Denn naturgude opfattelse kender vi også fra den nordiske mytologi. det er også rigtig, at der findes en anden opfattelse, hvor den findes en Gud som er almægtig, og som ikke er en del af naturen, men som er den skaber. Denne Semitiske gudetradition er vi lige som udeover, når vi taler Luhmann. Ikke at den ikke eksistere. Men Gud har en placering i Luhmann teori. For når verden ikke er et system, så er det fordi verden ingen omverden har. Det vil sige, der findes ingen Gud uden for skaberværket. Gjorde der det ville skaberværket også have været et system, men gud som omverden. ikke fordi det ville gøre den store skade om der fantes sådan en gud uden for verden. Og egentlig er vi jo her over i noget som der kan kommunikeres om til evigt tid, og som, har det med ikke ligefrem at skabe kosmos.

Når man taler om magt, så er det som "pæd" siger selvfølgelig vigtig, man ør klar, hviken for for magt man taler/kommunikere om. Er det eks. pengemagt, difinitionsmagt, statsmagt o.s.v. Der findes altså et utal af af muligheder for , at knytte and til andre funktionssystemer hvor magten også kan en betydning. Så magten udfierentiering er heller ikke noget unaturligt, alle begrbet kan optræde som uddiferentierning.

Men taler man alene om begrebet magt. Så kan man sagten inden for funtionsystemet magt iagttage delsystemer, men som helhed omfatter systemet magten i den brede betydning og blot som magt.(Selv om hvad man omfatte ved ordet magt, jo heller ikke er helt afklaret, da det kan betyde flere ting, kunne, evnen, styren o.s.v alt efter hvilken sproglig tradition man lige møder, men et sted meste er det jo nok nogle ag de ting som magtebegrebet så rummer). Og lige her er der ikke mere finnurlig i begrbet magt end der er i begrebet som tillid, kærlighed o.s.v og der kan udfra forskellige iagttagelse vinkler, forskellige optikker og forskelle kalibreringer af disse optikker, siges mangt og meget om hvad anledningen til disse begreber kan være. Og især hvis man benytter en "Grande Teori". Se Luhmanns teorie rummer alle andre teorier. De findes og er alle accepterede som synsvinkler. Det Luhmann gør, er blot at indordne dem i en større teori. Ja selv Luhmann egen teori må underordne sig denne støre teori, da den i den både kan se som en overorden teori, men også som en synsvinkel. Altså han Luhmann teori iagttage sig selv som teorie.

Men nu er Luhmann jo ikke mere. Der er selvfølgelig lagret en del som hvis man iagttager det, kan være ytringer som som bliver til kommunikation når disse ytringer møder andre systemer som er åbnen over for disse kommunikative ytringer. Og så begynde kommunikationen måske at kommunikere. Hvad der kommer ud af sådan en kommunikation er jo uforudsigeligt. Kommunikation kommunikere jo i tid eller over tid.

Nå, jeg nu har skrevet al det her. Så er det med et formål med det, at gøre opmærksom på man ikke bare læser en teorie som Luhmann i en kode sand/falsk eller i ret/uret. at det er en grandeteori vil ikke sige det er en finalteori. Lige som man kan læse/tolke biblen ud fra en fundamentalistisk synsvinkel, kan man også gøre det med al anden. Derfor drejer det sig mindre om, at dunke hinanden i hovedet med hvad Luhmann mente og ikke mente. Når det gælder mening, så er rander vi altid i kontigensproblemet. Alt kunne være anderledes, selv om måske alle muligheder ikke står lige åben.

At Luhmann er spændende er nok uomtvistelig, at manden var belæst og gjorde sig tanker og tanker på en måde som er prisværdig ud fra en filosofisk synsvinkel er også at påskønne.

Hvad er ikke er påskønneligt er vhis, man så overser det policentriske i Lumnann teori og istedet begynder at bruge den monocentrisk, fundamentalistisk og til at dunke hinanden oven i hovedet med. Teorien rummer mulighenden for de iagttagelser som skaber nye muligheder.

Eller mere rammen de måske. Det at tænke sig om, og ikke lade sig binde af gammel tankegodt om det så er af den ene eller anden religøse, humanistiske eller politiske tradition.

Og jeg vil så gerne pointere, at det her selvfølgelig er mine egnen reflektioner over teorien og at det jo står andre personer frit for, hvordan disse kommer til mening ved at læse Luhmann. men opfordinger er da at læse ham, man bliver i alt fald ikke dummere af at tænke sig om.

Afslutnigsvis vil jeg da gerne sige at magten ofte kan være øretævernes holdeplads. Og hvorfor det er sådan, ja det kan man så reflektere over ud fra om man som Luhmann operere med en "Strukturel drift" om man som andre mener der findes et adaptionsprincip, en naturlig selektion eller om "mennesket" stræber efter anerkendelse.

Livet skal som Kierkegaard pointeret leves forlæns og forståes baglæns. Og vi står altid over for valg at gøre.