Magisterbladet har en interessant artikel [http://www.magister.dk/sw42413.asp] om "proletariseringen" af vidensarbejdere, dvs. ansatte på fx forskningsinstitutioner (men i princippet alle dem, der udgør en "intellektuel" arbejdskraft). Den viser noget om, hvor slemt det kan være at give slip på det, marxister (med et ret forkætret begreb) kan finde på at kalde "falsk bevidsthed"; at erkende, at man er lønarbejder med hvad det indebærer af ufrihed og modsætningsforhold til arbejdets tilrettelæggere.

Følgende Bourdieu-citat er interessant - i lyset af ovenstående:

"I min analyse af fænomenet "maj 68" var der en række træk, der for mig at se har generel gyldighed. For det første var universiteternes indre krise resultatet af to adskilte og partielle kriser i systemet, der havde vidt forskellige årsager. På den ene side bevirkede den eksplosive udvidelse af lærerkorpset kriseagtige tilstande, der udmøntede sig som spændinger og konflikter mellem de forskellige kategorier af undervisere, først og fremmest mellem fastansatte og timelærere. På den anden side var der en krise blandt de studerende, der skyldtes en overproduktion af kandidater en udhulning af eksamensbevisernes værdi en ændret balance mellem kønnene etc. De adskilte og partielle kriser løb sammen og dannede grundlag for forskellige ad hoc-alliancer, hvorefter krisen bredte sig ud i samfundet langs stort set forudsigelige linier."
(citeret fra interview i Bourdieu og Wacquant (1996): Refleksiv sociologi, s. 77)

Stort set alle forudsætninger kan genfindes i dag. Hvis man lader fantasien få magten et øjeblik og tillader sig at overfortolke hæmningsløs, er der med andre ord potentiale for sprængfarlige politiske bevægelser med udgangspunkt i "vidensarbejderklassen" - en gruppe der tilsyneladende udgør en voksende del af arbejdsstyrken, og som politikere og erhvervsliv betragter som dem, værdiskabelsen hovedsageligt skal komme fra i fremtiden.

Det er da interessant og tegner et helt andet billede af den såkaldte "radicoole" og "kreative klasse". Altså hvis det er muligt for akademikerne at komme ud over deres meget individualistiske professionsidentiteter og opfinde en "vidensarbejderklassebevidsthed".

Vh Anders

De deprimerende kendsgerninger er ganske rigtigt ikke nogen overraskelse. Og jeg føler mig overbevist om, at vi ikke ser Helge Sander gøre noget som helst sympatisk ved det - frivilligt, forstås.

Mere interessante er imidlertid for mig at se de politiske perspektiver, omstændighederne kan danne afsæt for. Altså: Vi taler om et område, det "immaterielle arbejdsmarked", eller hvad man nu vælger at kalde det, der har voksende samfundsmæssig betydning. I takt hermed kan den den benhårde økonomistyring øjensynligt betyde, at folk tilegner sig en lønarbejdermentalitet. Det var den mentalitet (nu trækker vi lige nogle store linjer), der i det 20. århundrede dannede ideologisk fundament for arbejderbevægelsen og for tilkæmpelsen af de sociale og politiske rettigheder, der indeholdes i velfærdsstaten.

Spørgsmålet er nu, hvilke rettigheder "vidensarbejderklassen" kan tænke sig at kræve? Og hvad for samfundsmæssige perspektiver det kan tegne. Kan man forestille sig et "projekt" for vidensarbejderne, som man retrospektivt kan se velfærdsstaten som industriarbejdernes projekt? Hvad skal det i givet fald bestå i? Jeg ved godt, det er fortænkt, og min intention med spørgsmålene har ikke noget at gøre med det aktuelle formandsvalg i socialdemokratiet (!) - men jeg synes, det er spændende og relevant at spørge.

Vh Anders

Hej

Bare lige en kort bemærkning om, at man også som studerende kan mærke presset på adjukter, lektorer og proffesorer. I hvert fald forstået på den måde, at der reelt ikke sættes mange timer af til undervisning eller vejledning på sociologisk institut.
Min fornemmelse er ofte, at forelæsninger eller kursusrækker bliver overfladiske, så underviserens primære rolle bliver at være litteraturanbefaler (og give en mere eller mindre inspirerende introduktion til stoffet). Hermed mister vi som studerende oftest muligheden for at få en indgang til stoffet, hvor man både præsenteres for stoffets brugsmuligheder i praksis og for en argumenteret kritik/videreudvikling.
Dette skal i lyset af det overstående blot bidrage til, at vi sætter fokus på de kvaliteter, der skal ligge i undervisning, så det ikke bliver rutine arbejde

Hilsen
Christoph