Hej

Hvis jeg må have lov til at klassificere Descartes og Hume under en radikal skepticisme; så er mit problem, hvad Kant har i mod denne (skepticisme)? jeg leder efter et par sigende sætninger, hvor i det fremgår "hvad problemet er" - det skal egentlig bare bruges indledningsvis. Jeg er ikke helt sikker på, om Kants problem er den manglende sandhed ved erkendelsen, altså hvorvidt det er muligt at erkende noget med sikkerhed!?

/Tom

Hej Tom.
Jo det er, som du selv siger, lige netop Kants problem ved Humes (jeg har ikke et særligt kendskab til Descartes) skepticisme, at Hume argumenterer for, at slutningen mellem `er` og `bør` er en fejlslutning. Kant sammentænker hhv. empiristernes og rationalisternes position i sin erkendelsesteoretiske syntese, hvor han argumenter for, at sanseerfaringen ikke er den eneste menneskelige erkendelsesform (bemærk: han afviser ikke sanseerfaringen som erkendelsesform, men mener blot, at vi som mennesker er fornuftsvæsener, der derudover kan erkende via forstandskategorier og anskuelsesformer). Kant tager til genmæle overfor bl.a. - eller måske især - Humes skepcis, og slår således et slag for fornuften og for muligheden for som menneske at nå frem til objektive eviggyldige sandheder. Dette er en altafgørende præmis i Kants moralfilosofiske projekt og i hans argumentation for moralloven.I "Grundlæggelsen af moralens metafysik" finder du på side 8 noget om den kopernikanske revolution, her kan du muligvis finde gode citater, men da det er længe siden jeg selv har læst Kant, og ikke selv lige sidder med ham ved hånden, kan jeg desværre ikke være dig mere behjælpelig.
/Mie