Homo Academicus bør stille sig i Speaker`s Corner lidt oftere!


Det slår mig, at jeg ikke skal bevæge mig ret langt væk fra Universitetet, førend mange af de indlysende sandheder, vi har opdaget sammen, ikke er indlysende; snarere er de så kontraintuitive for folk, at jeg ofte har svært ved at overhovedet forklare mig...

Men som den normative videnskab, sociologien er, er der i sociologien selv ligeledes (for mig at se, forstås!) en normativ fordring om at blande sig. Hvad jeg prøver at sige er:


Sociologer på alle Universiteter, vær politiske!

I dette kommunikative imperativ skal `politik` selvfølgelig forstås bredest muligt, ligesom at jeg faktisk mener det - stilen til trods.


Disse var ordene,
gå til køjs med fred!
Nilse

Hej,

Jeg vil lige indskyde en lille pointe: Det er vel vigtigt, at vi på en eller anden måde "oplyser" folket - og måske giver dem mulighed for at forstå, hvad det er for ting, der "virker bag om ryggen" eller hvad de nu gør. Ligeledes er det vigtigt at holde fast i, at det banale (som du siger Lars), er THEEEE THING, sociologer arbejder med (helst da - måske lige pånær landvingerne inden for nyere systemteori... hehe).

Ligeledes har jeg stødt på folk, der både synes sociologien kontraintuitiv og spændende på en gang. Dog kan det være piss`svært at få, fx Luhmann ned på et nogenlunde niveau - H. Dahl har prøvet (om det er lykkedes ham må stå hen i det uvisse).

NÃ¥, det var blot en lille kommentar.

/Kristian

Hej,

Nu kommer der lige en lille (personlig) kommentar til Christoph, selvom den ligger lidt uden for emnet her i tråden. Det er en helt basal misforståelse, at Luhmann ikke kan bruges til at karakterisere og forklare samfundet. Han er, om nogen, i stand til at beskrive det samfund, vi lever i i dag (uden at falde i for mange fælder). Han er - kort sagt - skiderelevant! ;)

Dette "faktum" gør imidlertid ikke hans tanker nemmere at forklare for ikke-sociologer. Men netop derfor (og kun derfor - som man siger i matematikken) er det jo (netop!) vores opgave - gennem "begrebets anstrengelse" - at få ham ned på jorden.

Det var så lige en lille kommentar ;)

/Kristian

Vi er dog stadig mange som venter på at se Luhmann anvendt i en seriøs empirisk analyse af et samfundsmæssigt fænomen, hvor analysen når bare en smule udover det mest banale niveau og har skyggen af empirisk plausibilitet. Really.

Mvh.

Mads

Hej, især Kristian

Jeg mener blot at hvis vi skal følge Nilses pointe så kan vi ikke bruge luhmann eller de meget ontologisk orienterede socialkonstruktivister til noget (ikke at de ikke er interessante som akademisk navlepilleri eller nørderi, forstås). Det er blot at de ikke er meget værd, når vi skal ud at forholde os politisk eller normativt til samfundet. Eksempel: vi har 900.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder (her kunne nogle former for socialkonstruktivisme måske yde en konstruktiv kritik af dette begreb) udenfor den arbejdsdygtige alder. Det er ikke helt smart (mener de fleste "almindelige mennesker" - hvordan kan vi forklare dette og se på, hvordan vi genintegrerer disse mennesker på arbejdsmarkedet vha. fx reformer (eller revolutioner - uha, skrev jeg virkelig det...)

Så kommer 1.000,- spørgsmålet: går vi til Honneth, Bourdieu, Baumann (eller mere klassisk Durkheim eller Marx) eller laver vi en analyse gennem luhmann eller latour og indser sandheden.

Min pointe er, at sociologien måske skulle blive bedre til at tage udgangspunkt i samfundets patologier og almindelige menneskers problemer fremfor tågede analyser af forskellige sociale fænomener/begrebers ontologiske status (dette har selvfølgelig også sin berettigelse, hvis det kan skabe nye erkendelser om bryde med hegemoni/ideologi, der holder folk fast i uhensigtsmæssige former for adfærd (igen behøver det ikke være et eller andet normativt ideal, men snarere patologier som stress, alkoholisme og lign. vi tager udgangspunkt i).

Lad os se en liste med brugbare sociologer til kritik af samfundsmæssige problemer!

Christoph

Gerne med de problemer de kan løse:

fx Luhmann - sociologer, der mangler arbitrært, kedeligt og irelavant læsestof;-)

Ad. ncw:

Hvorfor hører man ikke sociologiens stemme buldre landet over, når politik bliver bedrevet på baggrund af fx idéen om "det frie individ" (jeg tænker her på ultraliberalisme - jeg er ikke imod frihed; tror bare den er yderste begrænset)?

