Kære Erika

Det var mig, som skrev om Kneer & Nassehi (udmærket bog!) og mit idiosynkratiske syn på Luhmann. Nu kan vi selvfølgelig diskutere i en evighed hvad "gode" videnskabelige teorier er, men min holdning efter 6 års sociologistudier er vel efterhånden, at Luhmanns teori om sociale systemer grundlæggende er så abstakt og generel, at den stort set kan bruges "metaforisk" (og ikke konkret ...) på hvad som helst. Lad mig uddybe.

Det kan måske være formålstjenesteligt her at skelne mellem "generelle" teorier og "detailteorier". Luhmanns teori om sociale systemer er nærmest indbegrebet af en "generel" sociologisk rammeteori om samfundsmæssige og mekanismer; dvs. at den i princippet kan bruges til at forklare mange og forskelligartede fænomener. Webers teori om bureaukrati er på den anden side en "detailteori" - den udtaler sig et bestemt fænomens beskaffenhed.

Problemet med generelle teorier er, at de enten skal være ualmindeligt gode (hvilket de sjældent er ...) eller ekstremt - netop - generelle, hvorfor de ofte bliver relativt uinteressante i konkrete sammenhænge. Luhmanns teori er, som han selv siger, en "værktøjskasse" af begreber, der skal kunne bruges til at studere alt muligt. Mandens enorme produktion af systemanalyser af alt fra kærlighed og intimitet til velfærdsstatens virkemåde vidner med al tydelighed om den tillid, som han selv satte til sit teoriapparat.

Men hvor meget klogere bliver vi egentligt af at benytte Luhmanns begreber i konkrete sammenhænge
- udover den indledende og banale konstatering, at den fænomen vi undersøger med en vis grad af sociologisk fantasi kan opfattes som et "system" med et sæt interne regler, måder at forstå verden på og alt det der? Jeg har personligt beskæftiget mig en del med uddannelse[ssystemet] og sociale uligheder, hvor der også undertiden popper Luhmanninspirerede analyser op. Analyserne er som regel kedsommelige og forudsigelige, for første gang du læser ordet "Luhmann" ved du præcist, hvad der står i resten af teksten: Uddannelsessystemet er et autopoietisk system, der har X og Y logik, fungerer sådan og sådan og forholder sig til verden med den og den modus. Måske kommunikerer det også med sig selv? Same procedure as last year! Min pointe er bare, at "detailteorier" om uddannelsessystemets funktionsmåde i dette tilfælde og andre sandsynligvis er langt mere informative og berigende end Luhmann. I den henseende er Luhmanninspirerede (og Foucault- og til dels Bourdieu-inspirerede) analyser ofte "totalitære" i den forstand, at de tenderer til at lukke sig om deres eget begrebsunivers og kun sjældent lader flere "konkurrende" teorier træde frem. Prøv engang at læse indledningen til en "foucaultinspireret" sociologiopgave om kønsrelationer - og jeg vil vædde en julebajer på, at du kommer til at høre om subtile magtspil, hemmelige moddiskurser og stakkels mennesker for hvem alting er strukturelt givet? Dødssygt. En grundpræmis for videnskabelig erkendelse er vel, at man baseret på empiriske analyser afprøver forskellige forklaringsmodeller overfor hinanden og dermed bliver klogere? Min holdning er, at teoretiske traditioner eller perspektiver, som ikke tillader andre teorier at komme til orde - og her er Luhmann i den slemme ende - ikke er særligt meget værd. Hvis ikke man kan opstille konkurrende teorier eller hypoteser, som kan falsificeres (ol` school a la Popper), hvor meget klogere blev man så egentligt? Det samme problem eksempelvis også for en stor del af diskursanalytikerne, der ofte kun indsamler det empirisk materiale, der bekræfter det de ledte efter ... (surprise Sherlock ...).

Anyways, jeg håber at min indlæg kan anspore til lidt debat ;-) Det kunne være skægt.

Mvh.

Mads


Hvad siger begrebet fx "autopoiesis" egentligt, som ikke allerede er sagt mere konkret i mainstream organisationsteori? Og hvad er et system?

Hej Mads

Jeg er enig i dit krav om at sociologiske undersøgelser skal kunne fortælle om noget interessant og at detailteorier tit er bedre til dette en generelle teorier. Det jeg mener man kan bruge især Luhmanns teori-apparat til er dog at iagttage flere sådanne teorier og finde ud at noget mere end at de bare siger noget forskelligt, hvilket tit bliver konklusionen når man sammenligner detail-analyser. Det kræver dog således en samtidig interesse for detailteori og generel teori. Desværre er der i store dele af receptionen af både Foucault, Bourdieu og Luhmann en stor interesse for exegesen og mindre for dette perspektiv. Et eksempel på en sammenlignende brug af Luhmann kunne være Niels Åkerstrøm.

