Hej

jeg skal holde et lille foredrag eller indlæg for mine medstuderende på jura på københavns Universitet om frankfurterskolen.
Hvor begynder jeg? Links,litteratur etc.

Hilsen Eigil

Lige som tilføjelse til den ellers udemærkede gennemgang på leksikon - Axel Honneth er seneste skud på `stammen` og vel det man kalder 3./4. generations frankfurtianer og er allerede oversat til dansk...

Mvh
Laust

Glem ikke den vrede Adorno, der havde jazz som pesten ;)

Det lyder som et ret spændende projekt at få Frankfurterskolen ned til et lille fordrag - der er i hvert fald masser at ta` fat på.

Held og lykke, Kristian

(Jeg må lige rette min (lidt værre) stavefejl: havde i første sætning skal selvfølgelig være hadede)

/Kristian ;)

Claus,

Det glæder jeg mig til at se, for når sandheden skal frem kender jeg ham kun gennem andre forfatteres (som regel negative) referencer til ham og en lille smule af oplysningens dialektik - er det i dette værk, at du mener, han er "mindre trist og vred end..." ?

hilsen
Lars

Der findes jo uanede mængder af introducerende litteratur til Frankfurterskolen.
Ramsay`s kapitel i "Klassisk og moderne samfundsteori" er udemærket, men ikke alt for uddybende.
Det afhænger vel også lidt om hvilken vinkel du skal lægge. Hvad skal oplægget bruges til på jura? Er det i forbindelse med noget videnskabsteori eller hvorledes?

Kristian og Eigil,
Hvis man skal læse en historisk introduktion til Franfurterskolen skal man klart gå til Wiggershaus og hans mastodont af et værk - der hedder The Frankfurt School. Its history, Theories and Political Significance. Udgivet af Polity Press, 1994. Jay`s bog fokuserer langt mere på den helt tidlige Frankfurterskole og særligt 1930`erne og Horkheimers materialistiske forskningsprogram. Det er der selvfølgelig ikke noget i vejen for, men man får ikke den Adornoske version af Frankfurterskolen belyst ret meget i den bog.

Rasmus,
Det er helt klart at der findes en del introducerende dansk litteratur til Frankfurterskolen. Desværre er det meste - efter min mening - mere eller mindre misvisende. Ramsays kapitel er nok det mindst ringe der er udgivet i Danmark - men det er som du selv nævner ikke særligt dybdegående og derudover fokuserer det slet ikke på Adornos mest væsentlige sociologiske bidrage både metodisk og teoretisk (ligesom det fx også totalt ignorerer Herbert Marcuses værker fra 1960`erne. Og det var vel de to teoretikere som for alvor gjorde Frankfurterskolen kendt). Den bedste og mest troværdige introduktion til Adorno er Simon Jarvis` bog, der ganske enkelt hedder Adorno og som er udgivet på Polity Press. Den går gennem hele hans forfatterskab på en god måde, der ikke forfalder til de stereotype fortolkninger af ham man fx finder hos Habermas og hans danske som udenlandske disciple.

Lars,
når jeg siger at det gør mig mere deprimeret at læse Habermas ja så skyldes det ganske enkelt hans analyse af økonomien og statens indvirkning på livsverdenen. Hans kolonieringstese minder i virkeligheden meget om Adorno og hans idé om tingliggørelsens udbredelse til alle samfundets sfærer, men Habermas ser det som en uundgåelig del af vores udvikling og som et biprodukt til de mange gode sider som økonomien og staten fører med sig. Det eneste vi så at sige kan gøre i Habermas` version er at forsøge at inddæmme de mekanismer (og den rationalitetstype), der på en illegitim måder spreder sig fra disse to subsystemer og ind i livsverdenen.
Det synes jeg ganske enkelt er deprimerende og her synes jeg det er langt mere opmuntrende at have håbet om, at man i kunsten har en form for praxis og rationalitet (det Adorno kalder mimesis) som ikke er undertrykkende og tingliggørende sådan som den instrumentelle fornuft er det. Når jeg skriver han ikke er så trist og vred ja så hænger det altså mest sammen med den måde han opfattede kunsten på - og det er så ét af de aspekter som Habermas (og dermed de mest gængse fortolkninger af Adorno) ikke fokuserer ret meget på, selvom hans egen teori indeholder ret store problemer på netop det område.

/Claus

@ Morten

Det var nu Eigil der skulle bruge hjælpen, men pyt nu med det :-)

Men derudover er jeg da helt enig med dig i, at fra et retssociologisk perspektiv må især "Between Facts and Norms" læses - men også den på dansk netop udkomne artikelsamling "Demokrati og retsstat" samt "Inclusion of the other", "The Postnational Constellation" og "The new Conservatism" (hvis man altså helst vel læse på engelsk) kan byde på noget.
Eriksen & Weigårds bog er desuden kommet på dansk for et par år siden under titlen "Kommunikativt Demokrati", derudover er William Outwaite`s bog "Habermas" fra hans Reitzels Forlag også udemærket som introduktion til hele forfatterskabet - omend hans skrivestil kan være lidt forvirrende.
Hvis man virkelig er ude på "narrestreger" kan den behandling især Habermas` senere skrifter (fra Theorie og fremefter) underkastes af Cohen & Arato i "Civil Society and Political Theory" anbefales.

Morten,

pointen ifht til Adorno er at mulighederne for emancipation ikke udelukkende findes i kunsten. De findes sådan set potentielt i mange forskellige situationer i vores daglige væren, MEN - og det er Adornos vigtige pointe - det er KUN indenfor kunsten at den type af rationalitet og den type af relation mellem subjekt og objekt (og dermed også mellem subjekter fordi mennesket i sidste instans er et objekt fordi den også er en del af naturen) kan gøres til en `rutine`. I vores samfund kan vi - af forskellige grunde - endnu ikke overføre den type rationalitet til fx det politiske system eller andre sfærer i samfundet. Men det er håbet om at det en dag kan ske som gør at jeg mener at Habermas er mere pessimistisk. Den emancipering Habermas taler om kan jo aldrig blive komplet fordi den netop bliver suspenderet af systemernes indgriben i livsverdenen, og fordi Habermas udelukker en fundamental anden relation mellem menneske og natur end den der findes i dag og som er bygget på dominansrelationer og som i sidste ende er ansvarlig for fx vores miljøproblemer.

Mht til den forståelsesorienterede handling ja så er Adorno`s kritik at denne type rationalitet bygger på en for snæver forståelse af hvad sproget er - sproget er altid rettet mod BÅDE kommunikation (og forståelse og handlingskoordinering sådan som Habermas siger) men også ekspression - og altså en orientering mod selve det objekt og den situation man befinder sig (og ikke kun vores navigering igennem det). Sproget bør altså ikke kun orientere sig mod intersubjektive relationer men også mod interobjektive relationer - og denne utopiske drøm frasiger Habermas` sig.

Disse tanker bliver fx udviklet af JM Bernstein, Martin Morris, Yvonne Sherratt, Shierry Weber Nicholson og andre der har beskæftiget sig med Adorno`s æstetiske værker. Martin Morris` bog er den jeg umiddelbart vil anbefale hvis man er mest interesseret i hvordan idéerne kan overføres til samfundsvidenskaberne, mens JM Bernsteins bog er den mest sofisterekede rent filosofisk og argumentationsmæssigt ifht til de grundlæggende aspekter hos Adorno.

/Claus