Kants tilbøjelighed og pligt
Hej,
Jeg sidder med et lille paradoks hos Kant.
Han fremfører, at en handling først er moralsk i det øjeblik den er udført af agtelse for pligten.
Paradokset er som følger:
Hvis tilfældigheden vil, at tilbøjeligheder og pligt går i én og samme retning, hvordan ved vi så om handlingen er moralsk eller ej?
Kants eget svar er noget i retningen af at hvis man ingen tilskyndelse har (fx synes dårligt om andre mennesker i almindelighed), men alligevel handler mod sin umiddelbare tilskyndelse (altså fx hjælper andre selvom man ikke kan lide dem), så er det for alvor en moralsk handling.
Ligeledes har han et eksempel med en ærlig købmand. Købmanden kunne vælge at være ærlig af agtelse for en morallov der dikterer det forkerte i at lyve, eller af egoistiske hensyn (en ærlig købmandsforretning går bedre end en uærlig).
Kant forestiller sig altså, at agtelsen for moralloven må gå forud for subjektive tilskyndelser i tilfælde af at pligt og tilskyndelse går i samme retning, men hvor er rimeligheden i det ræsonnement?
mvh.
Lars
Jeg sidder med et lille paradoks hos Kant.
Han fremfører, at en handling først er moralsk i det øjeblik den er udført af agtelse for pligten.
Paradokset er som følger:
Hvis tilfældigheden vil, at tilbøjeligheder og pligt går i én og samme retning, hvordan ved vi så om handlingen er moralsk eller ej?
Kants eget svar er noget i retningen af at hvis man ingen tilskyndelse har (fx synes dårligt om andre mennesker i almindelighed), men alligevel handler mod sin umiddelbare tilskyndelse (altså fx hjælper andre selvom man ikke kan lide dem), så er det for alvor en moralsk handling.
Ligeledes har han et eksempel med en ærlig købmand. Købmanden kunne vælge at være ærlig af agtelse for en morallov der dikterer det forkerte i at lyve, eller af egoistiske hensyn (en ærlig købmandsforretning går bedre end en uærlig).
Kant forestiller sig altså, at agtelsen for moralloven må gå forud for subjektive tilskyndelser i tilfælde af at pligt og tilskyndelse går i samme retning, men hvor er rimeligheden i det ræsonnement?
mvh.
Lars
Hej Lars
Kant er i virkeligheden ret klar på det punkt: Der er en - og KUN en - ting, der tæller i det moralske regnskab. Hvorvidt man handler ud fra agtelse af pligten eller ej. Intet andet har betydning, ej heller evt. tilbøjeligheder; man skal altså alene undersøge, hvorvidt der handles ud fra agtelse for pligten.
Hvordan man empirisk kan undersøge dette (det er vel egentligt det, du spørger ind til?), er der ikke nogen let løsning på - jeg tror det hovedsageligt skyldes, at du som sociolog læser Kant som er filosof. For Kant er empiri ikke interessant (thi det er jo kun agtelse for pligten)!
Det var mit bud, Nilse
Kant er i virkeligheden ret klar på det punkt: Der er en - og KUN en - ting, der tæller i det moralske regnskab. Hvorvidt man handler ud fra agtelse af pligten eller ej. Intet andet har betydning, ej heller evt. tilbøjeligheder; man skal altså alene undersøge, hvorvidt der handles ud fra agtelse for pligten.
Hvordan man empirisk kan undersøge dette (det er vel egentligt det, du spørger ind til?), er der ikke nogen let løsning på - jeg tror det hovedsageligt skyldes, at du som sociolog læser Kant som er filosof. For Kant er empiri ikke interessant (thi det er jo kun agtelse for pligten)!
Det var mit bud, Nilse
Jeg er med på at Kant ikke interesserer sig for empiri - det er netop hans ærinde at opstille en moralfilofi renset for empiri - den skal gælde a priori. Men skal man så tænke det på den måde, at tilbøjelighederne er a posteriori mens forestillingen om agtelsen for pligten er a priori?
I givet (og måske også i modsat) fald synes jeg ikke helt det løser problemet.
Et menneske står i en handlingssituation og vi skal undersøge hvorvidt det er en moralsk maksime der beslutter handlingens udfald. Hvis tilskyndelser og pligt vil PRÆCIS det samme, hvordan afgør vi så hvad der er hvad?
I givet (og måske også i modsat) fald synes jeg ikke helt det løser problemet.
Et menneske står i en handlingssituation og vi skal undersøge hvorvidt det er en moralsk maksime der beslutter handlingens udfald. Hvis tilskyndelser og pligt vil PRÆCIS det samme, hvordan afgør vi så hvad der er hvad?
For det første er Kants kategoriske imperativ (Du skal handle sådan, at du kan ville, at forskriften for din handling blev ophøjet til almingyldig lov!`. Her taget fra Politikens Filosofihåndbog, s. 230) skal ikke forstås, som en regel, man skal følge i en handlingssituation. Det er et 2. ordens kategorisk imperativ, ud fra hvilket man kan teste 1. ordens kategoriske imperativer (som er de konkrete handlingsregler). Ved ikke om det var ren børnelærdom, men din formulering ("...hvorvidt det er en moralsk maksime der beslutter handlingens udfald.") kunne forstås som om du rodede det lidt sammen.
Men hvorom alting er: For at fange essensen af Kants ensidige vægtning af agtelse for pligten, tror jeg, det vil være gavnligt kort at ihukomme sig hans menneskesyn. Kant mener at den fysiske verden - og herunder også menneskets fysiske væren - er underlagt fysikkens kausale love (dvs. den klassiske fysiks love, som Issac N. formulerede dem); følgeligt er der ingen plads til frihed i den fysiske verden. I modsætning hertil er sjælens verden (kan ikke lige huske hvilke ord Kant bruger for tingene), som ikke er underlagt kausale love - ergo er mennesket frit!
Kants moralfilosofi holder (stædigt) fast i, at mennesket må være frit for at kunne være moralske (eller umoralske). Derfor må han forkaste handlinger & konsekvenser fra den moralske sfære, for de er jo underlagt fysikkens kausalitet, og ender følgelig i en sindelagsetik. Og netop menneskets frihed er igen central, når man må forstå, hvorfor kun agtelse for pligten angår moral: Tilbøjeligheder, følelser o.lign. er man ikke selv herre over, men om hvorvidt man følger pligten eller ej kan man selv bestemme – det som er frit er moralsk relevant!
Så selvom tilskyndelser og pligt vil PRÆCIS det samme, vil kun pligten være en del af frihedens rige og derfor moralsk relevant.
Nilse
Men hvorom alting er: For at fange essensen af Kants ensidige vægtning af agtelse for pligten, tror jeg, det vil være gavnligt kort at ihukomme sig hans menneskesyn. Kant mener at den fysiske verden - og herunder også menneskets fysiske væren - er underlagt fysikkens kausale love (dvs. den klassiske fysiks love, som Issac N. formulerede dem); følgeligt er der ingen plads til frihed i den fysiske verden. I modsætning hertil er sjælens verden (kan ikke lige huske hvilke ord Kant bruger for tingene), som ikke er underlagt kausale love - ergo er mennesket frit!
Kants moralfilosofi holder (stædigt) fast i, at mennesket må være frit for at kunne være moralske (eller umoralske). Derfor må han forkaste handlinger & konsekvenser fra den moralske sfære, for de er jo underlagt fysikkens kausalitet, og ender følgelig i en sindelagsetik. Og netop menneskets frihed er igen central, når man må forstå, hvorfor kun agtelse for pligten angår moral: Tilbøjeligheder, følelser o.lign. er man ikke selv herre over, men om hvorvidt man følger pligten eller ej kan man selv bestemme – det som er frit er moralsk relevant!
Så selvom tilskyndelser og pligt vil PRÆCIS det samme, vil kun pligten være en del af frihedens rige og derfor moralsk relevant.
Nilse
Meget god udlægning dér, men løser stadig ikke helt problemet som jeg ser det.
Tilskyndelser ligger uden moralens område, og derfor kan Kant tillade sig at fremføre, at det kun er agtelsen for pligten der tæller. Hvis du vil lægge en 2. ordensbetragtning nedover en konkret handlingsregel og vurdere hvorvidt hr. Hansens (som er fornuftsvæsen) handling er moralsk, får du svært ved at se om det er fordi hr. Hansen har de tilbøjeligheder han har eller om han gør det af agtelse for moralloven, idet du ikke kan læse mandens tanker og blotlægge hans motiv.
Et eksempel:
Hr. Hansen er misantrop, hader alt og alle og alligevel render han rundt og hjælper alle mennesker han overhovedet magter at støve op, fordi han agter moralloven meget højt. Hvis du betragter Hr. Hansens handling (lyder som ren Halfan Rasmussen det her) vil du få særdeles vanskeligt ved at vurdere om motivet (maksimen) var pligt eller tilskyndelser, forudsat at du ikke på forhånd kender Hr. Hansens misantropiske gemyt.
Men måske smelter det sammen med præmissen om den frie rationelle vilje - det er fordi Hr. Hansen pr. def. ER et frit og rationelt menneske, at Kant med det som sit aksiom, kan tillade sig at sige Hr. Hansen vil agte moralloven højere end sine egne tilskyndelser.
Aller Venligst!
Lars
Tilskyndelser ligger uden moralens område, og derfor kan Kant tillade sig at fremføre, at det kun er agtelsen for pligten der tæller. Hvis du vil lægge en 2. ordensbetragtning nedover en konkret handlingsregel og vurdere hvorvidt hr. Hansens (som er fornuftsvæsen) handling er moralsk, får du svært ved at se om det er fordi hr. Hansen har de tilbøjeligheder han har eller om han gør det af agtelse for moralloven, idet du ikke kan læse mandens tanker og blotlægge hans motiv.
Et eksempel:
Hr. Hansen er misantrop, hader alt og alle og alligevel render han rundt og hjælper alle mennesker han overhovedet magter at støve op, fordi han agter moralloven meget højt. Hvis du betragter Hr. Hansens handling (lyder som ren Halfan Rasmussen det her) vil du få særdeles vanskeligt ved at vurdere om motivet (maksimen) var pligt eller tilskyndelser, forudsat at du ikke på forhånd kender Hr. Hansens misantropiske gemyt.
Men måske smelter det sammen med præmissen om den frie rationelle vilje - det er fordi Hr. Hansen pr. def. ER et frit og rationelt menneske, at Kant med det som sit aksiom, kan tillade sig at sige Hr. Hansen vil agte moralloven højere end sine egne tilskyndelser.
Aller Venligst!
Lars
Helt enig!
Kants moraltænkning er empirisk uanvendelig - hvilket er en relevant kritik. Jeg vil tro, han mener at komme uden om dette problem ved at have påvist Guds eksistens ( => der ER en mening med det hele)!?
Men til gengæld mener jeg ikke, det med Kant er svært at holde agtelse og tilbøjeligheder fra hinanden i teorien; han er ganske konsistent!
Dobbelt op på venlighed, Nilse
Kants moraltænkning er empirisk uanvendelig - hvilket er en relevant kritik. Jeg vil tro, han mener at komme uden om dette problem ved at have påvist Guds eksistens ( => der ER en mening med det hele)!?
Men til gengæld mener jeg ikke, det med Kant er svært at holde agtelse og tilbøjeligheder fra hinanden i teorien; han er ganske konsistent!
Dobbelt op på venlighed, Nilse
Hej Nils og Lars
Lige et par kommentarer:
Moralloven er et subjektivt anliggende - det ligger der i det kat. imp. kan ikke helt huske det præcist, men det er bvist i et par forskellige versioner Du skal gøre mod andre, som du vil at de skal gøre mod dig selv ... sådan lidt løst. Det er pligten der spiller ind her som lars er inde på, men også det subjektive er centralt her! Hvis du både har lyst til at være ærlig og er ærlig af pligt overfor din morallov, så er det naturligvis fint, men lysten har ikke noget med din moral at gøre. Om du handler af lyst eller pligt er op til dig selv og et subjektivt anliggende... Det konkrete indhold af det kat. imp. er defineret ud fra det enkelte msk. ikke en udefrakommende lov. Det kat. imperativ skal efter min mening definere en moralsk/etisk maksime - dvs. et almengyldigt men i sig selv tomt princip, der kun kan udfyldles af det konkrete msk selv.
og til Nils: Har Kant påvist Guds eksistens?? Eller har han nærmere afvist Descartes Gudsbevis for derefter at pointere gennem en større analyse at man ikke kan bevise Guds eksistens eller ikke-eksistens og om Gud eksisterer i sidste ende handler om tro og ikke viden ;-) Så vidt jeg husker skal vi her ty til den sidste del af Kritikken af den Rene Fornuft
Mvh
Laust
Lige et par kommentarer:
Moralloven er et subjektivt anliggende - det ligger der i det kat. imp. kan ikke helt huske det præcist, men det er bvist i et par forskellige versioner Du skal gøre mod andre, som du vil at de skal gøre mod dig selv ... sådan lidt løst. Det er pligten der spiller ind her som lars er inde på, men også det subjektive er centralt her! Hvis du både har lyst til at være ærlig og er ærlig af pligt overfor din morallov, så er det naturligvis fint, men lysten har ikke noget med din moral at gøre. Om du handler af lyst eller pligt er op til dig selv og et subjektivt anliggende... Det konkrete indhold af det kat. imp. er defineret ud fra det enkelte msk. ikke en udefrakommende lov. Det kat. imperativ skal efter min mening definere en moralsk/etisk maksime - dvs. et almengyldigt men i sig selv tomt princip, der kun kan udfyldles af det konkrete msk selv.
og til Nils: Har Kant påvist Guds eksistens?? Eller har han nærmere afvist Descartes Gudsbevis for derefter at pointere gennem en større analyse at man ikke kan bevise Guds eksistens eller ikke-eksistens og om Gud eksisterer i sidste ende handler om tro og ikke viden ;-) Så vidt jeg husker skal vi her ty til den sidste del af Kritikken af den Rene Fornuft
Mvh
Laust
Ang. Gud:
Du har (selvfølgelig) ret, Laust; Kant påviser ikke Guds eksistens, men afviser tværtom muligheden herfor. Og da jeg - som du ved - ikke har læst Kritik af den rene Fornuft, bliver følgende formuleret som et spørgsmål: Efter at have afvist muligheden for at bevise (eller modbevise) Guds eksistens, indfører Kant da ikke alligevel Gud som en absolut, der kan få tingene til at hænge sammen? Thi sådan har jeg forstået det...
Nilse
Du har (selvfølgelig) ret, Laust; Kant påviser ikke Guds eksistens, men afviser tværtom muligheden herfor. Og da jeg - som du ved - ikke har læst Kritik af den rene Fornuft, bliver følgende formuleret som et spørgsmål: Efter at have afvist muligheden for at bevise (eller modbevise) Guds eksistens, indfører Kant da ikke alligevel Gud som en absolut, der kan få tingene til at hænge sammen? Thi sådan har jeg forstået det...
Nilse
en lille kommentar til Kants forhold til Guds existens;
Kant har tre postulater:
1)Praktisk postulat i form af ideen om frihed der er en mulighedsbetingelse. Tro på at vi bevæger os mod større moralsk fuldkommenhed
2) hermed har vi antaget et formål i naturen
3) dermed må vi antage Guds existens - hvem skulle ellers have skabt denne smukke kæde af funktionelle formål....
se evt den glimragende side www leksikon.org hvor jeg fandt ovenstående
Kant har tre postulater:
1)Praktisk postulat i form af ideen om frihed der er en mulighedsbetingelse. Tro på at vi bevæger os mod større moralsk fuldkommenhed
2) hermed har vi antaget et formål i naturen
3) dermed må vi antage Guds existens - hvem skulle ellers have skabt denne smukke kæde af funktionelle formål....
se evt den glimragende side www leksikon.org hvor jeg fandt ovenstående
linket virker tilsyneladende ikke efter planen, oprtimerer det lige
http://www.leksikon.org/index.php
http://www.leksikon.org/index.php
Lige en opfølgning:
Kan sondrer mellem en pligthandling og en pligtmæssig handlen.
Hvis misantropen hjælper andre mennesker det en pligthandling (med moralsk værdi).
Hvis en anden lader sit gode hjerte styre maksimen og hjælper andre mennesker er det en pligtmæssig handling (uden moralsk værdi).
Handlingen - hvad den end måtte være i det konkrete tilfælde - har altså det samme forløb, men motivet er forskelligt og dermed det afgørende.
Aller venligst
Lars
Kan sondrer mellem en pligthandling og en pligtmæssig handlen.
Hvis misantropen hjælper andre mennesker det en pligthandling (med moralsk værdi).
Hvis en anden lader sit gode hjerte styre maksimen og hjælper andre mennesker er det en pligtmæssig handling (uden moralsk værdi).
Handlingen - hvad den end måtte være i det konkrete tilfælde - har altså det samme forløb, men motivet er forskelligt og dermed det afgørende.
Aller venligst
Lars
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension