Sociologen Erving Goffman er altid god i denne henseende (det er i hvert fald nok dén teoretiker de fleste nævner, når stigmatiseringsbegrebet kommer på tale). Så er der også såkaldt "labelling theory", som det nogle gange kaldes, som netop handler om at "sætte etiket" på folk! Eksempler på den slags er der mange af i den klassiske socialpsykologiske forskning (for en introduktion se fx Boje Katzenelsons bog "Hom Socius").

Men jeg er nysgerrig: Inden for hvilken uddannelse skal I skrive bachelorprojekt? Kunne I præcisere jeres problemstilling (er det fx ment som pædagogers stigmatisering af de unge, `samfundets` stigmatisering af denne gruppe unge, hvordan disse unge håndterer at blive stigmatiseret, hvordan stigmatiseringen reelt foregår (observation, interview eller lignende)...eller...???)?

Hov! Vi glemte at skrive at at det er pædagoer og det pædagogiske samfund ( institutioner og børne - unge udvalg) som er vores udgangspunkt.

Svar på spm 1-4.

1) Det handler om at unge har en identitet når de bliver inddkrevet på en institution. De har deres egne værdier og holdninger. Dette samt deres sagsmappe kan stemple/stigmatisere dem på forhånd. Det vi har interesse i, er: Gør de unge noget for at forblive i denne "kasse", hvad med pædagogerne, hvad med institutionerne og hvad med børne- ungeudvalget? eller forsøger en eller flere af de førnævnte at gøre op med det. Bliver de plaseret i en ny "kasse" som passer til institutionen/pædagogen/børne-ungudvalget eller tager man den unge med på råd?.

2) Tror jeg har svaret lidt på dette spm i nr. 1. Vi tænker det, på fire måder. 1) stigmatisere den unge sig selv for at blive i noget trykt, få omsorg, opmærksomhed osv. 2) er det børne-ungeudvalget som fastsætter retningslinierne? 3) når pædagogerne har læst sagsmappen, bliver den unge så sat en "kasse" eller bruger man den viden til at hjælpe den unge.4) har institutionerne en holdning og en politik, som allerede ved indskrivelsen har sat den unge i en "kasse" evt. som vanskelig, kriminel osv.

3) Konsekvenserne kan være at den unge ikke kan identifisere sig med den "kasse" / identitet som er blevet påduttet. Dette kan medføre dårlig selvværd og selvtillid, som på længere sigt og i værste fald kan medføre deprision. Her er det så at den unge måske kun kan se en udvej for at få opmærksomhed eller anerkendelse, netop at passe ind i den "kasse" som er bestemt for den pågældende. Dette er den værste konsekvens. Vi kan også se noget positivt, for det kan jo også godt være at den unge som har behov for en ny omgangskreds, et nyt udseende (for ikke at bekræfte sit spejlbillede) nye interesser osv.

4) Umiddelbart kan vi kun se at det må kræve en demokratisk proces, hvor den unge har medbestemmelse. Dete kan være meget resource krævende, da den unge måske har svært ved at vælge/tage stilling ydermere kan det samme være tilfældet for forældrene.

Det er de umiddelbare svar lige PT.
Mange tak for de gode spørgsmål, håber at disse svar kan hjælpe til at du kan hjælpe os! :-)

Hej rsp

….hvad er det mere præcist, I ønsker svar på? Jeg stillede jer fire spørgsmål, for at få et bedre indblik i, hvad I vil skrive om. Jeres besvarelser har hjulpet lidt herpå. Ønsker I, at jeg kommenterer disse svar, er dette netop besværligt, da jeg ikke ved, hvad I ønsker at vide. Jeg har ikke tid til at anstrenge mig alt for meget til at hjælpe jer på vej. Det må I benytte jeres vejleder til, som vel også vil vide, hvad der forventes af jer, og bedre kan fortælle jer, hvordan I bør gribe sagen an. Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke er interesseret i, hvad I finder ud af hen ad vejen. Jeres projekt lyder umiddelbart spændende. Det er bare ikke sikkert, at I kan regne med, at jeg kan/ har tid til at hjælpe jer. Jeg vil gøre det, at jeg vil stille nye spørgsmål til de besvarelser I allerede har givet (uden at forvente at I svarer på disse her i forummet).

1) Jeres svar på, hvad I forstår ved stigmatisering, er at det handler om identitet. I benytter også udtrykket ’kasse’. Men er identitet eller ’kasse’ nødvendigvis et resultat af en social stigmatiseringsproces? Identiteten skal vel bære præg af noget bestemt, før der er tale om et ’stigma’. Det er vel først og fremmest tale om social AFVIGELSE af en eller anden art. Jeg foreslog jer tidligere Katzenelsons bog. I denne formulerer han det meget godt på følgende måde (s.186):

�Afvigere bliver ofte negativt sanktionerede med et stempel eller ’stigma’, der er det græske ord for ’brændemærke’. I Europas middelalder var det en særdeles bogstavelig begivenhed, idet fx notoriske tyve og kæltringe ligesom kvæget på Sydamerikas pampas kunne få et mærke brændt ind i panden til synlig advarsel for godtfolk. I dag stempler vi lidt mere humant med sproglige etiketter. Vi udnævner en afviger til eksempelvis ’svans’ eller ’stofmisbruger’. Alle fællesskaber har sådanne etiketter, og kernen i stigmatiseringen er altid en eller anden grad af miskendende fradømmelse af personstatus, ofte med dertil hørende diskrimination og lædering af offerets selvrespekt�.