vh. Kristian

Hej Mads

Dybest set er det vel en diskussion af sociologiens egentlige opgave eller form i har kastet jer ud i.
Jeg er helt enig i at der ligger en væsentlig pointe i at afprøve konkurrerende teoretiske perspektiver af på at empirisk materiale. Alt for megen sociologisk analyse ender som efterprøvninger af sociologiske teoriers anvendelighed frem for at skaffe ny indsigt og viden om virkelighed gennem analyser. At analyser der ikke er teoretisk informeret ofte begår den samme fejl , blot omvendt, og lader sig besnære så meget af en case, at den generelle forståelse for casen som socialt indlejret bliver usynlige for forskeren og forskningen dermed ligegyldig og selvreferentiel synes jeg er tilsvarende udbredt.

Detailteorier mener jeg der imod ikke er svaret. Foucaults teori er helt åbentlyst en detailteori om fornuft, subjekt og magt - med den konsekvens at der er utallige fænomener, der ikke lader sig analysere med Foucaults teori, med mindre man er interesseret i at finde netop disse elementer.
Din skelnen mellem diskursiv manifestation og bagvedliggende fænomen synes jeg i den sammenhæng er en problematisk udlægning af Foucault - jeg tror det er bedre at holde fast i Foucaults egen forståelse af diskurs (der selvfølgelig varierer gennem forfatterskabet) som regelmæssigheder i udbredelsen af tegn. Dermed bliver diskurs langt mere omfattende og langt mere fleksibelt end tekstanalyser af dameblade. At der i den humanistiske tradition synes at være sket en oversættelse af diskurs til tekst, mener jeg ikke man skal lægge Foucault til last :)
Luhmanns systemteori derimod er ikke et forsøg på en detailteori, men der imod grand theory i klassisk forstand. Det giver nogle vanskeligheder for forskeren med at bevæge sig fra den generelle teori til en teori om det konkrete fænomen der studeres. Ikke desto mindre mener jeg, at forankringen i grand theory er af afgørende betydning for værdien af samfundsforskningen. Politologi i nogen udstrækning og økonomi i særdeleshed lider under den absolutte mangel på en (eller flere) sammenhængende bud på hvordan samfundet er konstitureret. Disse partielle teorier har den store analytiske fordel, at de kan give klare, præcise og genstandsrelevant konklusioner. Deres store analytiske mangel er, at de foretager kompleksitetsreduktion af den sociale virkelighed, de fokusere på det specielle ved genstanden og ignorerer dennes generelle samfundsmæssige og sociale karakter og de lader sig ikke anvende uden for deres genstandfelt.
Bourdieus antropolgiske side gør ham til et populært valg hvis der skal foretages en forankring i en generel samfundsteori. Men faktisk er de fleste Bourdieu analyser endnu mere forenklende og fordummende end de Luhmann analyser du refererer. Bourdieus filosofiske og sociologiske side går alt for mange let hen over og reducerer ham til socialt rum og kapital. Det kan give spændende analyser, men er reelt en endnu mere partiel tilgang end Foucault tilgangen.
For Luhmanns vedkommende er der, som du nævner, også disse problemer med læsningen. Luhmann er uendeligt mere kompleks end den gængse læsning. Den helt centrale styrke i Luhmanns systemteori, som jeg synes du overser, ligger i teoriens fleksibilitet. Når du efterspørger forskellige perspektiver på samme genstand som centralt for videnskaben, så kan Luhmann faktisk i en vis forstand opfylde dette krav på egen hånd. Fordi teorien er relativt abstrakt og har en åbenhed for de faktisk sociale fænomener som de færreste teorier kan præstere, er der mulighed for at lave mange forskellige analyser af samme fænomen. Med Foucault finder man magt og subjekt, med Bourdieu finder felt, spil, kapital og og symbolsk vold og med Habermas finder man den altid tilstedeværende mulighed for at have snakket om tingene istedet :) Med Luhmann finder man kommunikation, men dette har på ingen måde foregrebet en konklusion. Muligheden for forskellige læsninger med forskellig vægt eller for at læse mange forskellige forhold ind i den samme analyse ligger lige for hos Luhmann. Hvis man skal kritisere Luhmann er det ikke for manglende analytisk potentiale, men nærmere den manglende evne til at forklare den grad af normativ konsensus der alligevel synes at eksistere mellem individerne.

Mvh.

Morten

Hej Morten

Tak for dine spændende og relevante kommentarer. Jeg er helt enig i, at man ikke kan lægge Foucault til last, at hans diskursbegreb i visse "humanistiske" kontekster bliver oversat til "tekstanalyse". Det yder på ingen måde hans begreber retfærdighed. Den omstændighed, at diskursanalyse for tiden ofte bliver lige ligestillet med (eller praktiseret som) "tekstanalyse" handler vel mest af alt om et modefænomen I suspect?

Diskussionen om "grand theory" overfor "detailteori" er både interessant men også nærmest per definition frugtesløs. Jeg er helt på linje med, at Luhmanns ambition er at skabe en "grand theory" i den klassiske, sociologiske tradition. Det er i for sig også fint nok, men jeg er nok så agnostisk anlagt, at jeg simpelthen ikke tror på, at det kan lade sig gøre - og endige er meningsfuldt at forsøge - at genneføre en sådan ambition. Jeg er derfor personligt ikke enig i din betragtning om, at sociologien bør stræbe efter at formulere sådanne teorier. Men hver sin smag - det er jo det der gør sociologien sjov. Jeg kan i hvert fald ikke selv komme på en eneste sociologisk teori eller teoretiker, der bare tilnærmelsesvist er kommet i nærheden af at have produceret en plausbiel "grand theory". Lakmusprøven må vel til enhver tid være, at teorien har empirisk gyldighed i forhold til sit genstandsfelt? Jeg har i hvert fald stadig til gode at se Luhmanns teoriapparat forsøgt anvendt på en overbevisende empirisk måde til at forklare samfundets "konstitution".

Dine betragtninger omkring økonomien og politologien synes jeg både er rigtige og forkerte. Politologien har vel aldrig aldrig haft samme ambitioner om "grand theory" som sociologien, men beskæftiger sig definitorisk med, hvad sociologer ville betegne som et samfundsmæssigt subsystem: Det politiske system/sfære/liv. Til gengæld er mikro/makro-diskussionen meget udtalt hos politologerne (og en langt mindre teoretisk "black box"). Dette skyldes vel ikke mindst den omstændighed, at i stedet for - som sociologerne - at studere områder hvor relationen mellem mikro- og makroniveauet ikke er tydeligt eller erkendt, så er politiske systemer institutionaliserede og formaliserede (man stemmer og bliver valgt ud fra givne regler, har politiske præferencer, magtstrukturer etc.). Økonomerne har en lidt sjov dannelseshistorie på dette felt, for de opgav ret tidligt overhovedet at beskæftige sig med koblingen mellem mikro/makrospørgsmålet. Mikroøkonomi og makroøkonomi er - så vidt jeg ved fra de økonomer jeg arbejder sammen med - nærmest to selvstændige videnskabelige discipliner (nogen ville vel mene, at sådan fungerer sociologien også i praksis ;-).

Til paedagogica kan jeg kun sige, at jeg skam har læst en Luhmann og Foucault-tekster - jeg ved derfor godt hvad "autopoietiske systemer" er. Hvorvidt det er meningsfuld at bruge Luhmann er det vi diskuterer her ;-)

Mvh.

Mads

Kære paedagogica

Jeg er - som dig - helt og aldeles modstander af ideen om, at man "bare" kan vælge sin sociologiske teori efter smag og behag. Det er præcis det jeg har argumenteret for ovenfor. Sociologiske teorier har efter min opfattelse ingen eksistensberettigelse i sig selv, men kun i det omfang at de bliver brugt som fortolkningsrammer i empiriske sammenhænge. Tænk på de mere rabiate kapitallogikere i 1970`erne, som seriøst mente, at alle samfundsforhold kunne deduceres teoretisk, og at det derfor ikke var nødvendigt at lave empirisk forskning? Now that`s scary.

Med hensyn til Luhmanns empiriske brugbarhed er det da muligt, at det kan være informativt at benytte hans begreber til analyser af konkrete fænomener. Fint nok. Men hvis man alvorligt mener, at Luhmann har produceret en plausibel "grand theory", der kan forklare samfundets "konstitution", så må man da efterprøve denne antagelse empirisk? Dette ville i sagens natur være et formiddabelt projekt, og det mener jeg (stadig) ikke at nogen har gjort på en overbevisende måde. De forfattere du selv nævner har studeret "lokale" samfundsfænomener: organisationer, læring, skoler, udlicitering, forvaltning etc. (så vidt jeg kan se fra deres publikationslister og forskningsprofiler), men en egentlig empirisk afprøvning af Luhmanns "store" teori om sociale systemer har de vist ikke forsøgt sig med. Men hvis du har nogle referencer eller eksempler vil jeg meget gerne have dem.

Så kan man jo hævde, at det er umuligt at afprøve Luhmanns "store" teori empirisk. Men hvorfor så bruge tid på en teori, som ikke kan verificeres eller falsificeres, og som vi derfor ikke kan blive klogere på om i virkeligheden holder? Det er derfor jeg ikke selv er tilhænger af sociologiens ambition om "grand theories". Men ok, hver sin smag. "Grand theories" har helt sikkert relevans som inspirationskilder til samfundsvidenskabelig forskning ("hvordan tror vi verden ser ud"). Det er også fint nok, men at påstå at de er "sande" ("det ER sådan verden fungerer") er en helt anden boldgade. Det var min pointe.

Mvh.

Mads