Jeg er igang med specialiseringsopgave omkring anbragte børn, og har i den forbindelse stødt på udlægningen; at der kun skal én betydningsfuld voksenrelation til for at mønsterbryde
- en voksen som viser at det vil barnet/den unge og som tror på barnet.

Hvilken teoretiker siger dette?

Jeg har snakket med en pædagogisk underviser, som mener det måske er Per Schultz Jørgensen, men her har jeg intet fundet.

Håber der er nogen der kan hjælpe, da jeg forgæves har forsøgt at finde det..
- Ann Sørensen