Jeg er ved at skrive et bachelorprojekt hvor jeg inddrager Habermas` teori om system og livsverden.Vil høre om der er en der kan hjælpe med dette. Han snakker om systemets kolonisering af liveverdenen. han mener dog ikke at en genforening er løsningen, men hvad er så løsningen?

Måske var genforening heller ikke det rette ord at bruge. Men når der er tale om mennesker der er udstødte af systemet, er det fordi der er opstået disse patologier der medføre meningstab, svækket identitet og manglende solidaritet. Kan man så sige at det er kommunikation der skal til for at styrke disse tab?

Kristian har fat i det væsentlige. Det skal bare tilføjes, at der med denne diskussion er e risiko for at misforstå systembegrebet. Social udstødelse betyder jo ikke, at man mister statsborgerskab eller står udenfor pengeøkonomien. En socialt udstødt person i fængsel eller på en lukket institution er i højeste grad underlagt systemet. Et begreb som patologier passer desuden bedre på Durkheims samfundssyn end på Habermas. Manglende solidaritet er udtryk for en svækket social integration, som kan være affødt af, at livsverdenen er under pres fra systemet. Der behøves ikke en gang dramatiske eksempler. Det krydspres, som mange føler mellem hjem, arbejde og det offentlige kan føre til at man reagerer defensivt-egoistisk. Dermed bryder man de personlige solidaritetsforhold og bekræfter de formelle administrative og økoomiske systemer som bindeled i samfundet. Men solidaritet er ikke kun knyttet til livsverdenen, men kan også komme til udtryk i systemet form af et bureaukratisk velfærdsapparat. Det kan virke tungt og upersonligt, men det kan også yde en effektiv hjælp for folk som er i nød.

Tak til jer alle for svar, noget af det fangede jeg. I forhold til mit emne er spørgsmålet, hvordan "socialarbejderen" kan støtte "klienten" i udviklingen af ressourcer i livsverdenen for at være rustet til systemets kolonisering, jeg bruger ikke Goffmann, men Habermas.