Hejsa

jeg er, som så mange, mange andre, igang med eksamensopgave.. Og jeg er igang med at skrive om anerkendelses- og motivations teorier indenfor socialrådgiver-faget.

Altså hvordan socialrådgivere kan nå dybere ind til en klient via anerkendelse og hvordan selvsamme kan motivere klienten..

Jeg ser pt på Honneth, og Per Revstedt.. Men hvilke tanker/forfattere/teoretikere kunnejeg få gavn af at studere nærmere?

Jeanett :)

Hej Jeanett

Jeg ved ikke meget om socialrådgiver-faget, men når du skriver `motivationsteorier` (som lugter lidt af empowerment?), kommer jeg straks til at tænke på Foucaults magtanalyser. Foucault fokuserer på, hvordan magtens former er mangfoldige, så det, der kunne se ud som en ændring i magtforholdene mellem klient og system, snarere er en ny måde at udøve magt på fra systemisk side.

Jeg har ikke hørt om Revstedt før, men ift. Honneth mener jeg, at Foucault kunne give et godt mod-perspektiv at diskutere med.

Mvh. Nils

Hej Jeanett

Lad mig først lige gentage, hvad du allerede har skrevet:

1. Din problemformulering lyder: "Hvordan kan socialrådgiveren nå dybere ind til klienten via anerkendelse, og hvordan kan socialrådgiveren motivere klienten?"

2. Dit forventede teoretiske udgangspunk er mht. anerkendelsesdelen Axel Honneth og mht. motivationsdelen Per Revstedt. (Mere specifikt tænker du måske på artikelsamlingen "Behovet for anerkendelse" og bogen "Motivationsarbejde"?)

Din opgave er rettet mod noget praktisk anvendeligt. Du spørger jo også om, HVORDAN socialrådgiveren arbejder. Hvem er `klienten`? Jeg kender ikke til Revstedt, men kan ved en søgning i bibliotek.dk, se at han beskæftiger sig med de hårdest belastede grupper (kriminelle, misbrugere, psykisk syge). Men vil du skrive om `klienter` i al almindelighed, eller har du en bestemt gruppe i tankerne?

Honneth kan bruges til at pointere, at den gensidige anerkendelse er helt fundamental for en vellykket kommunikation. Måske kan man hævde, at denne anerkendelse er nødvendig for at et `motivationsarbejde` overhovedet kan gå i gang. Det er vigtigt, at anerkendelsen netop er GENSIDIG. Klienten må således også anerkende socialrådgiveren. Dette kan socialrådgiveren ikke tvinge klienten til. Klienten må frit vælge at anerkende socialrådgiveren eller ikke. Honneth siger mest om, hvor vigtig anerkendelsen er. Han siger mindre om, hvordan anerkendelsen egentlig manifesterer sig helt konkret (for en undtagelse se artiklen `Usynlighed` i den ovenfor nævnte bog).

Hvordan viser socialrådgiveren, at hun anerkender klienten? Negativt set er det vel ved IKKE at krænke klienten. Men hvordan sker det positivt set, dvs. hvordan viser socialrådgiveren klienten omsorg, respekt og værdsættelse? Disse tegn på anerkendelse fra socialrådgiveren medfører ikke, som nævnt, at klienten dermed også anerkender socialrådgiveren. Men det øger nok sandsynligheden herfor. Hvad hvis klienten miskender socialrådgiveren? Vil socialrådgiveren så fortsat kunne anerkende klienten? For socialrådgiveren kan det blive en kamp om selv at blive anerkendt i dette forhold.

At begynde at motivere klienten til at vælge et anderledes handlingsmønster kan vel komme i direkte modstrid med anerkendelsen. Faren ved motivationsarbejde kan være, at det bliver en form for manipulation, hvor socialrådgiveren på spidsfindige måder forsøger at lokke klienten til at gøre noget ønskværdigt. Klienten behandles som en `sag` fremfor som en `person`, kunne man sige. På den anden side synes motivationsarbejdet at være en nødvendighed. Spørgsmålet er, hvordan anerkendelse og motivation kan kombineres på harmonisk vis.

Det var blot nogle tanker, som dit problem satte i gang hos mig....

Mvh.