Jeg er ved at skrive speciale og har et teoretisk problem. Håber at der er nogen, som kan hjælpe. Jeg anvender både Giddens og Freud i specialet. Mit spørgsmål drejer sig om, hvordan Freud i modsætning til Giddens ser på refleksivitet?

Giddens anerkender en indre – ydre dialektik og det ubevidste. Derudover er han i sin forståelse af selvidentiteten inspireret af den psykoanalytiske teori.Han anerkender at den tidlige barndom har en betydning for dannelse af selvet og at det i moderniteten er vigtigt med ontologisk sikkerhed. Dette fordi der for det enkelte individ er så mange risici og valg der skal tages. Alle disse valgmuligheder skaber usikkerhed.Selvet er ikke statisk, men i konstant udvikling

Freud mener at personlighedsudviklingen er determineret af biologiske mekanismer, der ligger fast efter det femte år.
Modsætningen ligger således i synet på selvets udvikling. Er det et determineret selv eller et refleksivt selv. Men Freud må vel anerkende et refleksivt selv, ellers giver det ingen mening at gå i terapi? Er der nogen der kan hjælpe?

Kh Rikke