Jeg vil gøre et forsøg på at være tydelig i det følgende:

Som jeg ser det udelukker de to læringsforståelser ikke hinanden i en undersøgelse af et læringsfænomen. Betragter vi en case som tømrerlærlingen, der skal lærer noget af tømrermesteren, kan vi altså bruge den ene forståelse til at undersøge dele af læringsfænomenet og den anden til at forstå andre dele. Derfor mener jeg, at de to læringsforståelser kan supplere hinanden og komplettere undersøgelsen. Dog betyder dette ikke, at der er ikke er forskel på de to. Faktisk vil jeg mene, at de to ligger i hver sin ende af spektret af læringsteorier.

Jeg tager udgangspunkt i Jean Piagets kognitive læringsteori (Med det in mente, at inden for kognitiv læringsteori findes flere grene, der adskiller sig fra hinanden - blandt andet på det område dit spørgsmål drejer sig om. Det kunne også være interessant at fremhæve andre kognitive læringsteoretikere som Lev Vygotsky, Jerome Bruner mv. fordi deres teorier igen kan sætte undersøgelsesperspektiver på et læringsfænomen. Eksempelvis omgivelsernes betydning for tømrerlærlingens erkendelse.)
Desuden koncentrerer jeg mig om Jean Lave som repræsentant for teorien om situeret læring i praksisfællesskaber.

Forskellen mellem de to forståelser består i de to teoriers forskellige læringsforståelse og det er netop læringsforståelsen, hvormed forskellen fremstår mest åbenlys. I den ene ende af spektret vil jeg placere Piagets læringsforståelse, da den kognitive læringsforståelse placerer konstruktionen af viden i individet (i modsætning til socialkonstruktionisterne, der placerer konstruktions-processerne i interaktionen mellem mennesker, for eksempel Kenneth Gergen 1994. Her vægtes relationerne mellem mennesker og den forhandling, der finder sted i den kommunkative interaktion højere end det enkelte individ). Inden for kognitionsforskningen arbejder man med at søge at skabe overblik over processerne i den menneskelige erkendelse. Altså hvad består erkendelsen i og hvordan udvikles den. Piaget skelner mellem udvikling og læring, idet læring forudsætter en bestemt udvikling af den kognitive struktur. De individuelle processer forstås som forudsætning for sociale processer (I modsætning til Lev Vygotsky, der anser de individuelle processer som afledt af sociale processer). Piagets forståelse af læring er derfor at læring er kognitiv indarbejdelse af ydre påvirkninger.
Kritikken af Piaget ville her gå på, at tømrerlærlingen betragtes isoleret i forhold til konteksten (Her fremhæves Vygotsky ofte som et mere anvendeligt teoretiske udgangspunkt). Jeg mener ikke, at kunne finde svar på, hvorvidt Piaget ignorerer, at tømrerlæringens udvikling også er betinget af, at han indgår i en social kontekst.

I den anden ende af spektret vil jeg placere Lave. Det diskuteres, hvorvidt Laves arbejde tager afsæt i socialkonstruktionismen. Men på linje med socialkonstruktionismen tager hun afstand fra dualistiske forståelser af subjektet og dets relation til verden. Og det er netop med dette standpunkt hun kritiserer traditionelle læringsteorier for at tematisere klassiske dikotomier som subjekt-verden og indre-ydre. I stedet introducerer hun, hvordan viden ikke kan betragtes som noget, der kan overføres fra tømrermester til tømrerlæring i undervisningssituation og derefter bruges af tømrerlærlingen i nye (lignende) situationer. Det skyldes, at man ikke kan sætte viden over praktisk kunnen, idet viden må forstås som en integreret del af det specifikke praksisfællesskab – der hvor den udvikles og hvor den har sin gyldighed. Da praksisfællesskaber ikke er identiske, kan det lærte ikke overføres til andre, nye sammenhænge (jf. transfer-begrebet).

Laves læringsteoretiske projekt er en reaktion mod kognitive læringsopfattelser, der ifølge hende ser læring som en individuel mental [i]øvelse[/i], hvor elementer fra konteksten transmitteres og indoptages i tømrerlærlingens kognitive strukturer gennem interaktion med mesteren og med verden. Kognitivistiske tilgange til læring, som eksempelvis Piagets, tager udgangspunkt i en opfattelse af, at tømrerlærlingen har en medfødt biologisk kognitiv funktion, der udvikles af sig selv under påvirkning af omgivelserne. (Laves projekt er muligvis årsagen til, at hun desværre ikke kommer omkring, hvordan erfaringerne fra praksisfællesskabet lagres.)

De to forskellige forståelser kan altså undersøge casen om tømrerlærlingen fra to forskellige vinkler. Jeg mener [i]ikke[/i], at læringsforståelserne er forenelige på den måde, at det kan lykkes at indtænke de kognitive erkendelsesprocesser i de processer, hvormed viden konstrueres i et praksisfællesskab. Derimod mener jeg, at man kan undersøge fænomenet med afsæt i de to forskellige læringsforståelser, og eventuelt anvende dem således at der hvor Lave ikke rigtig kommer ind på, hvordan erfaringerne lagres kognitivt (da hun koncentrerer sig om det, der foregår mellem mennesker), kan Piagets kognitive perspektiv forklare opbygningen af kognitive skemaer. Og omvendt: Der hvor Piaget ikke forholder sig til det sociales indflydelse på lærlingen kan Laves [i]praksis [/i]som én sammenhængende teori enhed forklare kontekstens betydning for læringen. På den måde er de to forståelser sammenføjelige.

Hvordan lyder det?
/Johanne