Hej.
Jeg er ved at skrive bachelorprojekt om personalesamarbejdet på en døgninstitution for anbragte unge.
Problemet er kort:
-"specielt på døgninstitutioner, hvor børnene har ekstra brug for stabilitet og troværdige voksne, er det vigtigt, at personalet arbejder ud fra samme værdigrundlag.Her bliver kommunikationen i personalegruppen essentiel, - vi er nødt til at indgå i dialog for at få skabt de bedst mulige betingelser for pædagogisk praksis."

Jeg tager udgangspunkt i Habermas for at belyse vigtigheden af kommunikationen og skal inddrage Luhman for at klarlægge forhindringer og udfordringer i at få systemerne til at komm. sammen.
Problem: jeg har svært ved dels at koble de to teoretikere og dels lave kildekritik på dem.

Håber der sidder nogle med gode råd til at få "knækket" denne opgave.

agr.

Hej agr

Bliver lige nød til at spørge - for jeg kan ikke helt gennemskue systemerne.... Er personalegruppen et system og de anbragte et andet system... eller er personalegruppen flere systemer evt. ledelse og pædagoger.... For hvis personalegruppen er et system, der ikke er uddifferentieret i subsystemer, kan det blive meget svært at bruge Luhman som kritik af værdigrundlaget, da koderne netop er de samme i et udifferentieret system. Pointen med subsystemerne er netop at de opererer ud fra forskellige koder og derfor forskelligt værdigrundlag, og dette kan bruges til at udfordre Habermas` det gode argument
;-)

mvh
Laust

Hej Carpe Diem,

Jeg skal prøve. Den helt centrale forskel mellem Luhmann og Habermas ligger i deres kommunikationsopfattelse (som også svagt fremgår af ovenstående). Habermas mener, at kommunikationen har emancipatorisk potentiale, og den ligger i enhver mellemmenneskelig interaktion. For Luhmann handler det imidlertid ikke om begrundelsen af normer og meninger, men "derimod komplekse handlingssystemers selektionstvang i en verden, som er kontingent" (Habermas 1975:133). Og som du sikkert ved, er kommunikation for Luhmann blot en selektion (eller en "iagttagelse" eller en "tilslutning"). Pointen er, at kommunikation "defineres" på vidt forskellige måder, hvorfor de også drager vidt forskellige konklusioner. En anden pointe er således i forlængelse heraf, at Luhmann ekskluderer subjektet (samfundet består kun af kommunikation), mens Habermas tillægger individet en evne til at kommunikere, hvilket igen hænger sammen med kommunikationens iboende potentiale, (hvilket igen hænger sammen med det livsverden-perspektiv, som Habermas arbejder med). Dette potentiale anerkender Luhmann ikke, da han ser det som en forældet måde at se samfundet på (dette er en stor diskussion, som jeg ikke selv har hold på, hvorfor jeg ikke vil gå længere ind i det).
Pointen er, at ovenstående definitioner også ses i deres forståelse af systemer. "Systemet" for Habermas er den rationaliserede strategiske logik (som du rigtigt siger, er en følge af udviklingen af markedet og staten), mens systemer for Luhmann er meget mere fundamentale: samfundet består kun af systemer, der reducerer kompleksitet i omverdenen. Systemer er altså ikke noget �eksternt� i forhold til en given livsverden for Luhmann, men simpelthen sådan, at samfundet hænger sammen. Nå - det var bare lige lidt specificering - det følgende skulle gerne forklare, hvorfor systemerne har svært ved at tale sammen.

For Luhmann er systemerne først og fremmest lukkede, men ikke "udelukkende" lukkede. Det giver faktisk ikke mening, mener Luhmann, at tale om lukket/åben, når man ser på de sociale systemer. Dog mener jeg, at systemerne i udgangspunktet er lukkede. Dette skyldes, at de sociale systemer har deres egne logikker, strategier og forventningstrukturer. Dvs.: alt er systemspecifikt - systemerne deler ikke et fælles grundlag (fx normer, værdier, klassestrukturer og/eller "kognitive skemata"). Når systemerne så "åbner" sig for omverdenen, sker det via kommunikation, dvs. selektion. Imidlertid tilslutter systemerne sig ikke hvad som helst. Tilslutningen er bestemt af to ting: 1) Hvad systemet helt specifikt har opbygget af forventninger til, hvad det kan selektere - dvs. hvilke tilslutningsstrukturer (det Luhmann, kalder forventningsstrukturer), der er opbygget af tidligere selektioner; 2) hvad der er af tilslutningsmuligheder i omverdenen. Det vigtige er her, at det først og fremmest er systemet, som "bestemmer", hvad der iagttages/selekteres. Dette forklarer også, hvorfor systemerne har svært ved at kommunikere sammen: Der er ikke noget fælles grundlag, de kan iagttage ud fra (= alt er systemspecifikt) - de har kun deres egne grundlag (eller forventningsstrukturer). Dette er, så vidt jeg ser det, hovedårsagen til, at systemerne ikke kan tale sammen. Faktisk handler Luhmanns teori slet ikke om, om systemer kan tale sammen (det er for ham irrelevant); det, der betyder noget, er, om systemerne kan selektere (og dermed �lukke� sig selv gennem åbningen, som Luhmann kalder det – jf. hans tanker om autopoiesis). Sagt anderledes: Luhmann ser ikke på, hvad der sker mellem systemer, men hvordan systemer selv �kommunikerer� for at opretholde sig selv – der nemlig intet �mellem� systemer.

Nå! Jeg håber, at det står lidt klarere nu. Held og lykke med det.

Mvh. Kristian


Litteratur:
Habermas, J. 1975 [1973]: Legitimationsproblemer i senkapitalismen. Fremad.
Se iøvrigt: Kneer og Nassehis introduktionsbog til Luhmann (referencen findes andetsteds på dette forum).