Katzenelson knytter desuden stigmatisering sammen med FORDOMME og STEREOTYPER.

2) I må tage en beslutning. I er rigtignok opmærksomme på, at mange kan deltage i en stigmatiseringsproces. Jeg fornemmer dog, at I måske egentlig er mest interesserede i, hvordan pædagogen er med til at stigmatisere de anbragte unge, ikke sandt? Man kan så spørge: Det er vel næppe pædagogernes hensigt at medvirke til en stigmatisering af de unge, hvordan og hvorfor gør pædagogerne så dette alligevel?

3) I nævner lavt selvværd og selvtillid, samt depression som mulige udfald af stigmatiseringen af de unge. I nævner dog også – overraskende – at stigmatisering kan have en (pædagogisk set) positiv effekt. Det sidste er nok noget kontroversielt, vil jeg tro. Det kan måske nok tænkes, at stigmatisering KAN have positive bivirkninger, såsom at de unge ønsker sig ud af en bestemt destruktiv gruppeidentitet. På den anden side er dette på ingen måde sikkert. Og er det netop ikke temmelig svært at ’slippe af med’ et stigma?

4) Jeres løsningsforslag om at fremme de unges medbestemmelse, synes jeg lyder fornuftigt. Det strider dog nok imod den tankegang, at stigmatisering kunne være en pædagogisk legitim proces til at få de unge til at indse, at de måske �har behov for en ny omgangskreds�. Katzenelson nævner i ovenstående citat, at stigmatisering er miskendende. Måske er det så det modsatte pædagoger bør arbejde med, nemlig spørgsmålet om SOCIAL ANERKENDELSE. Det kunne tænkes, at I faktisk har berørt netop dette emne i jeres uddannelse. En filosofisk analyse af anerkendelsesbegrebet kan I bl.a. finde i bogen �Behovet for anerkendelse� som er en samling artikler skrevet af Axel Honneth. Men der findes meget andet litteratur om anerkendelsestemaet, som I kan benytte jer af, hvis I ønsker at komme ind på dette i jeres opgave.

God arbejdslyst!

Hej rsp

Jeg så lige følgende artikel i Politiken (på nettet, 22/2), og tænkte at den måske kunne være relevant for jer:

"Anbragte børn har det skidt
Alt for mange plejebørn oplever omsorgssvigt og overgreb i plejefamilierne, viser ny undersøgelse. En ny reform skal rette op på manglerne - men reformen er utilstrækkelig, lyder kritikken.
Af Rebecca Vang og Tea Sletved

Vold, overgreb og omsorgssvigt er hverdagen for alt for mange af de tusinder af børn, som er anbragt i landets plejefamilier.

Det er konklusionen i en ny undersøgelse af tidligere plejebørns oplevelser hos deres plejefamilier.

Burde ikke have børn
»Desværre går det alt for tit skidt i plejefamilien. Der bliver ikke holdt nok øje med, hvad der foregår«, siger projektleder Henrik Egelund Nielsen, der har stået for undersøgelsen:

»Nogle plejefamilier har ikke de redskaber, der skal til, og burde aldrig have haft børnene«.

Undersøgelsen bygger på erfaringer fra 39 tilfældigt udvalgte, tidligere plejebørn. Og de er ikke enestående, understreger Henrik Egelund Nielsen, der lægger vægt på at bruge både de gode og dårligere erfaringer.

Reform ikke nok
Fra årsskiftet skal en anbringelsesreform rette op på den manglende uddannelse og det manglende tilsyn med plejefamilierne.

Men ifølge Henrik Egelund Nielsen, Landsforeningen for Plejefamilier, og formand for Familieplejen Danmark, Niels Dueholm, er det slet ikke nok.

»Der er tale om minimumsregler, som hverken tilgodeser plejebarnets eller plejefamiliens behov« siger Niels Dueholm.

Urokkelig minister
Trods kritikken er socialminister Eva Kjer Hansen urokkelig. Et årligt besøg og et grundkursus for de kommende plejefamilier er nok og mere end tidligere.

»Hvis det for eksempel går godt i en plejefamilie, skal man passe på ikke at gribe for meget ind. Det afhænger af behovet«.

Hvordan vil I sikre, at kommunen gør det godt nok?

»Det er jo et krav. Så det skal de jo«."