Hej Laust.

Jeg tror, følgende kan bruges. Ove Korsgaard, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og forfatter til den nyligt udgivne "Kampen om folket", skriver sådan her:

Multikulturalisme er et begreb, der gennem flere årtier været et kendt og brugt begreb i den anglo-amerikanske verden, men først i løbet af 1990’erne vandt det for alvor indpas i det danske sprog. Umiddelbart kan betegnelsen multikulturalisme minde om det, vi i århundreder har kendt som princippet om pluralisme. Et multikulturelt samfund er imidlertid ikke det samme som et pluralistisk samfund. Mens pluralisme er knyttet til den gensidige anerkendelse og sikring af individets rettigheder, er multikulturalisme derimod forbundet med grupperettigheder, for eksempel retten til at have egen skole med egne læseplaner etc. Multikulturalister fører med andre ord ikke en individuel rettighedspolitik, men en kollektiv identitetspolitik.

Det er almindeligt at forstå multikulturalisme som det at forlade et nationalt perspektiv og i stedet placere alle kulturer på linje med hinanden. Videnskabsteoretisk bygger multikulturalisme på en kulturrelativistisk tilgang, hvis idehistoriske rødder kan føres tilbage til Herder, der for mere end 200 år siden begyndte at beskrive forskellige kulturer ved hjælp af en kulturrelativistisk metode. Denne tilgang til studier af forskellige kulturer har nogle indlysende fordele. Med en sådan metode kan man forsøge at forstå en kultur på dets egne præmisser, dvs. uden brug af værdihierarkiske parametre. Metoden er dermed velegnet til kritik af den form for eurocentrisme, der hævder, at der kun findes en form for civilisation, nemlig den europæiske.

Spørgsmålet er imidlertid, om den kulturrelativistiske metode kan gøres til norm for etisk og politisk praksis. Konsekvensen af at bruge metoden som norm for politisk praksis synes nemlig at være, at samfundet trækkes i retning af en slags parallelsamfund, hvor forskellige etniske minoriteter lever på hver deres måde – ligesom majoritetskulturen lever på sin måde. Hvis nogen taler om at skabe en paraplyidentitet, et fælles samfundssind eller en fælles national identitet, bliver den slags synspunkter ofte affejet med at være assimilationistisk. Holland er gået langt i retning af et sådant parallelsamfund, hvor der udøves uensartet forvaltningspraksis over for forskellige etniske grupper.

Men hvis multikulturalisme er at give afkald på et samfund, der tilstræber en fælles overordnet national identitet til fordel for et samfund, hvor flertallet og minoriteterne lever som ligestillede nationer, bliver spørgsmålet: Hvad skal holde et sådant samfund sammen? På det spørgsmål deler multikulturalisterne sig i to grupper. Den ene taler klart om et multikulturelt samfund inden for demokratiets og den liberale retsstats rammer. I dette perspektiv udfolder de forskellige kulturer sig på baggrund af et politisk og retsligt system, der er fælles for alle. Det er for eksempel udgangspunktet for den argumentation for multikulturalisme, som den indisk-britiske politolog Bhikhu Parekh fremfører i bogen Rethinking Multiculturalism (2000). Den anden gruppe har derimod svært ved at tilkende et bestemt politisk og retslig system forrang, da det strider mod deres eget lighedsideal. Ifølge dét har ingen ret til at tilkende et demokratisk styre, baseret på universelle menneskerettigheder, en privilegeret position. Hvis synspunktet fastholdes konsekvent, (hvad sjældent sker) kan man ikke forklare, hvorfor man bør tage afstand fra nazisme og fascisme. En ekstrem multikulturalist har nemlig svært ved at fortage en sådan bedømmelse, fordi vedkommende fornægter enhver normativ skelnen mellem forskellige kulturer.

Et væsentligt problem ved begrebet multikulturalisme er, at det overhovedet ikke refererer til et politisk niveau, kun til et kulturelt. Multikulturalister har derfor langt lettere ved at argumentere for anerkendelse af ‘kulturel mangfoldighed’ end for anerkendelse af en fælles ‘demokratisk retsstat’. De opfordrer til accept af og respekt for de forskelle, der består mellem de forskellige kulturer, men sjældent til at påtage sig et ansvar for det politiske og juridiske system. Medborgerskab derimod er et begreb, der peger på nødvendigheden af en paraplyidentitet, som ikke bygger på en fælles kulturel eller religiøs identitet, men på en fælles identitet som borger.
http://www.dpu.dk/site.asp?p=2780

Vh Anders

Tak for det Meget gode svar ;-)
mvh
Laust