En ekstremt interessant tanke, som jeg selv har undret mig over mange gange. Der er mange grunde til det tror jeg. Dels er der en arv fra Weber om værdifrihed som videnskabeligt ideal (det er dog - heldigvis(?) - ved at vende godt og grundigt these days) og dels så kan det være, at det giver mere akademisk merit at publicere i anerkendte (og for omverdenen - mere eller mindre lukkede) tidsskrifter end at forfatte en kronik eller et læserbrev (ikke at det aldrig sker, men i forhold til andre faggrupper, er det mit indtryk at vi er stærkt underrepræsenteret - correct me if I`m wrong) og det er selvfølgelig ærgerligt hvis det er tilfældet. Et tredje bud kunne være, at der - især i TV medierne (selv de mere seriøse af slagsen) - er stærkt begrænset taletid, og at der, efter optagelsen, bliver klippet en masse i råmaterialet således at den oprindelige pointe, i værste fald, er forvredet og, i bedste fald, kondenseret i urimelig grad (hvilket kunne få det bedste og det værste fald til at være to sider af samme sag). Det sidste burde dog næppe gøre sig gældende for sociologer mere end for andre faggrupper...!

En af de værste ting ved det problem vi her har fat i er, at man ofte i den offentlige debat kan finde andre faggrupper der udtaler sig om sociologiske emner. Det skal være dem vel undt, men man kunne måske savne lidt respons fra os andre... Et fjerde bud, som hænger sammen med den faglige pluralisering af vores felt (ikke mindst i den offentlige debat) kunne være, at medierne har deres favorit eksperter at trække på og tænker "if it ain`t broken - why fix it.." - altså, at de i store træk er glade for den sociologiske indsigt, som ikke-sociologer leverer...


En mere pragmatisk og knap så spekulativ ansats kunne være, at der ikke ER så mange sociologer, men det ville ærligt talt være kedeligt (læs: sørgeligt) hvis det skulle være grunden...



SÃ¥dan kunne man sikkert blive ved - jeg tror sandheden er derude (!) og befinder sig et sted midt i mellem...


vh
Lars

Kære alle

Det er en yderst spændende diskussion I har gang i. En vigtig men ofte overset pointe er, at sociologiske teorier ofte (og modsat i hovedtræk økonomisk og politologisk teori) udspringer ikke bare af teoretikerens ambition om at ville fremføre en teori om verdens beskaffenhed, men ofte også er indlejret i en (mere eller mindre ekspliciteret) normativ ramme. Det gælder samtlige klassikere: fx. Marx` forestilling om kapitalens kredsløb (det var ikke bare en beskrivelse af et økonomisk system men er et ONDT system), Webers teori om handleformer og rationalitetens jernubur (= den tiltagende tendens til formålrationalitet er skidt og vi skal vende tilbage til den glade og meningsbærende værdirationalitet), Habermas` gengivelse af samme ide i skelnen mellem system- og livsverden og i øvrigt fuldstændig samme normative opskrift på løsningen ( = "vi skal bare snakke sammen noget mere og fordomsfrit"), Tönnies ditto skelnen mellem gemeinschaft- og gesellschaft, Durkheims beskrivelse af det anomiske samfund (samme formel; gående mod mere moralsk opløsning og det er uh så skidt), Simmels "Storbyen og åndslivet" (en omskrivning af Marx` fremmedgørelsestese) & Bourdieus grundlæggende samme ide men pakket ind i lidt flere hestekræfter. Undtagelser er (måske) Parsons, Foucault og ... yes ... Luhmann.

Den medfølgende normativitet er både en velsignelse og en forbandelse: En velsignelse fordi ophavsmandens egne motiver for at fremsætte teorien kommer frem i lyset (og tvinger os til at gøre det samme), og en forbandelse fordi der som følge heraf aldrig er opstået konsensus i det sociologiske samfund om præcist HVAD teoretikerne egentligt mente med deres teorier. Der er vel næppe andre discipliner derude som stadig dyrker deres founding fathers så fetischistisk som sociologer? Et andet stort problem er, at "moderne" brugere af klassiske teorier har svært ved at slippe den normativitet, som fulgte med den oprindelige teori.

Fx er studier af "klienten mod systemet" (aktivering, sagsbehandling) et populært forskningstema i Danmark, hvor alene titlen på de fleste projekter & bøger klart signallerer hvilket teoretisk optik og normativitet der følger med analysen. Ikke alene er inspirationen tydelig foucauldiansk og Habermansiansk (= disciplinering og system/livsverden eller slige ting), men også den oprindelige normativitet følger med (det onde, disciplinerende system mod den "lille" mand). Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er dårlige analyser (det er det bestemt ikke!), men blot at der som regel altid følger en bestemt normativ - og begrænsende - preskription med ...

Mvh.

Mads

Hej Kristian

Helt enig. Men det centrale i mit argument var netop, at det IKKE er interessant om identiteten er konstrueret, men hvordan eller rettere hvorfor den konstrures på følgende måde (her kunne ideologikritik eller lign. være interessant). Alle tænkende mennesker, der har forstået socialkonstruktivisme bare lidt kan se, at elementer af konstruktion indgår i teenagepigers identitet.
Pointen er at hvis man bare viser at noget er socialt konstrueret kontigent viser man at verden er kontigent og så blev vi ikke rigtigt klogere vel (andet end vi kom af med den værste essenstænkning)?

Paz
Christoph

Ansøgende om medlemskab i strukturmarxistisk jihad...