Den umulige teori - `et forsøg på en formulering`
Dette indlæg er lidt filosofisk, men det skulle dog gerne stille spørgsmålet om sociologiens metoder er relevante:
Efter at have arbejdet med filosofi grundigt i 14 dage, har jeg nu nogle overvejelser -
(Disse er mest inspireret af fænomenologien, og metodisk forsøger jeg at hente den tilbage ved at læse filosofi som andet og mere end blot tomme begreber)
Det kan beskrives på mange måder, og jeg arbejder med at blive præcis:
Filosofi er, for nu at sammenfatte: 1) en videnskabelig disciplin (der forsker i sin egen historie), 2) videnskabens teori (der søger, at afhjælpe videnskaberne – især med henblik på ’metode’ overvejelser), 3)?
Klart nok tænkte jeg, sådan må det være:
Hvad er filosofi?
Er det skabelsen af begreber?
Hvad er da ét begreb?
1. Enten indfanger begrebet noget, og holder det, der er blevet fanget – fanget
2. Eller også viser begrebet sig i dets betydning – og slipper dermed sejheden, tomheden, og steriliteten løs - og viser sig.
3. Både Og
4. ?
Det umuliges filosofi – et forsøg på at skabe levende begreber
Ps.: Umulighedens paradoks!
Skulle nogen således hævde, at disse tanker er totalt horrible og at jeg er bindegal? - Til dem vil jeg sige, at de er `bindegale`, hvis de ønsker at blive `bindegale`
Skulle nogen således hævde, at de tanker (filosofi kaldet) ikke er bindegale - Til dem vil jeg sige, at netop de tanker der ikke er `bindegale` ikke er (filosofi) men viser sig som levende sprog, og dermed ikke er begreber. Dette er anvendt filosofi (Læs: levende begreber).
Det nye projekt definerer sig, således:
Vi ser de ’store fortællingers død’, og vi ser sandheden i denne sætning på en måde, så at det sker med så voldsom kraft at vi læser denne samtidsdiagnose uden at forholde os til den som andet end at bekræfte den – altså netop ved at læse den, som hvilken som helst anden filosofisk sætning fra en ligeså tilfældig bog, der står på biblioteket. Vi mennesker har hentet fortællingerne ind i filosofien. Hvis jeg som filosof skulle sige noget er det eneste jeg kan, at spørge til om det er meningen? Hvis alt er lige godt (og en fortælling rummer lige så meget sandhedskræft som en anden), er alt så beskrevet? Eller i moderne sprog, hvis vi skulle forstå tanken om sprogspil, så er sprogspil et `spil` eller et spil? Eller om sprog er noget andet?
Vi skulle egentligt spørge på følgende måde: hvis filosofi er videnskabs teori (altså metode lærer), er det altså en spørgen til fænomener, der enten er ude i naturen, i samfundet, i mennesket, individet, sproget, ordene, tankerne – da må vi formulerer en metode (et videnskabeligt sprog der beskriver dette der undersøges, og som får fænomenet til at træde mest tilfredsstillende frem) – dette er metodelæren som vi lærer om den – men lad os stille spørgsmålstegn til dette – de størrelser jeg benævner her: ”naturen”, ”samfundet”, ”mennesket”, ”individet”, ”sproget”, ”ordene”, ”tankerne” – jeg stiller jo nu følgende logiske paradoks – hvis de sidstnævnte ord i ”anførselstegn” kaldes begreber hvad er da ord?
Dette syntes da oplagt, at der enten ikke er nogen forskel mellem disse to størrelser, eller at der er? - eller hvad?
Altså spørger jeg til om der skulle være en forskel på en hest og ”en hest”? Det ene er, hvis du vil sige noget om hesten på et videnskabeligt plan:
1) så er det kunst (en menneskelige sandheds mulighed) - tror jeg, og 2) det andet er et begreb (videnskabelige sandheder - der jo mere videnskabelige de er, jo længere væk kommer vi fra verden, fordi jo mere videnskabelig en sandhed er, jo mere begrebslig bliver den sjovt nok). Der skulle helst ikke ligge noget normativt i det sagte.
"Derfor standser man ved naturlovene som noget uangribeligt, ligesom man tidligere standsede ved Gud og skæbnen. Og begge parter har jo ret og uret: de gamle var for så vidt klarere som de erkendte en afslutning, medens det ved det nye system skal se ud som om alt er forklaret” p- 168 (Ray Monk: Wittgenstein - et genis forpligtigelser)
Min udgangspunkt er følgende (citat):
"Derimod vil enhver filosof, der bevæger sig i en middelbar eller umiddelbar forestillen af `transcendensen` nødvendigvis i væsentlig betydning forblive ontologi, hvad enten den foretager en grundlæggelse af ontologien, eller den efter eget sigende afviser ontologien som en begrebsmæssig stivnen af det oplevede." ("Hvad er metafysik?" Martin Heidegger, p.76)
Mit forehavende er, at spørge tilbage på en anderledes måde:
Derfor skriver den transcenderede filosof tilbage, at "grundlæggelse af ontologien" er mislykket totalt (indtil videre), og at det nok var smartest for de fleste at de stoppede med `akademisk filosofi` - for den stivner det oplevede: "begrebsmæssig stivnen af det oplevede"
Den `transcenderede filosof` transcenderede (det vil sige: var i tiden - temporalitet, og blev nu noget andet), og stoppede med at stivne i begreber.
Den `transcenderede filosof` forstod `Væren & Tid` ikke kunne reduceres.
Den `transcenderede filosof` læste i dybsindige vendinger, at tid (enten var vulgær eller temporalitet). I en hvis forstand kæmpede filosoffen i mange år med, at forstå hvordan han skulle fortolke hhv. den ene overfor den anden. I en vis forstand troede filosoffen, at der var noget normativt i disse 2 begreber, at han kunne gå fra `vulgær` tid til `temporalitets` tid - så hvis blot han filosoferede nok - så kunne han nok forstå forskellen. Projektet mislykkedes TOTALT, og da filosoffen stoppede med, at filosofere - så oplevede han at han ikke var filosof
Dette er blot strø tanker, over et filosofisk friheds begreb. Læg mærke til, at der ikke på noget sted i det skrevne står, at begreber ikke er, der står heller ikke noget om at de ikke er mere virkelige end ord - der er således ingen der siger, at naturlovene ikke er - filosofisk frihed er spørgsmålet til om begrebernes relevans - altså en stilling tagen til begreber - hvis alle fortællinger er lige store eller lige små - må spørgsmålet om friheden til at stille spørgsmål fra filosofien komme fra en umulig position? Spørgsmålet lyder derfor: om det formulerede, er det umuliges projekt i et umuligt sprog?
– Skriv endelig tilbage i et forståeligt sprog og sig om nogen af tankerne er relevante.
Efter at have arbejdet med filosofi grundigt i 14 dage, har jeg nu nogle overvejelser -
(Disse er mest inspireret af fænomenologien, og metodisk forsøger jeg at hente den tilbage ved at læse filosofi som andet og mere end blot tomme begreber)
Det kan beskrives på mange måder, og jeg arbejder med at blive præcis:
Filosofi er, for nu at sammenfatte: 1) en videnskabelig disciplin (der forsker i sin egen historie), 2) videnskabens teori (der søger, at afhjælpe videnskaberne – især med henblik på ’metode’ overvejelser), 3)?
Klart nok tænkte jeg, sådan må det være:
Hvad er filosofi?
Er det skabelsen af begreber?
Hvad er da ét begreb?
1. Enten indfanger begrebet noget, og holder det, der er blevet fanget – fanget
2. Eller også viser begrebet sig i dets betydning – og slipper dermed sejheden, tomheden, og steriliteten løs - og viser sig.
3. Både Og
4. ?
Det umuliges filosofi – et forsøg på at skabe levende begreber
Ps.: Umulighedens paradoks!
Skulle nogen således hævde, at disse tanker er totalt horrible og at jeg er bindegal? - Til dem vil jeg sige, at de er `bindegale`, hvis de ønsker at blive `bindegale`
Skulle nogen således hævde, at de tanker (filosofi kaldet) ikke er bindegale - Til dem vil jeg sige, at netop de tanker der ikke er `bindegale` ikke er (filosofi) men viser sig som levende sprog, og dermed ikke er begreber. Dette er anvendt filosofi (Læs: levende begreber).
Det nye projekt definerer sig, således:
Vi ser de ’store fortællingers død’, og vi ser sandheden i denne sætning på en måde, så at det sker med så voldsom kraft at vi læser denne samtidsdiagnose uden at forholde os til den som andet end at bekræfte den – altså netop ved at læse den, som hvilken som helst anden filosofisk sætning fra en ligeså tilfældig bog, der står på biblioteket. Vi mennesker har hentet fortællingerne ind i filosofien. Hvis jeg som filosof skulle sige noget er det eneste jeg kan, at spørge til om det er meningen? Hvis alt er lige godt (og en fortælling rummer lige så meget sandhedskræft som en anden), er alt så beskrevet? Eller i moderne sprog, hvis vi skulle forstå tanken om sprogspil, så er sprogspil et `spil` eller et spil? Eller om sprog er noget andet?
Vi skulle egentligt spørge på følgende måde: hvis filosofi er videnskabs teori (altså metode lærer), er det altså en spørgen til fænomener, der enten er ude i naturen, i samfundet, i mennesket, individet, sproget, ordene, tankerne – da må vi formulerer en metode (et videnskabeligt sprog der beskriver dette der undersøges, og som får fænomenet til at træde mest tilfredsstillende frem) – dette er metodelæren som vi lærer om den – men lad os stille spørgsmålstegn til dette – de størrelser jeg benævner her: ”naturen”, ”samfundet”, ”mennesket”, ”individet”, ”sproget”, ”ordene”, ”tankerne” – jeg stiller jo nu følgende logiske paradoks – hvis de sidstnævnte ord i ”anførselstegn” kaldes begreber hvad er da ord?
Dette syntes da oplagt, at der enten ikke er nogen forskel mellem disse to størrelser, eller at der er? - eller hvad?
Altså spørger jeg til om der skulle være en forskel på en hest og ”en hest”? Det ene er, hvis du vil sige noget om hesten på et videnskabeligt plan:
1) så er det kunst (en menneskelige sandheds mulighed) - tror jeg, og 2) det andet er et begreb (videnskabelige sandheder - der jo mere videnskabelige de er, jo længere væk kommer vi fra verden, fordi jo mere videnskabelig en sandhed er, jo mere begrebslig bliver den sjovt nok). Der skulle helst ikke ligge noget normativt i det sagte.
"Derfor standser man ved naturlovene som noget uangribeligt, ligesom man tidligere standsede ved Gud og skæbnen. Og begge parter har jo ret og uret: de gamle var for så vidt klarere som de erkendte en afslutning, medens det ved det nye system skal se ud som om alt er forklaret” p- 168 (Ray Monk: Wittgenstein - et genis forpligtigelser)
Min udgangspunkt er følgende (citat):
"Derimod vil enhver filosof, der bevæger sig i en middelbar eller umiddelbar forestillen af `transcendensen` nødvendigvis i væsentlig betydning forblive ontologi, hvad enten den foretager en grundlæggelse af ontologien, eller den efter eget sigende afviser ontologien som en begrebsmæssig stivnen af det oplevede." ("Hvad er metafysik?" Martin Heidegger, p.76)
Mit forehavende er, at spørge tilbage på en anderledes måde:
Derfor skriver den transcenderede filosof tilbage, at "grundlæggelse af ontologien" er mislykket totalt (indtil videre), og at det nok var smartest for de fleste at de stoppede med `akademisk filosofi` - for den stivner det oplevede: "begrebsmæssig stivnen af det oplevede"
Den `transcenderede filosof` transcenderede (det vil sige: var i tiden - temporalitet, og blev nu noget andet), og stoppede med at stivne i begreber.
Den `transcenderede filosof` forstod `Væren & Tid` ikke kunne reduceres.
Den `transcenderede filosof` læste i dybsindige vendinger, at tid (enten var vulgær eller temporalitet). I en hvis forstand kæmpede filosoffen i mange år med, at forstå hvordan han skulle fortolke hhv. den ene overfor den anden. I en vis forstand troede filosoffen, at der var noget normativt i disse 2 begreber, at han kunne gå fra `vulgær` tid til `temporalitets` tid - så hvis blot han filosoferede nok - så kunne han nok forstå forskellen. Projektet mislykkedes TOTALT, og da filosoffen stoppede med, at filosofere - så oplevede han at han ikke var filosof
Dette er blot strø tanker, over et filosofisk friheds begreb. Læg mærke til, at der ikke på noget sted i det skrevne står, at begreber ikke er, der står heller ikke noget om at de ikke er mere virkelige end ord - der er således ingen der siger, at naturlovene ikke er - filosofisk frihed er spørgsmålet til om begrebernes relevans - altså en stilling tagen til begreber - hvis alle fortællinger er lige store eller lige små - må spørgsmålet om friheden til at stille spørgsmål fra filosofien komme fra en umulig position? Spørgsmålet lyder derfor: om det formulerede, er det umuliges projekt i et umuligt sprog?
– Skriv endelig tilbage i et forståeligt sprog og sig om nogen af tankerne er relevante.
Andre lser ogs
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension
