Stress i det senmoderne samfund
Hej med jer.
Jeg er i gang med at skrive min 3.g`s opgave der handler om stress i det moderne samfund. Jeg benytter fagene samfundsfag og biologi.
Jeg skal bl.a. komme ind på "hvorfor får man stress", "hvad er stress", "hvem får stress", "hvordan og skal det overhovedet helbredes", endvidere skal jeg komme ind på noget med arv og miljø - er stress arveligt eller er det udelukkende samfundets skyld.
Søger primært efter en teoretiker jeg kan stille op imod Giddens (som jeg baserer en del af min opgave på), så jeg kan få en god diskussion igang.
Jeg er modtagelig for alle inputs - også hvad der angår biologi.
Håber meget på, at I kan hjælpe :)
På forhånd tak.
Vh Rikke.
Jeg er i gang med at skrive min 3.g`s opgave der handler om stress i det moderne samfund. Jeg benytter fagene samfundsfag og biologi.
Jeg skal bl.a. komme ind på "hvorfor får man stress", "hvad er stress", "hvem får stress", "hvordan og skal det overhovedet helbredes", endvidere skal jeg komme ind på noget med arv og miljø - er stress arveligt eller er det udelukkende samfundets skyld.
Søger primært efter en teoretiker jeg kan stille op imod Giddens (som jeg baserer en del af min opgave på), så jeg kan få en god diskussion igang.
Jeg er modtagelig for alle inputs - også hvad der angår biologi.
Håber meget på, at I kan hjælpe :)
På forhånd tak.
Vh Rikke.
Man taler om stress på flere måder: fysiologisk handler det om forhøjet blodtryk og puls; psykologisk om manglende koncentration og angstfornemmelser; sociologisk om krydspres og tidspres. Som sociologisk bud ville jeg nok kigge på Arlie Hochschild: Time Bind. Jeg ved ikke om den findes på dansk.
Hej Rikke (og Sørland)
Den (Time Bind) findes på dansk, jeg mener den hedder Tidsfælden: Når arbejde bliver fritid og fritid bliver arbejde eller noget i den stil. Andre bud på bøger, som er relativt let tilgængelige og som kan give ideer til sociologiske vinkler på stressspørgsmålet ("sen-modernitet og stress" som du skriver):
- Projektmennesket af Anders Fogh Jensen
- Det Fleksible menneske af Richard Sennet
- Zygmunt Bauman: Flydende modernitet.
Ingen af dem beskæftiger sig (i al fald særlig meget) eksplicit med stress-spørgsmålet, men de er gode afsæt for refleksion.
Mvh Mathias
Den (Time Bind) findes på dansk, jeg mener den hedder Tidsfælden: Når arbejde bliver fritid og fritid bliver arbejde eller noget i den stil. Andre bud på bøger, som er relativt let tilgængelige og som kan give ideer til sociologiske vinkler på stressspørgsmålet ("sen-modernitet og stress" som du skriver):
- Projektmennesket af Anders Fogh Jensen
- Det Fleksible menneske af Richard Sennet
- Zygmunt Bauman: Flydende modernitet.
Ingen af dem beskæftiger sig (i al fald særlig meget) eksplicit med stress-spørgsmålet, men de er gode afsæt for refleksion.
Mvh Mathias
Hej Sørland og Mathias
Mange tak for jeres input - jeg vil kigge på dem med det samme.
Kender I godt til bøgerne - tror I evt. det vil kunne enten støtte eller modargumentere Giddens?
Mange tak for jeres input - jeg vil kigge på dem med det samme.
Kender I godt til bøgerne - tror I evt. det vil kunne enten støtte eller modargumentere Giddens?
Hej Rikke
Det kommer lidt an på hvordan du vikler dit spørgsmål (om Giddens kommer til at tale `med` eller `mod` de øvrige).
Sørland skrev i sit svar, at man kan tale om stress på flere måder, og at hhv. biologien og sociologien/samfundsfaget vil benytte sig af to helt forskellige perspektiver: biologen vil fokusere på fysiologiske processer, mens sociologen formodentlig snarere vil stille spørgsmålet: hvordan hænger fremkomsten af stress som epidemi sammen med typen af det samfund som vi bebor? I en sådan grov opdeling tror jeg nok mest at de nævnte bøger vil kunne understøtte Giddens; de vil alle kunne drages ind som forsøg på at besvare det samme spørgsmål. Giddens taler en del om individualisering og øget refleksivitet (det vil nok være relevante begreber i en stress-analyse) og i al fald Fogh Jensen/Bauman/Sennet beskriver forskellige former for individualisering som på lignende vis kan give stof til refleksion over, hvorfor der mon er så mange, der går ned med stress i de her år.
Det kommer lidt an på hvordan du vikler dit spørgsmål (om Giddens kommer til at tale `med` eller `mod` de øvrige).
Sørland skrev i sit svar, at man kan tale om stress på flere måder, og at hhv. biologien og sociologien/samfundsfaget vil benytte sig af to helt forskellige perspektiver: biologen vil fokusere på fysiologiske processer, mens sociologen formodentlig snarere vil stille spørgsmålet: hvordan hænger fremkomsten af stress som epidemi sammen med typen af det samfund som vi bebor? I en sådan grov opdeling tror jeg nok mest at de nævnte bøger vil kunne understøtte Giddens; de vil alle kunne drages ind som forsøg på at besvare det samme spørgsmål. Giddens taler en del om individualisering og øget refleksivitet (det vil nok være relevante begreber i en stress-analyse) og i al fald Fogh Jensen/Bauman/Sennet beskriver forskellige former for individualisering som på lignende vis kan give stof til refleksion over, hvorfor der mon er så mange, der går ned med stress i de her år.
Der er selvfølgelig kobling mellem fysiologisk, psykologisk og sociologisk stress. I en sociologisk analyse er Giddens ikke det bedste valg; i stedet kunne man se på pres fra arbejde på job og arbejde hjemme. Individualisering er næppe en særlig god forklarende variabel - sagen er tværtimod at det stressede menneske aldrig får tid til at være sig selv. At individualiseringen er udsat til pensionen.
Hej Sørland
Point taken. Og så alligevel... De fleste af de sociologer som er i spil i denne tråd, definerer vel ikke individulisering som `det at være sig selv`, men snarere som en særlig værensform, hvor man som menneske hele tiden stilles til ansvar for sin egen livsbiografi og må finde ansvar og svar på diverse udfordringer i sig selv. Og at det moderne karrieremenneske derfor fx er underlagt former for indvidualiseringslogikker (mens det udlever sin karriere - ikke når det går på pension).
For psykologen forklares stress typisk som en oplevet tilstand af varig diskrepans mellem de krav man som menneske stiller sig til sig selv, og de ressourcer man har til at imødegå disse krav med. Hvis man godtager den definition, er individualisering så ikke en væsentlig forklaringsfaktor for stress? For Bauman er individualisering fx lig med en tilstand, hvor problemer af snart sagt enhver slags opfattes som selvforskyldte personlige anliggender og hvor man som menneske hele tiden må vende blikket indad mod sig selv i en søgen efter svar. Hvis han har blot det mindste ret i den diagnose, er det så ikke værd at overveje om der er en sammenhæng mellem individualisering og stress? Det samme går vel for Giddens, gør det ikke? Uden at være ekspert i ham, kan jeg da huske en analyse af det moderne parforhold, hvor han som et kendetegn nævner, at begge partnere konstant stiller spørgsmålet til sig selv: kunne jeg mod få noget bedre?
Pointen med det hele er egentlig bare, at hvis man nu ikke definerer individualisering som "at have tid til sig selv", men som "det i voldsom grad at være ansvarlig for sin biografi og sin konstante selvudvikling" - giver det så ikke mening at tale om individualisering som noget, der kan hjælpe til med at forklare stress-epidemien?
Point taken. Og så alligevel... De fleste af de sociologer som er i spil i denne tråd, definerer vel ikke individulisering som `det at være sig selv`, men snarere som en særlig værensform, hvor man som menneske hele tiden stilles til ansvar for sin egen livsbiografi og må finde ansvar og svar på diverse udfordringer i sig selv. Og at det moderne karrieremenneske derfor fx er underlagt former for indvidualiseringslogikker (mens det udlever sin karriere - ikke når det går på pension).
For psykologen forklares stress typisk som en oplevet tilstand af varig diskrepans mellem de krav man som menneske stiller sig til sig selv, og de ressourcer man har til at imødegå disse krav med. Hvis man godtager den definition, er individualisering så ikke en væsentlig forklaringsfaktor for stress? For Bauman er individualisering fx lig med en tilstand, hvor problemer af snart sagt enhver slags opfattes som selvforskyldte personlige anliggender og hvor man som menneske hele tiden må vende blikket indad mod sig selv i en søgen efter svar. Hvis han har blot det mindste ret i den diagnose, er det så ikke værd at overveje om der er en sammenhæng mellem individualisering og stress? Det samme går vel for Giddens, gør det ikke? Uden at være ekspert i ham, kan jeg da huske en analyse af det moderne parforhold, hvor han som et kendetegn nævner, at begge partnere konstant stiller spørgsmålet til sig selv: kunne jeg mod få noget bedre?
Pointen med det hele er egentlig bare, at hvis man nu ikke definerer individualisering som "at have tid til sig selv", men som "det i voldsom grad at være ansvarlig for sin biografi og sin konstante selvudvikling" - giver det så ikke mening at tale om individualisering som noget, der kan hjælpe til med at forklare stress-epidemien?
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension
