En indre essens/kerne hos Foucault?
Det er ret pudsigt; jeg sidder med Foucault og tænker på, at der i Åkerstrøm-teksten (Åkerstrøm Andersen 1999) står, at han ikke arbejder med nogen sandhed, nogen essens.
I Kristensen-teksten (Kristensen i Grus 22/23 1987) er Foucault derimod mere normativ, og siger, at det at undertrykke sexen er noget fis, og at man skal vende tilbage til Antikken bl.a., for at få bedre styr på det. Men er det netop ikke en form for essens, eller i hvert fald noget der er bedre end noget andet. Er det ikke netop en undertrykkelse?
Han vil disse hele psykologien og alt det der, og bare sige det er noget diskursivt indbildt.
Men arbejder han så ikke med en essens, eller i hvert fald med en hierarkisk opdeling, hvor noget er bedre end andet? I så fald minder han jo meget om Nietzsche, som siger, at det dionysiske og vildskaben er det sande – eller i hvert fald mere menneskeligt.
Jeg kan godt se, at han placerer folk ind i historien, som fx Freud, men siger han ikke bare det samme som netop Freud? Arbejder Foucault med en essens? Der er noget, som er blevet i historien, og noget, der ikke er – gennem diskurser, men hvorfor skulle det være mere rigtigt end det andet? Jeg undrer mig, i hvert fald hvis man ser det i en Foucaultsk optik.
Håber jeg er helt galt på den, og én af jer har svaret.
I Kristensen-teksten (Kristensen i Grus 22/23 1987) er Foucault derimod mere normativ, og siger, at det at undertrykke sexen er noget fis, og at man skal vende tilbage til Antikken bl.a., for at få bedre styr på det. Men er det netop ikke en form for essens, eller i hvert fald noget der er bedre end noget andet. Er det ikke netop en undertrykkelse?
Han vil disse hele psykologien og alt det der, og bare sige det er noget diskursivt indbildt.
Men arbejder han så ikke med en essens, eller i hvert fald med en hierarkisk opdeling, hvor noget er bedre end andet? I så fald minder han jo meget om Nietzsche, som siger, at det dionysiske og vildskaben er det sande – eller i hvert fald mere menneskeligt.
Jeg kan godt se, at han placerer folk ind i historien, som fx Freud, men siger han ikke bare det samme som netop Freud? Arbejder Foucault med en essens? Der er noget, som er blevet i historien, og noget, der ikke er – gennem diskurser, men hvorfor skulle det være mere rigtigt end det andet? Jeg undrer mig, i hvert fald hvis man ser det i en Foucaultsk optik.
Håber jeg er helt galt på den, og én af jer har svaret.
Nogle ordentlige spørgsmål du fyrer af der... Her en kommentar til en af dine kommentarer: Jeg tror ikke Foucaults intention er at `disse` psykologien som sådan, men derimod at stille sig kritisk overfor psykologiens selvopfattelse - psykologerne kan ikke erkende sandheden om psyken. Psykologien er et produkt af videnskabeliggørelsen af psyken og kan derfor ikke komme om bag psyken... psyken er en en forudsætning for psykologien... således kunne man også køre pendanten til sociologien: Sociologerne kan ikke er erkende sandheden om samfundet for den er et produkt af den selvsamme videnskabeliggørelse af samfundet og derfor er samfundet et a priori for en videnskabelig behandling af emnet...... Dette betyder imidlertid ikke at han afviser disse videnskaber som nyttige videnskaber, men som en faktor man bliver nød til at forholde sig til og som ikke har patenter på sandheden i deres forskellige genstandsfelter, eller rettere de kan ikke udsige sandheden rent logisk for de er en del af selvsamme genstandsfelt som de undersøger (og derved transformerer og skaber???)...
Hmmm... det er mit bud... det kan godt være det er helt hen i vejret... men hvis jeg har ret, skaber det så ikke et problem i forhold til historien som videnskab (som du også kommenterer), for den samme kritik gælder vel for denne, eller kommer han ud over det problematiske ved at pointere, at brugen af historien er rettet mod nu`et, dvs. dekonstruktionen af hæmmende historiske selvfølgeligheder der tynger msket gennem en subjektliggørelse - ikke med det overordnede mål at fortælle sandheden om msket men at åbne muligheden for at msket kan leve livet (dvs. en lykke-fokuseret eller moralistisk videnskabslære)
Nå tror vist mit svar blev til et endnu større spørgsmål?
Laust
Hmmm... det er mit bud... det kan godt være det er helt hen i vejret... men hvis jeg har ret, skaber det så ikke et problem i forhold til historien som videnskab (som du også kommenterer), for den samme kritik gælder vel for denne, eller kommer han ud over det problematiske ved at pointere, at brugen af historien er rettet mod nu`et, dvs. dekonstruktionen af hæmmende historiske selvfølgeligheder der tynger msket gennem en subjektliggørelse - ikke med det overordnede mål at fortælle sandheden om msket men at åbne muligheden for at msket kan leve livet (dvs. en lykke-fokuseret eller moralistisk videnskabslære)
Nå tror vist mit svar blev til et endnu større spørgsmål?
Laust
Tak for dit bud. Jeg er ganske enig i din opfattelse, men ser også problemet i det endnu større spørgsmål.
Jeg har fået mig respons på det nu, og har spurgt et par undervisere. Det jeg gerne ville vide, tror jeg nok, var, hvordan Foucault ser mennesket, og et bud jeg fik af en underviser var: Mennesket for Foucault er en strøm af energier, som hvirvler rundt imellem hinanden. Det er altså en meget "kropsliggjort" forståelse, og det stemmer fint overens med hans analyse; det skabte subjekt, som gjorde sig selv til objekt - eller formuleret anderledes: Kroppen der fik en sjæl.
Jeg synes, at længere kommer man ikke med Foucault, selvom det er ganske langt; subjektet dukker op i historien, og ødelægger livet - det er en interessant pointe, og så vidt jeg husker, proklamerede han "menneskets død" i forlængelse af Nietzsche`s "Gud er død" (har desværre ikke referencer).
Jeg undskylder det idéhistoriske og knapt så sociologisk relevante spørgsmål, og undskylder min frivole omgang med (d)en videnskabelig diskurs i form af udtryk som "fis" og "disse". Jeg håber, at der kommer flere indlæg!
Jeg har fået mig respons på det nu, og har spurgt et par undervisere. Det jeg gerne ville vide, tror jeg nok, var, hvordan Foucault ser mennesket, og et bud jeg fik af en underviser var: Mennesket for Foucault er en strøm af energier, som hvirvler rundt imellem hinanden. Det er altså en meget "kropsliggjort" forståelse, og det stemmer fint overens med hans analyse; det skabte subjekt, som gjorde sig selv til objekt - eller formuleret anderledes: Kroppen der fik en sjæl.
Jeg synes, at længere kommer man ikke med Foucault, selvom det er ganske langt; subjektet dukker op i historien, og ødelægger livet - det er en interessant pointe, og så vidt jeg husker, proklamerede han "menneskets død" i forlængelse af Nietzsche`s "Gud er død" (har desværre ikke referencer).
Jeg undskylder det idéhistoriske og knapt så sociologisk relevante spørgsmål, og undskylder min frivole omgang med (d)en videnskabelig diskurs i form af udtryk som "fis" og "disse". Jeg håber, at der kommer flere indlæg!
Efter min bedste overbevisning kan man ikke hos Foucault tale om et menneskeligt a priori eller en essens. Hele genealogi-metoden hviler netop på en antagelse af historien - i bredeste betydning - som det eneste egentlige. Denne tanke er naturligvis undergravende også for hans egne tanker da disse selvsagt bliver lige så relative som de konstruktioner han gør til genstand for sine analyser. Spørgsmålet er så blot om han selv vil betragte denne påståede "undergravning" som et problem... Det ville han næppe forsåvidt at han er på det rene med denne relativitet og altså ser denne tilgangsvinkel som den eneste mulige.
Således er også hans tanker omkring objektificeringen af mennesket intet andet end historiske konstrukter på lige linje med alt andet og det er han givetvis på det rene med hvis ikke hans tanker skal være selvmodsigende.
Således er også hans tanker omkring objektificeringen af mennesket intet andet end historiske konstrukter på lige linje med alt andet og det er han givetvis på det rene med hvis ikke hans tanker skal være selvmodsigende.
Jeg er helt enig med Schjønning - og det er også i overensstemmelse med Dag Heedes udlægning i "Det tomme menneske".
En kommentar, der ligger lidt i forlængelse af "essens"-spørgsmålet, og skal ses i et mere eksistentielt perspektiv.
Siden jeg postede mit indlæg i marts, har jeg også været inde om Dag Heedes "Det Tomme Menneske". Jeg er enig i skuffens pointe omkring Heede. Men for nylig udkom Gilles Deleuzes bog om Foucault (der hedder "Foucault") på dansk (originalen udkom i 1986). I forordet (af Karsten Gam Nielsen og Kim Su Rasmussen) bliver der dog lagt en anderledes optik, end den man umiddelbart finder hos Heede.
Kort skitseret siger Gam Nielsen og Su Rasmussen, at `vitaliteten` er af afgørende betydning for Foucault. Det er et gennemgående motiv i mange af Foucaults værker. Det er et "forsvar for liv" - "en evne til at yde modstand". I biomagtens tidsalder er det selve livet, der bliver kontrolleret, bliver underlagt - det er føjelige kroppe der bliver skabt, positiveret, produceret. Foucault skriver selv i denne tid og derfor, så vidt jeg kan forstå, skriver han sig ind i `vitaliteten` - han "tænker anderledes" (en vigtig ting for Deleuze) - han skriver sig ind i "modmagten" (som er et mere brugt begreb).
Men netop dét, at Foucault rebellerer mod denne subtile biomagt, er jo et tegn på, at han bestemt ikke synes den er rar. Min pointe er, at Foucault ikke kun `afdækker` nogle magtteknikker i det moderne (gennem fx genealogien), han sætter også en `vitalitet` i centrum - en vitalitet, man også finder hos Nietzsche. Mht. til spørgsmålet om `essens`, mener jeg, at man kan tyde en "essens" i et eksistentielt perspektiv - måske ikke i genealogiens metode - men som noget, der giver en forståelse for ens væren, for hvad mennesket (egentligt) er.
Dog skal det siges, at Deleuze er blevet kritiseret for at læse `vitalitet` ind i Foucault, og at det blot er et udtryk for hans eget standpunkt. Det kan jeg (heldigvis) ikke tage stilling til, idet jeg ikke kender Deleuze (eller Foucault) godt nok.
Håber ikke min kommentar blev for forvirrende, for jeg kan ikke ændre den ;)
Mvh. Kristian
Siden jeg postede mit indlæg i marts, har jeg også været inde om Dag Heedes "Det Tomme Menneske". Jeg er enig i skuffens pointe omkring Heede. Men for nylig udkom Gilles Deleuzes bog om Foucault (der hedder "Foucault") på dansk (originalen udkom i 1986). I forordet (af Karsten Gam Nielsen og Kim Su Rasmussen) bliver der dog lagt en anderledes optik, end den man umiddelbart finder hos Heede.
Kort skitseret siger Gam Nielsen og Su Rasmussen, at `vitaliteten` er af afgørende betydning for Foucault. Det er et gennemgående motiv i mange af Foucaults værker. Det er et "forsvar for liv" - "en evne til at yde modstand". I biomagtens tidsalder er det selve livet, der bliver kontrolleret, bliver underlagt - det er føjelige kroppe der bliver skabt, positiveret, produceret. Foucault skriver selv i denne tid og derfor, så vidt jeg kan forstå, skriver han sig ind i `vitaliteten` - han "tænker anderledes" (en vigtig ting for Deleuze) - han skriver sig ind i "modmagten" (som er et mere brugt begreb).
Men netop dét, at Foucault rebellerer mod denne subtile biomagt, er jo et tegn på, at han bestemt ikke synes den er rar. Min pointe er, at Foucault ikke kun `afdækker` nogle magtteknikker i det moderne (gennem fx genealogien), han sætter også en `vitalitet` i centrum - en vitalitet, man også finder hos Nietzsche. Mht. til spørgsmålet om `essens`, mener jeg, at man kan tyde en "essens" i et eksistentielt perspektiv - måske ikke i genealogiens metode - men som noget, der giver en forståelse for ens væren, for hvad mennesket (egentligt) er.
Dog skal det siges, at Deleuze er blevet kritiseret for at læse `vitalitet` ind i Foucault, og at det blot er et udtryk for hans eget standpunkt. Det kan jeg (heldigvis) ikke tage stilling til, idet jeg ikke kender Deleuze (eller Foucault) godt nok.
Håber ikke min kommentar blev for forvirrende, for jeg kan ikke ændre den ;)
Mvh. Kristian
Men betyder det at man ikke synes en magtform er rar, at man opererer med en essens? Er det ikke snarere en normativitet der er tale om? En normativitet der iøvrigt er umulig at komme udenom, ifølge Foucault ville det ikke give den mindste mening at tror man kan være objektiv.
Jeg kan godt se hvad du mener med essens i et eksistentielt perspektiv, men betyder det, at han kritiserer biomagten, at han nødvendigvis sætter noget istedet for? Jeg læser det mere som en opmærksomhed på at der er magt alle steder, og at udtrykket i biomagten er ubehageligt fordi det netop ikke fremstår som magt. Ikke forstået som at det var bedre i gamle dage med korporlige offentlige afstraffelser, men at det ikke nødvendigvis gør biomagten til noget bedre, bare noget andet...
Hilsen Birgit
Jeg kan godt se hvad du mener med essens i et eksistentielt perspektiv, men betyder det, at han kritiserer biomagten, at han nødvendigvis sætter noget istedet for? Jeg læser det mere som en opmærksomhed på at der er magt alle steder, og at udtrykket i biomagten er ubehageligt fordi det netop ikke fremstår som magt. Ikke forstået som at det var bedre i gamle dage med korporlige offentlige afstraffelser, men at det ikke nødvendigvis gør biomagten til noget bedre, bare noget andet...
Hilsen Birgit
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension