Sociologiskforum.dk var aktivt fra 2004-2012, men eksisterer i dag kun som arkiv.
Sociologiskforum.dk

Postmodernisme

Postmodernismen hævder, at kunsten skal være som den omgivende virkelighed, flertydig, spændingsfyldt og spraglet. Postmodernisme betegner en kunstnerisk, litterær, arkitektonisk, filosofisk og kulturel tendens eller tilstand, der ses som opstået i forlængelse af, altså efter "afslutningen" af, det moderne. Hvor modernismen kan betragtes som kulminationen på oplysningstidens ideer om autoritativt/rationelt funderet æstetik, etik og vidensopfattelse, så er postmodernismen centreret omkring et opgør med idealerne, ofte kaldet metanarrativer eller Store Fortællinger, og den undergravelse og fragmentering der foregår af dem gennem konsumerismen og almindelig dekonstruktion. I postmodernismen angribes opfattelsen af monolittiske, universelle sandheder; fokus drejes mod det fragmenterede, fluxet, det sammensatte og mere generelt det mangefacceterede og kalejdoskopiske perspektiv. Eftersom postmodernismen som størrelse til stadighed er til debat, så findes der nærmest lige så mange definitioner, som der er deltagere i debatten; en tilstand der ikke bliver gjort mindre kompliceret af, at hvis der er et træk, som går i igen i snart sagt alle varianter, så er det en indgroet drift mod dekonstruktion af alt, som andre forsøger at holde fast inkl. altså en definition begrebet selv. Opståen: Kronologisk set begynder der at dukke elementer af postmodernisme op i 1920'erne med dadaismen, hvor der kommer fokus på collagen som form og på objektet i udtrykket og diskursen selv som lige så vigtig som, eller mere vigtigt end, det samlede udtryk i værket. Også eksistentialismen og dens placering af den individuelle narrativ som central for moral og verdensopfattelse kan genkendes i postmoderne strømninger. Men det er først efter afslutningen af anden verdenskrig at postmodernismen begynder at sætte sig igennem som selvstændig strømning! Indhold: Et træk er problematiseringen af vidensbegrebet. Tanken om at viden kan være repræsenteret udenfor individet bliver forkastet; der findes ingen højere sandheder, som har nogen gyldighed uafhængigt af individuel erkendelse. Postmodernismen fremstår på den baggrund som oplysningfilosofiens direkte modsætning, og rationalismen bliver faktisk fuldkommen afskrevet. I stedet fremhæves det, at viden ikke eksisterer uafhængigt af tid, sted, sociale omstændigheder og andre af de faktorer, som individet konstituerer både sin viden og sit syn på viden ud fra. For at undslippe den begrænsning som den konstruerede viden betragtes som, bliver det nødvendigt at kritisere den; at dekonstruere den. Jacques Derrida udtænker i sin kritik af vidensbegrebet ideen om et videnshegemoni, der, for at undgå sin egen uafvendelige selv-dekonstruktion, har måttet postulere et antal ytringer, logos, som mere oprindelige end andre, og den praksis har udviklet sig til en decideret logocentrisme. Postmodernismens alternativ til logocentrismen er at placere grundstenen til viden på så luftigt et sted som diskursens frie spil; en opfattelse som trækker på Wittgensteins ide om sprogspil. Fokuseringen på det frie spil i diskursen, på tekstuel manipulation, paradoks, reference og trope betyder, at postmodernismen selv kommer til at fremstå som indbegrebet af ironi. Med udfaldet mod det socialt betingede udgangspunkt for de grundliggende antagelser i videnskomplekset går postmodernismens bannerførere nu i clinch med de enheder, som modernismen bygger på; ikke mindst dem der kan tilskrives arven fra oplysningstiden. De måske mest markante udfald finder man hos den franske kulturteoretiker Jean Baudrillard. I Simulacra and Simulations (ikke oversat til dansk) hævder han således, at virkeligheden i konventionel forstand ikke længere eksisterer. Den er blevet fortrængt af en endeløs række af simulacra. Massemedierne og andre former for kulturel masseproduktion, siger han, genererer en konstant tillempelse og rekontekstualisering af kendte kulturelle symboler og billeder, og det flytter fundamentalt set vores opmærksomhed væk fra virkeligheden og fanger den i det hyperrelle. Postmodernismen står altså for en konsekvent mistro overfor antagelser om sandhed, etik og skønhed, hvis de bunder i andet end individuel perception og/eller er konstrueret af gruppen. Utopiske idealer om universelle, altfavnende sandheder og æstetik fortrænges til fordel for rækker af provisoriske, a-centrerede, lokale små fortællinger som alene peger mod andre ideer og kulturelle artefakter, der så i sig selv er genstande for tolkning og gentolkning. Sandheden selv bliver ustabil, fordi den kun eksisterer som en uendeligt kompleks og sammensat størrelse, hvor de enkelte dele konstant er i bevægelse. Ordet postmodernisme bruges ofte, sammen med en betegnelse som f.eks. postindustriel, i en anden, bredere betydning om udviklingen indenfor de sociale og filosofiske og realiteter i slutningen af det tyvende århundrede. kritikere med rødder i marxismen har fremført, at postmodernismen som tendens er symptomatisk for senkapitalismen og institutionernes forfald i nationalstaten. Andre hævder at postmodernismen er en naturlig reaktion på udviklingen i massemedierne; gennem formidlingen kommer viden til at fremstå som kopier af kopier, og det undergraver ethvert forsøg på på nogen enkel måde at efterspore originaliteten endsige foretage en holdbar tolkning. Rækkevidde Postmodernismen kan efterspores i mange kulturelle og intellektuelle discipliner såvel akademiske som ikke akademiske: filosofi, teologi, kunst, arkitektur, film, fjernsyn, musik, teater, sociologi, mode, teknologi, litteratur og kommunikation er alle stærkt påvirkede af postmodernistiske strømninger og ideer, og granskes til stadighed ud fra postmodernistiske perspektiver. Her trives det uortodokse når det forventelige fornægtes, i arkitekture modarbejdes den rette vinkel og i kunsten og musikken slår minimalismen igennem. Postmodernismen har altid stået stærkt i Frankrig. I 1979 udkom Jean-François Lyotards Viden og det postmoderne samfund og tanker i samme spor er blevet fremført af Jean Baudrillard, Michel Foucault, Roland Barthes og Pierre Bourdieu. Strømningen har kunnet spores på den politiske scene. Den anti-ideologiske attitude har appelleret til også f.eks. feminister, forkæmpere for racelighed, forkæmpere for ligeberettigelse i forhold til seksuel orientering, de fleste mere eller mindre anarkistiske bevægelser (autonome) i den sidste del af den 20. århundrede, fredsbevægelser og til dele af anti-globaliseringsbevægelsen. Ikke overraskende definere ingen af disse bevægelser sig selv som postmoderne, men på postmoderne vis låner man selektivt af postmodernismens centrale tankegods.