Hej Alle

Efter alle mulige eoretiske diskutioner kunne jeg egentligt godt tænke mig at vide, om der er nogen bud på, hvad vi som sociologer kan blive enige om?
Hvilke fænomner/paradigmer/teorier er der bred enighed om at støtte op om?
Et bud på fænomener, jeg anser for at være hævet over mere teoretisk debat/ empirisk påvist så ofte og klart er:
- Den stigende arbejdsdeling/differentiering i den vestlige kultur
- Eksistensen af en eller anden grad af social konstruktion af vores viden; altså socialkonstruktivisme i forhold til epistemologi
- Udbytning gennem ejerskab af produktionsmidler i det kapitalistiske samfund

Der er givetvis meget andet. Det kunne fx også være sociologisk relevant at vurdere og diskutere psykologiske, biologiske eller hum,anistiske paradigmer!

Håber at dette indlæg kan sætte fut i lidt debat!
Kærlig Hilsen
Christoph

Kære Christoph

Du har fat i en af de helt centrale problemstillinger!

Min personlige holdning er, at sociologiens multiparadigmatiske fetischisme (paradigmet om at alle paradigmer er relevante og har eksistensberettigelse) både er det, der gør disciplinen fantastisk spændende men også pisseirriterende. På den positive side er det grundlæggende en god ide at have det videnskabelige episteme, at man kan og bør studere fænomener fra flere forskellige perspektiver. Det fordrer nytænkning og kreativitet inden for disciplinen - which is fine og alt muligt.

På den anden side betyder den multiparadigmatiske fetischisme også, at sociologer er ulideligt inkonsekvente og kritikaverse. Hvis det altid er "ok", at andre har et andet teoretisk perspektiv, som "per definition" er lige så godt som ens eget (noget a la "din fortolkning af XX som social konstruktion er lige så rigtig som min og vi skal alle sammen være her"), kan dette være vanvittigt hæmmende i forhold til at producere videnskabelige "fremskridt". Lad os tage et eksempel. Den postmoderne tese om værdiernes "forfald" i de vestlige samfund som dikteret fx af Giddens/Lash/Bauman og de andre bonghoveder - og ivrigt reproduceret på Sociologisk Institut - grundlæggende er uden hold i virkeligheden (!) ALLE større empiriske undersøgelser viser med AL tydelighed, at der ikke er sket nogen som helst forandring i de grundlæggende værdier i efterkrigstiden; nul, nix, nada. Sociologiens multiparadigmatiske fetischime betyder derfor, at vi har svært ved at bruge den sædvanlige form for videnakkumulering, som karakteriserer de fleste andre videnskabelige discipliner. Fx har dette betydet, at vi i de seneste 20 år IKKE har fået diskuteret i en kritisk tone, hvor meget sandhed der egentligt er i de relativistiske ideer om værdiernes "forfald". Bollocks, I say.

En anden konsekvens heraf er derfor også, at videnakkumulationen i sociologien som disciplin er forholdsvist "ineffektiv". Hermed mener jeg, at vi i forhold til mange andre discipliner (jeg arbejder selv som forsker mest sammen med økonomer, politologer, geografer og assorterede RUC`ere) bruger uforholdvis meget tid på at diskutere præmisser for erkendelse og begreber, ligesom at vi altid - næsten uanset hvad vi diskuterer - har et nærmest tragikomisk behov for at grave vores "founding fathers" op fra mølposen og opfinde den dybe tallerken endnu en gang. Selvfølgelig er det fint nok i en diskussion af sociale klasser at vende tilbage til Marx og Webers grundaksiomer, men let`s face - der er sket en del inden for den disciplin siden år 1900, og begge de herrer kan mildest talt ikke bidrage særlig meget til at forstå social stratifikation i et postindustrielt, såkaldt "servicesamfund".

Din opremsning af sociologiske "absolutter" synes jeg er meget interessant, fordi den fordrer at vi nødvendigvis må tage empirisk stilling til konkrete fænomener, men også fordi den viser hvordan sociologisk tænkning typisk udformes.

Selvfølgelig er det en "absolut", at der - som Durkheim konstaterede - er sket og til enhver tid altid vil udfoldes en form for arbejdsdeling. Dette er vel imidlertid en rimelig banal pointe, som i sig selv ikke har den helt store gennemslagskraft. Det er derimod indholdet af denne differentieringsproces, som er interessant og som bør gøres til genstand for vores kritiske refleksion? Og her hersker der ingen sociologisk enighed. Nogle mener, at vi går mod lalleglad frisættelse, mens andre mener at der bare er tale om en mere subtil form for undertrykkelse. Nogle mener, at arbejdsmarkedet er blevet post-industrielt, mens andre mere tror på ideen om et "fritidssamfund". Derfor er tesen om "arbejdsdeling" (og "sociale konstruktioner" som hører i samme kategori af tendentielt "tomme" rammebegreber) som sociologiske absolutter efter min mening kun interessante al den stund at de nødvendigvis fordrer mere indsigt og eftertanke.

Det samme gælder - som du nævner - social arv og sociale "klasser" - som er mit forskningsfelt. Der er vel ikke noget revolutionerende i at påstå at samfundet er lagdelt i en eller anden form og altid har været det (selv delfiner og chimpanser har yderst sofistikerede sociale hakkeordener!). Det interessante spørgsmål er vel i virkeligheden hvordan man kan forstå sociale strukturer (fx klasser) og forandringer heri (social mobilitet) på tværs af lande og over tid? Og så vil jeg til enhver tid betvivle din antagelse om eksistensen af "objektive" sociale klasser (her var Marx helt galt i byen). Sociale klasser er vel egentlig bare sociologers forholdsvist arbitrære inddeling af personer i socioøkonomiske grupperinger baseret på nogle teoretiske forestillinger om det økonomiske produktionsapperats virkemåde (og her havde Marx trods alt fat i noget af det rigtige!)? Jeg er tilhænger af Bourdieus let nonchelante tilgang til klasser (i 1989-artiklen "What makes a social class" som burde være standardlitteratur for alle mavemarxister) som noget som måske er derude, og som, ret sjældent og under de rette konkrete omstændigheder, kan aktiveres som politisk magtkapital i kortere tid. No more and no less ... Tjek det seneste nummer af Dansk Sociologi - der har jeg en artikel med, der handler om uddannelsesmobilitet set fra et "boursieusk" synspunkt ;-)

My 2 cents for now - mon ikke der kommer mere!

Mvh.

Mads