Opera - kunstens svar på FCK og Brøndby
Hej,
Jeg faldt over et interview i Politiken.
Det er gengivet nedenfor:
"Opera - kunstens svar på FCK og Brøndby"
Hvem skal fylde den nye opera? Teaterets egne undersøgelser viser, at operapublikummet er ældre velhavere nord for København. Det kgl. Teaters ledelse opfatter det som et både økonomisk og demokratisk problem, hvis det ikke lykkes at få et bredere publikum. Vi har spurgt Brian Mikkelsen, om det er acceptabelt, hvis operaen udvider sit klassiske repertoire med f. eks. musicals .
”Nej, det må de aldrig gøre. Derfor vil jeg gerne slå fast en gang for alle, at nationalscenen på ingen måde må udkonkurrere andre teatre. Derfor vil man ikke se Skønheden og Udyret på Det kgl. Det bliver ikke et nulsumsspil om publikum. Erfaringerne fra andre europæiske storbyer, som har investeret i nyt og markant kulturbyggeri, er jo, at de stimulerer en hel ny publikumsinteresse og øger kulturturisme. Det skaber vækst i hele den omkringliggende by på underholdningsområdet”
Men kan danskernes operainteresse bære 140.000 ekstra billetter - det kræver jo, at folk fra Fyn og Jylland valfarter til operahuset?
”Tidligere har der jo været totalt udsolgt til operaen. Men nu hvor vi har ekstra plads, så leder vi selvfølgelig i Sverige og opdyrker et nyt publikum. I det hele taget skal vi få flere danskere til at gå i operaen”.
Hvordan kan det lade sig gøre, hvis Det kongelige Teater ikke må ændre repertoiret?
”Hvis man tilbyder attraktive oplevelser, så kommer folk også og betaler for det. - Og så får de lyst til at se mere ballet og høre mere opera. Det får også afsmittende virkning på de øvrige teatre”.
Er det alene det, at det kommer til at foregå i Operahuset, som skal trække 140.000 ekstra fynboer og jyder til København og høre opera?
”Ja, for det er på et meget højt niveau - det er det ypperste af det ypperste - det vil de da tage ind og se og høre. Hvis du og jeg tager til London, så tager vi jo ofte i teateret. Det vil de måske også gøre, når de tager til København. Det har måske ikke været så normalt hidtil, men det får man flere til nu, hvor de kan få store oplevelser”.
140 millioner kr. om året i ekstra tilskud til det kongelige - det ligner en forfordeling af elitekulturen?
”Ja, men kultur er også elitært. Det skal være kvalitet og det er derfor, vi giver kulturbevillinger. Vi giver ikke kulturpenge til dilettantteateret i X-købing. Vi giver penge til det, som er spektakulært og kvalitativt på et højt niveau. Det er derfor, vi har det Kongelige Teater: Det skal være elitært”.
Tror du cirkusrevyens publikum vil begynde at se opera, fordi man signalerer, at opera er elitekultur?
”Ja, det tror jeg. Det er ligesom fodbold. Hvem ser man? Man ser dem, som spiller bedst. Og det gør FCK og Brøndby. Hvem kommer der flest tilskuere til? Det gør der til FCK og Brøndby. Sådan vil det også være med operaen. Folk vil få lyst til at høre noget mere opera”.
Jeg er ikke rigtig inde i fodbold - kan man sammenligne opera- og fodboldpublikum?
”Ja. Sammenligningen er, at der er over 20.000 tilskuere inde og se FCK. De spiller det bedste fodbold, når de spiller mod Brøndby, så deres kampe har mange tilskuere. Sådan vil det også være med den nye opera. Så fik du lige en lille fodboldopdragelse”.
Men satsningen på operaen ligner nationalisering af teaterlivet - er det ikke en tendens, der går i mod regeringens ønske om udlicitering?
”Nej, vi vil gerne bruge penge på dansk kultur og på at give danskerne nogle store oplevelser. Vi har et af verdens højeste kulturbudgetter, fordi kulturen ikke kan klare sig på markedsvilkår”.
Er der nogen der er friske på at tage en sociologisk diskussion om kulturministerens dagsorden?
Du bestemmer udgangspunktet :)
vh
Lars
Jeg faldt over et interview i Politiken.
Det er gengivet nedenfor:
"Opera - kunstens svar på FCK og Brøndby"
Hvem skal fylde den nye opera? Teaterets egne undersøgelser viser, at operapublikummet er ældre velhavere nord for København. Det kgl. Teaters ledelse opfatter det som et både økonomisk og demokratisk problem, hvis det ikke lykkes at få et bredere publikum. Vi har spurgt Brian Mikkelsen, om det er acceptabelt, hvis operaen udvider sit klassiske repertoire med f. eks. musicals .
”Nej, det må de aldrig gøre. Derfor vil jeg gerne slå fast en gang for alle, at nationalscenen på ingen måde må udkonkurrere andre teatre. Derfor vil man ikke se Skønheden og Udyret på Det kgl. Det bliver ikke et nulsumsspil om publikum. Erfaringerne fra andre europæiske storbyer, som har investeret i nyt og markant kulturbyggeri, er jo, at de stimulerer en hel ny publikumsinteresse og øger kulturturisme. Det skaber vækst i hele den omkringliggende by på underholdningsområdet”
Men kan danskernes operainteresse bære 140.000 ekstra billetter - det kræver jo, at folk fra Fyn og Jylland valfarter til operahuset?
”Tidligere har der jo været totalt udsolgt til operaen. Men nu hvor vi har ekstra plads, så leder vi selvfølgelig i Sverige og opdyrker et nyt publikum. I det hele taget skal vi få flere danskere til at gå i operaen”.
Hvordan kan det lade sig gøre, hvis Det kongelige Teater ikke må ændre repertoiret?
