Hej,

[i]Kommunikativt![/i] - må svaret være. Både Habermas og Luhmann ser jo ikke på individet, men på det mellem individer. Her er Luhmann mere radikal, mens Habermas placerer en iboende "kommunikativ" evne i individet. Både Habermas og Luhmann har altså en ret udbredt "socio-chauvinisme", hvilket kritiseres af fx Axel Honneth (i tilfældet med Habermas). Alt er socialt eller i "interaktionen mellem mennesker" (Habermas er bl.a. enormt berømt for sit skel mellem arbejde og interaktion). Det sociale og det kommunikative bliver der således også mere eller mindre sat lighedstegn imellem (især hos Luhmann).

Habermas har vist en gang udtalt, at han er kvasinaturalist. Nu er jeg ikke særlig stiv ud i videnskabsfilosofi, men så vidt jeg har forstået det, referer Habermas med sådan en betegnelse til, at han på den ene side identificerer en "kerne" i individet (evnen til kommunikativ handlen), men denne evne kan netop transcendere den partikulære opfattelse (det viser hans formalpragmatik jo). På den måde kan man ikke klassificere Habermas inden for en subjekt/objekt-filosofisk ramme som fx naturalist/konstruktivist. Det er måske netop sådan, at man kan indplacere individet som analyseobjekt i en diskursetisk (eller formalpragmatisk) ramme (som du spørger om oven for).

Luhmann er mere radikal, som jeg har bemærket flere gange. Hos består det sociale ikke af individer, men af kommunikation, der refererer til kommunikation. Som du sikkert ved, viser Luhmann, at også kommunikation er autopoietisk. Ved at forlade individet gør Luhmann noget "smart" rent teoretisk, da han så at sige sætter parantes om laster, tilbøjeligheder, habitus osv. - altså alle de videnskabsfilosofiske størrelser, der altid har "irriteret" filsofien (hvis man skal bruge hans eget begreb). Han fjerner problemet med pragmatikken kan man måske sige lidt bombastisk. Samtidig siger Luhmann lige ud, at individet kun er relevant, såfremt det tematiseres som samfundsmæssigt relevant - en ret hård pointe, sådan som jeg ser det.

Hvis du vil blive mere klog på individet i kommunikation-systemteori a la Habermas og Luhmann, så få fat i Ole Bjergs PhD "Den mystiske etik". Han prøver at føre individet "tilbage" i systemteorien (her Luhmanns systemteori). Det er sjov læsning og maner et billede af en anden form for etik frem, end den man fx ser i diskursetikken. En anden vigtig kritiker er som nævnt Axel Honneth, der netop prøver at modificere det habermasianske paradigme med begrebet om anerkendelse, der godt nok også er et mellemmenneskeligt fænomen, men som har mere rod i subjektet i relation til følelser, oplevelser, erfaringer osv. Det lader i det hele taget til, at det er blevet populært at få individet med i samfundsteorien igen ;)

Det var mit bud, men som sagt er jeg ikke så stiv ud i Habermas` videnskabsetik; jeg hælder mere til hans "sociologi" om kommunikativ handling og senkapitalisme, så håber det hele giver nogenlunde mening.

mvh Kristian