Hej Thomas,

Nu er jeg ikke vildt stiv ud i Foucault, men kunne du ikke gå ind i "fysikaliteten", som Foucault også beskriver. I Overvågning og straf ser vi fx, hvordan lemlæstelsen fungerer som straf. Senere er det overvågningen i fængslet - og dets mure - der fungerer som straf. På den måde er Foucault ikke kun interesseret i italesættelsen af straf (og normalitet), men lige så meget de konkrete institutioners (fx fængslets eller hospitalets) udformning. De fysiske institutioner inkarnerer på den måde den diskursive formation - dvs. gør den kropslig - og er på den måde et medium for diskursen; den gør diskursen "virkelig". Installationen af særlige subjektopfattelser i individet, dvs. subjektivering, som er Foucaults store kæphest, [i]kræver[/i] mere end blot italesættelse af subjektet. Det behøver "fysikalitet" i den forstand, at installationen af særlige selvopfattelser ikke blot virker gennem anråbelse (fx systemers kommunikation, jf. Luhmann). Det behøver også "fysikalitet".

Jeg har hørt (dog aldrig selv fundet hvor), at Foucault snakker om "dispositivet", som det sæt af både diskursive og nondiskursive praksisser, der definerer rammen for subjektiveringen. Måske er det i virkeligheden her, at der Foucault adskiller sig fra Luhmann.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det relaterer sig direkte til fænomenologi eller hermeneutik. Det er jeg ikke så stiv ud i. Dog mener jeg at kunne huske, at i Sindssygdom og psykologi beskriver Foucault studiet som en form for historisk-sproglig fænomenologi. Hvad han helt præcis mener med det, er jeg dog ikke sikker på. Men måske har det noget at gøre med, at han også har øje for "fysikaliteten" i sindssygdommen (og dermed i definitionen af normalitet). I Galskabens oprindelse (Madness & Civilization) gennemgår han jo i meget høj grad den måde, som institutionerne så at sige "virker" på de diskursive praksisser. De definerer de rum, hvor unormalitet (og dermed normaliteten) har til huse. Dette er altså ikke kun en diskursiv ting, men også en "rumlig". Dette har Luhmann - sådan som jeg forstår ham - utrolig svært ved at fange, netop fordi han er ægte epistemologisk konstruktivist. Alt bliver kun virkelig gennem intersubjektiv erkendelse (=kommunikation), hvilket jo er en ret bastant påstand. Her er Foucault lidt mere "nede på jorden", når han ikke kun ser på diskursen, men også på "dispositivet", som jeg snakkede om ovenfor.

HÃ¥ber du kan bruge indsparket ;)

mvh Kristian