”Hvis man tilbyder attraktive oplevelser, så kommer folk også og betaler for det. - Og så får de lyst til at se mere ballet og høre mere opera. Det får også afsmittende virkning på de øvrige teatre”.
Er det alene det, at det kommer til at foregå i Operahuset, som skal trække 140.000 ekstra fynboer og jyder til København og høre opera?
”Ja, for det er på et meget højt niveau - det er det ypperste af det ypperste - det vil de da tage ind og se og høre. Hvis du og jeg tager til London, så tager vi jo ofte i teateret. Det vil de måske også gøre, når de tager til København. Det har måske ikke været så normalt hidtil, men det får man flere til nu, hvor de kan få store oplevelser”.
140 millioner kr. om året i ekstra tilskud til det kongelige - det ligner en forfordeling af elitekulturen?
”Ja, men kultur er også elitært. Det skal være kvalitet og det er derfor, vi giver kulturbevillinger. Vi giver ikke kulturpenge til dilettantteateret i X-købing. Vi giver penge til det, som er spektakulært og kvalitativt på et højt niveau. Det er derfor, vi har det Kongelige Teater: Det skal være elitært”.
Tror du cirkusrevyens publikum vil begynde at se opera, fordi man signalerer, at opera er elitekultur?
”Ja, det tror jeg. Det er ligesom fodbold. Hvem ser man? Man ser dem, som spiller bedst. Og det gør FCK og Brøndby. Hvem kommer der flest tilskuere til? Det gør der til FCK og Brøndby. Sådan vil det også være med operaen. Folk vil få lyst til at høre noget mere opera”.
Jeg er ikke rigtig inde i fodbold - kan man sammenligne opera- og fodboldpublikum?
”Ja. Sammenligningen er, at der er over 20.000 tilskuere inde og se FCK. De spiller det bedste fodbold, når de spiller mod Brøndby, så deres kampe har mange tilskuere. Sådan vil det også være med den nye opera. Så fik du lige en lille fodboldopdragelse”.
Men satsningen på operaen ligner nationalisering af teaterlivet - er det ikke en tendens, der går i mod regeringens ønske om udlicitering?
”Nej, vi vil gerne bruge penge på dansk kultur og på at give danskerne nogle store oplevelser. Vi har et af verdens højeste kulturbudgetter, fordi kulturen ikke kan klare sig på markedsvilkår”.
Er der nogen der er friske på at tage en sociologisk diskussion om kulturministerens dagsorden?
Du bestemmer udgangspunktet :)
vh
Lars
hmm.. ved nærmere eftertanke kan jeg jo ligeså godt kaste den første bold i luften :)
Jeg mener det er en forfejlet, hensynsløs og ganske naiv forudsætning Brian Mikkelsens argumentation hviler på.
Hvis han havde læst sin Bourdieu ordentligt ville han vide, at Opera er et finkulturel forehavende (dermed ikke sagt at der ikke findes folk med finkulturelle fornemmelser på Fyn og i Jylland). Det at tage i det nyopførte Operahus vil, som journalisten af inde på, være forbeholdt en kulturel elite, som efter hendes udsagn er koncentreret i og nord for København.
Det segment af befolkningen som kulturministeren gør sig forhåbninger om at indfange, vil næppe aflægge Operahuset mange besøg. Han forestiller sig, at opførelsen af et så pompøst bygningsværk med så ekstravagante forestillinger, vil få folk til at valfarte dertil – og det endda i et svimlende omfang (140.000) uagtet deres øvrige kulturelle præferencer. Samtidig fastholder han, at Operahusets sigte ikke må blive folkeligt (ingen musicals) og adspurgt om ” cirkusrevyens publikum vil begynde at se opera, fordi man signalerer, at opera er elitekultur?” svarer han ja, fordi man til enhver tid vil ønske at se det bedste af det bedste – på samme måde som de danske fodboldkampe der trækker flest tilskuere, er dem mellem Brøndby og FCK.
Men virker det ærlig talt ikke lidt naivt at forestille sig, at Opera vil blive kunne blive attraktivt - i et omfang, så 140.000 mennesker vil valfarte dertil på trods af den elitære habitus der kræves til denne form for kulturkonsumption?
Bourdieu fremhæver jo, at kulturkonsumptionen i høj grad beror på en evne til at tolke kulturens interne referencesystemer – hvilket jo ikke kommer i menigmands besiddelse bare fordi ”det er det bedste af det bedste” der går i Operaen?
Man kunne forestille sig, jf. Bourdieu, at de dominerede ville prætendere den distinktive livsstil der er forbundet med at gå i det nye Operahus, men jeg synes ikke det virker sandsynligt.
Det var det forfejlede og det naive – nu til det hensynsløse.
Bourdieu fremhæver, at de domineredes prætenderede livsstil netop altid vil få et skær af prætention. Det vil aldrig fremstå troværdigt hvis en fiskeskipper & kone fra Vestjylland tager turen over broen og tager i Operahuset. Selvom de læste på lektien ville de falde igennem fordi de mangler den fornødne legitime symbolske kapital til at begå sig troværdigt i sådanne kredse. Når kulturministeren så direkte normativt proklamerer, at de alligevel burde gøre det fordi ”det er det bedste af det bedste” der er i Operahuset, gør han sig så ikke i virkeligheden skyldig i udøvelsen af symbolsk vold? Det, der var tænkt som en opfordring til at besøge et nyt dansk arnested for finkultur bliver til en hammer der dunker underklassen i hovedet med en symbolsk hammer der efterlader dem som uværdige til denne form for kulturkonsumption.
Hermed turde diskussionen være igangsat :)
vh
Lars
Jeg mener det er en forfejlet, hensynsløs og ganske naiv forudsætning Brian Mikkelsens argumentation hviler på.
Hvis han havde læst sin Bourdieu ordentligt ville han vide, at Opera er et finkulturel forehavende (dermed ikke sagt at der ikke findes folk med finkulturelle fornemmelser på Fyn og i Jylland). Det at tage i det nyopførte Operahus vil, som journalisten af inde på, være forbeholdt en kulturel elite, som efter hendes udsagn er koncentreret i og nord for København.
Det segment af befolkningen som kulturministeren gør sig forhåbninger om at indfange, vil næppe aflægge Operahuset mange besøg. Han forestiller sig, at opførelsen af et så pompøst bygningsværk med så ekstravagante forestillinger, vil få folk til at valfarte dertil – og det endda i et svimlende omfang (140.000) uagtet deres øvrige kulturelle præferencer. Samtidig fastholder han, at Operahusets sigte ikke må blive folkeligt (ingen musicals) og adspurgt om ” cirkusrevyens publikum vil begynde at se opera, fordi man signalerer, at opera er elitekultur?” svarer han ja, fordi man til enhver tid vil ønske at se det bedste af det bedste – på samme måde som de danske fodboldkampe der trækker flest tilskuere, er dem mellem Brøndby og FCK.
Men virker det ærlig talt ikke lidt naivt at forestille sig, at Opera vil blive kunne blive attraktivt - i et omfang, så 140.000 mennesker vil valfarte dertil på trods af den elitære habitus der kræves til denne form for kulturkonsumption?
Bourdieu fremhæver jo, at kulturkonsumptionen i høj grad beror på en evne til at tolke kulturens interne referencesystemer – hvilket jo ikke kommer i menigmands besiddelse bare fordi ”det er det bedste af det bedste” der går i Operaen?
Man kunne forestille sig, jf. Bourdieu, at de dominerede ville prætendere den distinktive livsstil der er forbundet med at gå i det nye Operahus, men jeg synes ikke det virker sandsynligt.
Det var det forfejlede og det naive – nu til det hensynsløse.
Bourdieu fremhæver, at de domineredes prætenderede livsstil netop altid vil få et skær af prætention. Det vil aldrig fremstå troværdigt hvis en fiskeskipper & kone fra Vestjylland tager turen over broen og tager i Operahuset. Selvom de læste på lektien ville de falde igennem fordi de mangler den fornødne legitime symbolske kapital til at begå sig troværdigt i sådanne kredse. Når kulturministeren så direkte normativt proklamerer, at de alligevel burde gøre det fordi ”det er det bedste af det bedste” der er i Operahuset, gør han sig så ikke i virkeligheden skyldig i udøvelsen af symbolsk vold? Det, der var tænkt som en opfordring til at besøge et nyt dansk arnested for finkultur bliver til en hammer der dunker underklassen i hovedet med en symbolsk hammer der efterlader dem som uværdige til denne form for kulturkonsumption.
Hermed turde diskussionen være igangsat :)
vh
Lars
Det er vel en selvmodsigelse af dimensioner, som den kære hr. Mikkelsen er ude i, hvis han vil gøre elitens kultur til folkeeje; jvf distinktion kan dette jo ikke lade sig gøre -hvis alle kom i operahuset ville det jo ikke være elitært, de dominerende ville se noget andet, skuespillerne ville græmmes over at "kaste perler for svin" og middelklassen vil parafrasere helt obskure sætninger som "at blære eller ikke lære".
For så vidt må man vel tage hatten af for ministerens utrættelige forsøg på at folkeliggøre kulturen, da dette kan antages at være et slag mod den symbolske vold. Det nye Operahus´mange billetter til finkultur kan måske være med til at afmystificere det dominansforhold som kulturkonsumption, da det netop signalerer tilgængelighed fremfor eksklusivitet. Fodbold analogien tjener vel til at understrege dette.
Spørgsmålet er så, om Brian Mikkelsen er naiv, og den symbolske hammer rammer lige ned i stolesæderne, som Lars skriver. Jeg vil da ikke håbe det, for dem der tør tage springet fra X-købing til Holmen.
Det er et oplagt empirisk studie (ud i normbryderi og Bilka-støvler).
Anja
For så vidt må man vel tage hatten af for ministerens utrættelige forsøg på at folkeliggøre kulturen, da dette kan antages at være et slag mod den symbolske vold. Det nye Operahus´mange billetter til finkultur kan måske være med til at afmystificere det dominansforhold som kulturkonsumption, da det netop signalerer tilgængelighed fremfor eksklusivitet. Fodbold analogien tjener vel til at understrege dette.
Spørgsmålet er så, om Brian Mikkelsen er naiv, og den symbolske hammer rammer lige ned i stolesæderne, som Lars skriver. Jeg vil da ikke håbe det, for dem der tør tage springet fra X-købing til Holmen.
Det er et oplagt empirisk studie (ud i normbryderi og Bilka-støvler).
Anja
Kære begge to.
I har så evigt ret - og er så evigt forkert på den samtidig. For teoretisk er det helt rigtigt når I citerer Bourdieu. Men kære venner - har I nogle set oplevet en operaforestilling? Siddet og hørt og set det store drama med pragtfuld scenografi, fantastiske sangere, stort kor og kæmpe orkester.
Der er noget ved opera som fænger. Og om det er fisker Hansen med frue, der hører Den Jyske Opera og tager til København en gang hvert femte år, for at opleve Operaen - eller det er den rige Københavner familie, så kommer de igen, hvis de elsker opera. Uanset klasse, tilhørsforhold og økonomi.
Og jo - cirkusrevyens folk vil ikke blot se opera - mange ser det i forvejen. For operaen er gået fra at være elitær til at være folkelig. Der bliver spillet opera alle steder i landet - i haller og skoler med kompagnier på turne. Og her er Bourdieu så bevist forkert. For de gamle elitære operagængere stopper ikke med at se opera. Det er muligt de engang imellem tager til N.Y. eller London - men de beholder stadig stampladserne i det Kgl.
Og nej - jeg kender operasangere som føler deres fremmeste opgave er at synge opera for 2.-3. klasses elever ude på skolerne - og ikke anser dette for at kaste perler for svin.
Så jeg vælger istedet Giddens - den oplevelse at se og elske opera er en helt og altdeles individuel oplevelse, der ikke baserer sig på nogle barrierer andet en den og købe en billet og lade sig forføre.
Morten
I har så evigt ret - og er så evigt forkert på den samtidig. For teoretisk er det helt rigtigt når I citerer Bourdieu. Men kære venner - har I nogle set oplevet en operaforestilling? Siddet og hørt og set det store drama med pragtfuld scenografi, fantastiske sangere, stort kor og kæmpe orkester.
Der er noget ved opera som fænger. Og om det er fisker Hansen med frue, der hører Den Jyske Opera og tager til København en gang hvert femte år, for at opleve Operaen - eller det er den rige Københavner familie, så kommer de igen, hvis de elsker opera. Uanset klasse, tilhørsforhold og økonomi.
Og jo - cirkusrevyens folk vil ikke blot se opera - mange ser det i forvejen. For operaen er gået fra at være elitær til at være folkelig. Der bliver spillet opera alle steder i landet - i haller og skoler med kompagnier på turne. Og her er Bourdieu så bevist forkert. For de gamle elitære operagængere stopper ikke med at se opera. Det er muligt de engang imellem tager til N.Y. eller London - men de beholder stadig stampladserne i det Kgl.
Og nej - jeg kender operasangere som føler deres fremmeste opgave er at synge opera for 2.-3. klasses elever ude på skolerne - og ikke anser dette for at kaste perler for svin.
Så jeg vælger istedet Giddens - den oplevelse at se og elske opera er en helt og altdeles individuel oplevelse, der ikke baserer sig på nogle barrierer andet en den og købe en billet og lade sig forføre.
Morten
Tak Brian, Tak.
Tak til musaik for den rammende og uden tvivl dybfølte beskrivelse af opera. Den sidste jeg så var Julius Cæsar her i foråret på Det Kgl. - en fantastisk oplevelse, selv for en middelklassetølper som mig!
Jeg tror ikke man skal tolke Brian Mikkelsens udtalelser alt for bombastisk. Manden er trods alt ( = først og fremmest) politiker og kulturminister (eller mere korrekt hvis titel skal følge interesse = sportsminister) - og med det følger jo det sædvanelige ordgejl. Et par kommentarer:
- Jeg synes dog det er lidt øv at læse så ortodokse Bourdieufortolkninger som dem Lars og Anja kommer med. Tror I virkeligt selv på det? Husk på, at Bourdieus egne empiriske analyser er fra starten og midten af 1960`erne, og danskernes (og franskmændenes) kulturforbrugsmønstre - både i kvantitet og komposition - har ændret sig meget siden da. Derfor er det måske ikke helt berettiget at omtale operagang som så finkulturel og snobbet en aktivitet som det måske har været engang. Socialforskningsinstituttet har løbende labet undersøgelser af befolkningens kulturforbrug. I 1975 have 1,7 procent af de voksne danskere været til opera indenfor det seneste år, mens tallet siden hen er steget støt til omkring 6 procent i slutningen af 1990`erne. Omregnet til befolkningstal svarer det til ca. 300.000 personer. Det er da en sjat? Deltagelse i andre "finkulturelle" aktiviteter såsom klassiske koncerter og museumsbesøg er ligeledes vokset markant over tid.
- Det er ikke "overklassen", som er storforbrugere af kulturtilbud i Danmark, men derimod den pæne og "øvre" middelklasse.
- Der er en interessant ny litteratur, som viser dels at gruppen af "elitekulturforbrugere" har været kraftigt aftagende over tid i de fleste vestlige lande, og dels at en ny forbrugsgruppe af "omnivorer" (dvs. "altædende") er i kraftig vækst. Derfor er der stærke empiriske tendenser i retning af en "demokratisering" af kulturforbruget, og især de typer som tidligere blev betragtet som "snobbede" (se fx Peterson & Kern 1996; Katz-Gerro 1999, 2002; Sintas & Alvarez 2003).
Mvh.
Mads
Referencer:
Peterson/Kern (1996): "Changing highbrow taste: From snob to omnivore". American Sociological Review, 61: 900-907
Katz-Gerro (1999): "Cultural consumption and social stratification: Leisure activities, musical tastes, and social location". Sociological Perspectives, 42(4): 627-646.
Katz-Gerro (2002): "Highbrow Cultural Consumption and Class Distinction in Ital, Israel, west Germany, Sweden, and the United States". Social Forces, 81(1): 207-229.
Sintas/Alvarez (2003). "Omnivores show up again". European Sociological Review, 18(3): 353-368.
Jeg tror ikke man skal tolke Brian Mikkelsens udtalelser alt for bombastisk. Manden er trods alt ( = først og fremmest) politiker og kulturminister (eller mere korrekt hvis titel skal følge interesse = sportsminister) - og med det følger jo det sædvanelige ordgejl. Et par kommentarer:
- Jeg synes dog det er lidt øv at læse så ortodokse Bourdieufortolkninger som dem Lars og Anja kommer med. Tror I virkeligt selv på det? Husk på, at Bourdieus egne empiriske analyser er fra starten og midten af 1960`erne, og danskernes (og franskmændenes) kulturforbrugsmønstre - både i kvantitet og komposition - har ændret sig meget siden da. Derfor er det måske ikke helt berettiget at omtale operagang som så finkulturel og snobbet en aktivitet som det måske har været engang. Socialforskningsinstituttet har løbende labet undersøgelser af befolkningens kulturforbrug. I 1975 have 1,7 procent af de voksne danskere været til opera indenfor det seneste år, mens tallet siden hen er steget støt til omkring 6 procent i slutningen af 1990`erne. Omregnet til befolkningstal svarer det til ca. 300.000 personer. Det er da en sjat? Deltagelse i andre "finkulturelle" aktiviteter såsom klassiske koncerter og museumsbesøg er ligeledes vokset markant over tid.
- Det er ikke "overklassen", som er storforbrugere af kulturtilbud i Danmark, men derimod den pæne og "øvre" middelklasse.
- Der er en interessant ny litteratur, som viser dels at gruppen af "elitekulturforbrugere" har været kraftigt aftagende over tid i de fleste vestlige lande, og dels at en ny forbrugsgruppe af "omnivorer" (dvs. "altædende") er i kraftig vækst. Derfor er der stærke empiriske tendenser i retning af en "demokratisering" af kulturforbruget, og især de typer som tidligere blev betragtet som "snobbede" (se fx Peterson & Kern 1996; Katz-Gerro 1999, 2002; Sintas & Alvarez 2003).
Mvh.
Mads
Referencer:
Peterson/Kern (1996): "Changing highbrow taste: From snob to omnivore". American Sociological Review, 61: 900-907
Katz-Gerro (1999): "Cultural consumption and social stratification: Leisure activities, musical tastes, and social location". Sociological Perspectives, 42(4): 627-646.
Katz-Gerro (2002): "Highbrow Cultural Consumption and Class Distinction in Ital, Israel, west Germany, Sweden, and the United States". Social Forces, 81(1): 207-229.
Sintas/Alvarez (2003). "Omnivores show up again". European Sociological Review, 18(3): 353-368.
Bevares, bevares - det er et gammelt indlæg og forfattet i et hurtigt øjeblik, men Mads, jeg giver dig ret et stykke ad vejen - Bourdieuortodoksien er for voldsom i indlægget, men det faktum, at der er kommet flere mennesker der forbruger den traditionelle finkultur siger vel ikke noget om, at den ikke længere er finkulturel, men snarere noget om at "eliten" i absolutte tal er blevet større?
Anyways - jeg indrømmer gerne at indlægget i udgangspunktet er overteoretisk (og måske endda heller ikke helt gennemtænkt) - so shoot me :)
vh
Lars
Anyways - jeg indrømmer gerne at indlægget i udgangspunktet er overteoretisk (og måske endda heller ikke helt gennemtænkt) - so shoot me :)
vh
Lars
Ak, jeg er bare en uforbedrelig empirist - A little less conversation, a little more action ;-)
Mads
Mads
Når alle I markedsfjendske sociologi-studerende har tørret smilet af fjæset, så hør lige her, hvad en borgerlig kulturpolitik har erkendt:
I dag er kunsten blevet sekulariseret lige som religionen og videnskaben er blevet det. At spørge en kunstkritiker om, hvad der er god kunst, svarer til at spørge en præst om hans forhold til Gud, og videnskabsmanden om hans syn på miljøets tilstand. Forskellen mellem markedets populærkultur og statens finkultur ser ud til at være forsvundet. Det vertikale er blevet horisontaliseret. Det, som før lå over og under hinanden, ligger nu ved siden af hinanden. Lige som værtshuset i bogstaveligste forstand ligger ved siden af kirken, så ligger kunstgalleriet også ved siden af eller på niveau med plakatforetninger og deslige. I gamle dage spekulerede man på, hvorvidt det var bedst at sidde i kirken og tænke på værtshuset eller omvendt. Det samme kan siges om kunstdebatten.
Alt er lige gyldigt. Britney Spears’ popsange kan være lige så gode som Henrik Nordbrandts digtsamlinger. Beethoven er ikke længere finere end Eminem. Et udtryk for denne relativisering er regeringens opgør med smagsdommere. Som, når alt kommer til alt, derfor ikke var et totalt opgør med disse eksperter, men en måde hvorpå man kunne indsætte andre samgsdommere; "folket" eller forskere med et andet politisk sindelag. Et andet eksempel på ligestillingen af fin- og popkunst/kultur skal findes i skolen. Engang var det sådan, at markedet ikke måtte komme med i skolen. Markedet var ikke fint nok til statens skoler, og måtte derfor vente til børnene fik fri fra skole, så de kunne lege med hinanden. Sådan er det heldigvis ikke i dag, hvor folkeskoler og privatskoler underviser i markedets kunst og kultur - dvs den, som ikke er støttet af staten. I skolen og gymnasiets engelsktimer læser man ikke længere kun Shakespeare og Milton, men ser også Beverly Hills 90210 og Friends.
Hvordan kan det nu gå til, at disse to former for kunst og kultur er kommet på niveau med hinanden? Det skyldes ikke kun markedets turbo, men også en teori, der, som alle efterhåndne ned, hedder konstruktivisme eller med en engelsk forkortelse: SCR - Social Construction of Reality. Fint skal det være! Den fortæller os, at vi ikke længere er et spejl, men en lampe der lyser i mørket. Vi skaber eller konstruerer selv vores verden og er dermed i en vis forstand alle kunstnere. Kunstneren er ikke et særligt slags menneske, men ethvert menneske er en særlig slags kunstner. Således forstået har vi alle ret til kunststøtte, eller også har ingen af os. Det sidste er nok det mest fornuftige.
Men hvorfor støtter staten overhovedet kunsten? Fordi den kunst, som den støtter, ikke kan klare sig på markedsvilkår. Inger Christensens digte kan ikke hamle op med Tolkiens triologi. Den kan ganske enkelt ikke sælges. Kunstnere, der i dag modtager statsstøtte betragter det som et adelsmærke, hvis deres kunstværker ikke kan sælges. For massen eller "folket" har aldrig haft smag, lyder argumentet. Markedet kan kun skabe kvantitet og kitsch. Kunstnernes - statens - problem er i dag, at de argumenterer for kunststøtte, som levede de endnu i Romantikken, hvor kunstnere var særlige mennesker med særlige talenter, og dengang staten hed Frederik d. 6. Hvis de er så kreative, som de selv påstår, så må de da kunne finde på bedre argumenter.
Indlægget lagde jeg på det liberalistiske debatforum www.liberator.dk 23 . januar 2004.
Bielefeldt
Det er hørt, Bielefeldt! Opera og alt andet kunst er `bad, silly and frivolous` med en formulering af den engelske kunstkritiker Dave Hickey :-p
Sarah
Kære Bielefelt
Jeg er selv sandsynligvis lige så træt som dig af at høre på superkonstruktivistiske sociologer, der ser det som deres fremmeste opgave at konstatere med slet skjult snuhed, at den sociale virkelighed og samfundet er "socialt konstrueret". Det er omtrent så banalt som at konstartere, at vand er vådt. Det kniber som regel også lidt mere med at se hvad denne nyvundne indsigt skal bruges til. Det er derimod nærmest eviggyldigt sandt, at sociale og samfundsmæssige konstruktioner påvirker vores dagligdag, vores omgang med andre mennesker, om vi føler os lykkelige og hvorvidt det giver mening at stå ud af sengen om morgenen.
Og her er "kunst" og "kultur" ganske betydelige sociologiske forhold, som ikke bare er akademiske epistler, men derimod faktorer som er vigtige og meningsfulde at forstå. Faktisk er denne konstatering sociologiens måske mest originale bidrag til den moderne samfundsvidenskab. "Kultur" er fundamentalt set ikke reducerbar til økonomiske forhold, og "kulturelle" forhold kan få mennesker til at gøre de mest mærkelige og irrationelle ting. Tænk fx. på mode: Det er dybt irrationelt og ganske futilt at købe "moderigtigt" tøj, for moden er defineret ceteris paribus ved altid at være omskiftelig. Ville det ikke være rationelt udelukkende at købe "praktisk" tøj som vi kan holde den optimale kropstemperatur og lettere overleve? Og endnu mere bizart. Tænk fx på, at Frankrig, der som det første land "opfandt" [eller: opdyrkede] den "kulturelle" forestilling om "nationen" og indførte værnepligten, og derfor lokkede millioner af sine "nationsfæller" til at dø i krige udelukkende baseret på deres tro på et "nationalt" tilhørsforhold. Der er velsagtens gode argumenter for, at motiverne bag både 1. og 2. verdenskrig udspringer af lige så fladpandede "kulturelle" forhold; i førstnævnte tilfælde én nations overbevisning om at en anden havde "hånet" dem og i sidstnævnte tilfælde en gal østrigers tro på hvad som retmæssigt kunne betragtes som Tysklands "kulturelle" og "historiske" [konstruerede] skæbne. Én ting er at kæmpe for sine egne interesser: penge, magt og sex, men at dø for "nationen" eller "Gud" (som jeg henregner i samme kategori af kulturelle derivater) må da være noget af det mest hjernedøde og irrationelle man kan forestille sig? Den Maslowske behovspyramide har brug for pacemaker.
Som sociolog (og bestemt ikke en markedsfjendsk én af slagsen!) kan jeg derfor kun sige, at selv om "kunst" og "kultur" som sociologiske fænomener ingen absolut værdi har, så er de i sagens natur vigtige relative fænomener at studere. Så selv om det er meningsløst at tale om "god" og "dårlig" kunst så findes der ikke desto mindre et indre generaliseret barometer, som folk forholder sig til om som er af betydning for deres færden i verden. Talrige undersøgelser på tværs af lande og over tid viser helt entydigt, at der findes forestillede kulturelle hierarkier inden i folks hoveder, som fortæller dem, at det Kongelige Teater er finere kultur end Gillelejerevyen; at Mozart er bedre end Nik og Jay (heavens yes ...). Derfor er det også noget sludder når visse relativistiske grene af sociologien påstår, at kulturelle og værdimæssige hierarkier og forskelle er forsvundet, og vi er endt med et kæmpe tag-selv-bord. Disse hierarkier er fundamentale for vores selvforståelse og væren. Hvorfor valgte I at læse på universitetet (og måske endda humaniora eller hvad ;-)? Det kan da ikke have være for lønnens skyld? Danmark er det land i OECD hvor det økonomiske afkast af at tage en lang uddannelse er absolut lavest. Humanisters livsindkomster ligger langt under håndværkeres. Måske var det så fordi det var "spændende", eller fordi det at få en universitetsuddannelse er "fint" eller "tradition" i familien? Beats me, men mon ikke det har noget med kultur at gøre ... ?
Og så er jeg i øvrigt enig i, at man godt kan og bør kaste et kritisk blik på kunsstøtteordningerne ... Der er nu ingen skam i, at det kunstnere producerer RENT FAKTISK kan sælges.
Mvh.
Mads
Jeg er selv sandsynligvis lige så træt som dig af at høre på superkonstruktivistiske sociologer, der ser det som deres fremmeste opgave at konstatere med slet skjult snuhed, at den sociale virkelighed og samfundet er "socialt konstrueret". Det er omtrent så banalt som at konstartere, at vand er vådt. Det kniber som regel også lidt mere med at se hvad denne nyvundne indsigt skal bruges til. Det er derimod nærmest eviggyldigt sandt, at sociale og samfundsmæssige konstruktioner påvirker vores dagligdag, vores omgang med andre mennesker, om vi føler os lykkelige og hvorvidt det giver mening at stå ud af sengen om morgenen.
Og her er "kunst" og "kultur" ganske betydelige sociologiske forhold, som ikke bare er akademiske epistler, men derimod faktorer som er vigtige og meningsfulde at forstå. Faktisk er denne konstatering sociologiens måske mest originale bidrag til den moderne samfundsvidenskab. "Kultur" er fundamentalt set ikke reducerbar til økonomiske forhold, og "kulturelle" forhold kan få mennesker til at gøre de mest mærkelige og irrationelle ting. Tænk fx. på mode: Det er dybt irrationelt og ganske futilt at købe "moderigtigt" tøj, for moden er defineret ceteris paribus ved altid at være omskiftelig. Ville det ikke være rationelt udelukkende at købe "praktisk" tøj som vi kan holde den optimale kropstemperatur og lettere overleve? Og endnu mere bizart. Tænk fx på, at Frankrig, der som det første land "opfandt" [eller: opdyrkede] den "kulturelle" forestilling om "nationen" og indførte værnepligten, og derfor lokkede millioner af sine "nationsfæller" til at dø i krige udelukkende baseret på deres tro på et "nationalt" tilhørsforhold. Der er velsagtens gode argumenter for, at motiverne bag både 1. og 2. verdenskrig udspringer af lige så fladpandede "kulturelle" forhold; i førstnævnte tilfælde én nations overbevisning om at en anden havde "hånet" dem og i sidstnævnte tilfælde en gal østrigers tro på hvad som retmæssigt kunne betragtes som Tysklands "kulturelle" og "historiske" [konstruerede] skæbne. Én ting er at kæmpe for sine egne interesser: penge, magt og sex, men at dø for "nationen" eller "Gud" (som jeg henregner i samme kategori af kulturelle derivater) må da være noget af det mest hjernedøde og irrationelle man kan forestille sig? Den Maslowske behovspyramide har brug for pacemaker.
Som sociolog (og bestemt ikke en markedsfjendsk én af slagsen!) kan jeg derfor kun sige, at selv om "kunst" og "kultur" som sociologiske fænomener ingen absolut værdi har, så er de i sagens natur vigtige relative fænomener at studere. Så selv om det er meningsløst at tale om "god" og "dårlig" kunst så findes der ikke desto mindre et indre generaliseret barometer, som folk forholder sig til om som er af betydning for deres færden i verden. Talrige undersøgelser på tværs af lande og over tid viser helt entydigt, at der findes forestillede kulturelle hierarkier inden i folks hoveder, som fortæller dem, at det Kongelige Teater er finere kultur end Gillelejerevyen; at Mozart er bedre end Nik og Jay (heavens yes ...). Derfor er det også noget sludder når visse relativistiske grene af sociologien påstår, at kulturelle og værdimæssige hierarkier og forskelle er forsvundet, og vi er endt med et kæmpe tag-selv-bord. Disse hierarkier er fundamentale for vores selvforståelse og væren. Hvorfor valgte I at læse på universitetet (og måske endda humaniora eller hvad ;-)? Det kan da ikke have være for lønnens skyld? Danmark er det land i OECD hvor det økonomiske afkast af at tage en lang uddannelse er absolut lavest. Humanisters livsindkomster ligger langt under håndværkeres. Måske var det så fordi det var "spændende", eller fordi det at få en universitetsuddannelse er "fint" eller "tradition" i familien? Beats me, men mon ikke det har noget med kultur at gøre ... ?
Og så er jeg i øvrigt enig i, at man godt kan og bør kaste et kritisk blik på kunsstøtteordningerne ... Der er nu ingen skam i, at det kunstnere producerer RENT FAKTISK kan sælges.
Mvh.
Mads
Kære Mads.
Det er altid stimulerende at læse dine indlæg, ikke mindst fordi du som professionel sociolog kan supplere/korrigere mine ikke-sociologiske indlæg. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, kan vi ikke komme udenom, at konstruktivismen er vor tids dominerende filosofi, og har vel i virkeligheden været det siden 60erne. For den hænger jo snævert sammen med eksistentialismen. Det var helt forventeligt, at der på et tidspunkt ville komme en reaktion mod konstruktivismen i form af et forsvar for genspejlingsteorien. I dag sidder der jo også en del skabs-genspejlingste(rr)orister rundt om på filosofi-institutterne. Det kommer nok til at gå frem og tilbage mellem disse to grupper – er verden i hovedet eller er hovedet i verden?
Og det hele er jo ikke andet end diskussionen mellem empirister og idealister, som vi kan underholde os med ved at læse filosofihistorie, hvis vi er til den slags. Jeg har personligt fået meget ud af at læse canadieren Ian Hackings ’The Social Construction of What?’, hvori han formår at komme ind-i-mellem konstruktivisme og essentialisme. Også Michael Herzfeld forsøger i ’Anthropoly through the Looking Glass’ at bløde begreberne lidt op ved at gøre det sociale til en konstant essentialiserings- og af-essentialiseringsproces. Et spørgsmål: Når du siger ’superkonstruktivistiske sociologer’, hvem tænker du da på? Ulrich Beck? Kan du give mig nogle navne?
Men du har jo ret i, at sociale konstruktioner er virkelige og virker, uanset om de er socialt producerede. Jeg har med kultur lidt lige som Göring, der engang sagde, at når han hørte ordet ’kultur’, så afskikrede han sin revolver. Jeg bruger udelukkende ordet i kritikeren og digteren Matthew Arnolds klassiske definition – (fin)kultur er det bedste, der er tænkt og produceret. Men i dag anvendes jo oftere og oftere det antropologiske kulturbegreb, hvor alt gøres til et spørgsmål om kultur og kulturforskelle. Kultur er i denne version frihedens fjende, fordi den hindrer frisættelsen fra det industrimodernes abstrakte, forestillede fællesskaber. Kulturen længes jo tilbage til industrialismen og klassesamfundet.
Med frisættelsen er forskelle forsvundet, men med kulturens hjælp genopfindes forsvundne forskelle. Det kalder jeg reaktionært. Med migrationen er den Anden eller den fremmede forsvundet, fordi han er midt iblandt os og dermed ikke længere fremmed, så derfor genopfinder kulturen den fremmede. Den opfinder fx etniske kulturer. Hvis man, jf. vores konstruktivisme vs essentialisme-debat, skulle finde en tredje position, kunne man måske med Lars-Henrik Schmidt sige, at der nok findes kulturforskelle, men ikke forskellige kulturer (fordi de ikke kan adskilles og dermed tælles). Endelig om relativisme: Umiddelbart ser det jo ud til, at alt er spredt ud som muligheder.
Én kultur, siger man, er lige så god som en anden kultur. Ja, det siger man, men man mener det ikke. En anden kultur kan man kun beskrive, ikke evaluere, har Wittgenstein har noget i retning af. Et system kan kun forstås ud fra et andet system. Man befinder sig altid inden for et system, et paradigme, en tro, en situation etc. Man er altid et eller andet sted. Andre steder kan kun ses fra det sted, hvor man er. Der findes ikke et sted eller en position uden for systemerne, hvorfra disse kan betragtes. Og derfor er al relativisme udelukket eller en drøm. Hvis relativismen var en mulighed, så forudsætter det jo, at eksisterer et teoretisk uafhængighedsrige, hvorfra man nøgternt kan betragte alle andre riger og sige, at de er lige gode. Theoria er hjemløs. Praksis er en bolig med mange rum, men der er ike plads til teorien.
P.S. Ja, Mozart er bedre end Nick og Jay, fordi han har et bedre publikum :-)))
Bielefeldt
Det er altid stimulerende at læse dine indlæg, ikke mindst fordi du som professionel sociolog kan supplere/korrigere mine ikke-sociologiske indlæg. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, kan vi ikke komme udenom, at konstruktivismen er vor tids dominerende filosofi, og har vel i virkeligheden været det siden 60erne. For den hænger jo snævert sammen med eksistentialismen. Det var helt forventeligt, at der på et tidspunkt ville komme en reaktion mod konstruktivismen i form af et forsvar for genspejlingsteorien. I dag sidder der jo også en del skabs-genspejlingste(rr)orister rundt om på filosofi-institutterne. Det kommer nok til at gå frem og tilbage mellem disse to grupper – er verden i hovedet eller er hovedet i verden?
Og det hele er jo ikke andet end diskussionen mellem empirister og idealister, som vi kan underholde os med ved at læse filosofihistorie, hvis vi er til den slags. Jeg har personligt fået meget ud af at læse canadieren Ian Hackings ’The Social Construction of What?’, hvori han formår at komme ind-i-mellem konstruktivisme og essentialisme. Også Michael Herzfeld forsøger i ’Anthropoly through the Looking Glass’ at bløde begreberne lidt op ved at gøre det sociale til en konstant essentialiserings- og af-essentialiseringsproces. Et spørgsmål: Når du siger ’superkonstruktivistiske sociologer’, hvem tænker du da på? Ulrich Beck? Kan du give mig nogle navne?
Men du har jo ret i, at sociale konstruktioner er virkelige og virker, uanset om de er socialt producerede. Jeg har med kultur lidt lige som Göring, der engang sagde, at når han hørte ordet ’kultur’, så afskikrede han sin revolver. Jeg bruger udelukkende ordet i kritikeren og digteren Matthew Arnolds klassiske definition – (fin)kultur er det bedste, der er tænkt og produceret. Men i dag anvendes jo oftere og oftere det antropologiske kulturbegreb, hvor alt gøres til et spørgsmål om kultur og kulturforskelle. Kultur er i denne version frihedens fjende, fordi den hindrer frisættelsen fra det industrimodernes abstrakte, forestillede fællesskaber. Kulturen længes jo tilbage til industrialismen og klassesamfundet.
Med frisættelsen er forskelle forsvundet, men med kulturens hjælp genopfindes forsvundne forskelle. Det kalder jeg reaktionært. Med migrationen er den Anden eller den fremmede forsvundet, fordi han er midt iblandt os og dermed ikke længere fremmed, så derfor genopfinder kulturen den fremmede. Den opfinder fx etniske kulturer. Hvis man, jf. vores konstruktivisme vs essentialisme-debat, skulle finde en tredje position, kunne man måske med Lars-Henrik Schmidt sige, at der nok findes kulturforskelle, men ikke forskellige kulturer (fordi de ikke kan adskilles og dermed tælles). Endelig om relativisme: Umiddelbart ser det jo ud til, at alt er spredt ud som muligheder.
Én kultur, siger man, er lige så god som en anden kultur. Ja, det siger man, men man mener det ikke. En anden kultur kan man kun beskrive, ikke evaluere, har Wittgenstein har noget i retning af. Et system kan kun forstås ud fra et andet system. Man befinder sig altid inden for et system, et paradigme, en tro, en situation etc. Man er altid et eller andet sted. Andre steder kan kun ses fra det sted, hvor man er. Der findes ikke et sted eller en position uden for systemerne, hvorfra disse kan betragtes. Og derfor er al relativisme udelukket eller en drøm. Hvis relativismen var en mulighed, så forudsætter det jo, at eksisterer et teoretisk uafhængighedsrige, hvorfra man nøgternt kan betragte alle andre riger og sige, at de er lige gode. Theoria er hjemløs. Praksis er en bolig med mange rum, men der er ike plads til teorien.
P.S. Ja, Mozart er bedre end Nick og Jay, fordi han har et bedre publikum :-)))
Bielefeldt
Andre lser ogs
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension